onsdag den 2. januar 2013

Julens og nytårets films....

Traditionen tro, blev juleferien også brugt til at få kravlet lidt igennem filmhylderne, hvor det blev til gode og mindre gode filmoplevelser. Og nedenfor bringes en mindre kavalkade, og med links til filmsitet Scope:

Samme dag, næste år - danske Lone Scherfig på den internationale scene, hvor hun får skabt en rørende film om kærlighed, og spildte timer og muligheder, og tidsbilleder over en periode på mere end 20 år. Anne Hathaway bærer filmen igennem, men ikke en film, der vil stå som en milepæl af de helt store, men mindre kan også gøre det!

Headhunterne - jeg har ikke læst bogen, men alligevel var mine forventninger til filmatiseringen af Jo Næsbys thriller ganske høje. De blev ikke indfriet! Tempoet er hæsblæsende, men handlingen er FOR forudsigelig og karaktererne alt, alt for klichefyldte. Og ikke en gang en Nicolaj Coster Waldau kan sparke filmen i gang.

Det stærke køn - en ærkebritisk film i den gode ende om ligestillingskampen, der bliver sparket i gang på Ford-fabrikkerne i England. Måske lidt for meget feelgood i forhold til emnet, men rasende velspillet og med plads til humor såvel som eftertanke.

Niceville - Emma Stone, som begejstrede i Easy A, bærer denne fremragende film om borgerrettighedskampen i 60'ernes USA hele vejen til toppen. Den er måske til tider en lidt for pæn film i forhold til emnet - her er Mississippi Burning med mere kant og troværdighed - men velment og -gennemført. Og hjertevarm og rørende, og et spark i nosserne på dem, der mener, at de er bedre og større end andre mennesker på grund af deres køn, race, religion, uddannelse, stand og så videre.

Mother & Child - en nærværende og varm film om adoption, set fra alle 3 sider. 3 tilværelser og barske skæbner, der griber ind i hinanden, bevidst og ubevidst. Og med en dobbeltsidet afslutning, der både ender tragisk og lykkelig.

Jernladyen - det er sjældent, at jeg oplever en dårlig film med Meryl Streep, for hun formår næsten altid at bære sine film igennem. Det er også tilfældet med Jernladyen, hvor Streep slet og ret ET Margaret Thatcher. Selve filmen er ikke imponerende og springene mellem begivenhederne i hendes regeringsperiode og så nutiden er forvirrende og forstyrrende.

Midnight in Paris - jeg bliver aldrig den helt store Woody Allen-fan, men jeg har været ganske begejstret for nyere film som Match Point og Vicky Cristina Barcelona (det trækker ALTID op, når Scarlett Johansson er på rollelisten!). Men Midnight in Paris rammer ikke deres niveau og ender i noget med pjat om forfatter, der gerne vil leve i en anden tid. Rigtige Allen-fans vil nok være meget begejstrede. Selv fandt jeg den ganske ligegyldig.

Det blev desuden til gensyn med Kongekabale, Elizabeth (der fortsat er skræmmende god), Elizabeth - the golden age (der fortsat er skræmmende dårlig) og Ondskab.

Ingen kommentarer: