Det er i dag 24 år siden, at The Cure udsendte albummet Kiss me, Kiss me, Kiss me. Det var opfølgeren til Head on the door fra 1985 - et album, der for Cures vedkommende for alvor banede vej til en bredere og større lytterskare. Og med Kiss me kom det egentlige kommercielle gennembrud, hvor sange som Hot hot hot og Why can't I be you fandt vej til dansegulve og de kommercielle radiostationer. Nævnes skal også Just like heaven, der gjorde det legitimt for den sortklædte surmulerkult at kunne lide en god popmelodi! En tidsløs klassiker, der rammer direkte i hjertekulen og popskoene - på den gode måde.Kiss me er på ingen måde det bedste album fra Cures hånd. Svagheden er, at det stritter i alle retninger. Flere af numrene peger tilbage på deres hidtil svageste album, The Top, andre er en videreførelse af Head on the door, mens andre igen peger længere tilbage til Pornography og Faith. Men - albummet rummer også nogle af bandets fineste øjeblikke. Foruden de tre førnævnte hits, kan The perfect girl, Catch, One more time, All I want og ikke mindst A thousand hours fremhæves.
I øvrigt var den turné, der fulgte i kølvandet på albummet, første gang, at jeg oplevede Cure live. Det var i Brøndby-Hallen, og jeg husker det som værende en stor aften - uden dog at være den bedste koncert, jeg har oplevet med dem. Her er, hvad de spillede den dag: http://www.cure-concerts.de/concerts/1987-10-24.php
2 år efter fulgte Disintegration. Et fyrtårn blandt fyrtårne, og én af de bedste plader, der nogensinde er udgivet - i hvert fald i min optik.
Kiss me blev for nogle år siden genudgivet i forbindelse med bandets opsamling af bagkataloget, i form af en række deluxe editions. Den ekstra cd rummer demo-optagelser med videre, men er ikke så helvedes interessant. Men her 24 år efter står førnævnte sange fortsat skarpe og vitale, og sætter en fed streg under Cures evne til at skabe tidsløse melodier. Lyt blot til denne.....
1 kommentar:
Jeps, koncerten i 87 var en milepæl. Husker en søren ude på vejen foran hallen med strakt hånd mod himlen, mens taxa'erne suste forbi. Det gik bare derudaf....og det der 'kvadrofoniske' tror jeg de kaldte det, basanlæg, som under 'A Forest' var ligesom at få en knyttet næve i maven, hver gang en streng blev slået an (og det blev de!). Bandet jeg for alvor forlod i 1994, men nu så småt er ved at vende tilbage til (no comments, please!); de er altid med os. Og 'snow in summer' er det vist stadig kun os to, der har et rigtigt forhold til, ikke? Farven? Hvid! Naturligvis.... :-)
Send en kommentar