onsdag den 30. januar 2013

Bend It like Beckham....

I skrivende stund træner den engelske fodboldlegende, David Beckham, sammen med Arsenals trup - primært for at holde formen ved lige, for han er p.t. uden kontrakt. Rygterne om, at han vil tegne en kort kontrakt med netop Arsenal svirrer, ligesom nyrige klubber som Queens Park Rangers og Paris Saint Germain ofte bliver nævnt, som en næste - og ganske givet - sidste destination for den snart 38-årige Beckham.

Og når jeg ser billeder af ham til træning i Arsenal, tænker jeg - som værende fan af Manchester United - uvægerligt på, at to af hans tidligere holdkammerater, de jævnaldrende Ryan Giggs og Paul Scholes - fortsat render rundt i netop United og spiller på højt niveau - i forhold til selve klubben og eget spil på grønsværen.

Becks spillede knapt 300 kampe for United og var ud af én af de mest legendariske generationer i nyere tid, der foruden ham, Giggs og Scholes, også talte Neville-brødrene, Nicky Butt med flere.

Men i 2003 er det slut og Becks rykker til Real Madrid. Det var på et tidspunkt, hvor hans gøren og laden udenfor banen fyldte mere end den, han fik sin fodboldløn for. Og den påvirkede muligvis også hans præstationer lidt for meget, for han mistede sin stamplads på holdet, og historier om forholdet til Posh Spice, Becks i saron og andre "modepositioner" med videre fyldte mere om bedrifterne på banen.

Og denne virak gavnede ikke Becks' position og anseelse hos Sir Alex Ferguson, og i flere bøger om United og Beckham kan man læse, at bruddet mellem de to uvægerligt måtte ske - som følge af blandt andet, at konstrasterne mellem spiller og manager blev for store.

Men når jeg igen ser billeder af ham til træning i Arsenal, kan jeg ikke lade være med at tænke, at han havde haft samme tilgang til fodbolden, som Giggs og Scholes, havde han nok fortsat båret nummer 7 i United, og høstet liggende ottetal triumfer - også efter 2003. Og understreget sin position, som én af fodboldens helt store navne. I sine sidste år i Real Madrid får han nemlig vendt tilbage til sit gamle jeg, og genvinder samtidig sin afgørende rolle på det engelske landshold. Sidenhen ses hans store kvaliteter glimtvis under gæsteoptrædener hos Milan, mens hans seneste klub, LA Galaxy, holder pause.

Men nu er det kun retsvæsenet, musikanmeldere og Gud, der kan dømme i andres handlinger, og måske Becks er yderst tilfreds og lykkelig for de beslutninger og handlinger, han har trufftet og gjort. Men som United-fan og en gammel nostalgiker, savner jeg ham fortsat i United-trøjen og ønsker, at han havde truffet andre valg for de veje, han er gået.

Lad mig runde af med et af de mange mindeværdige øjeblikke fra hans karriere i United:




Ingen kommentarer: