Tre fra en - min første cd-afspiller

Det er i disse dage/uger 26 år siden, at jeg købte min første cd-afspiller. Jeg havde "længe" været imponeret over båndoptagerens og pladespillerens mulige afløser - især over historierne om, at man kunne lægge et snotklat på cd-skiven uden, at det så ville betyde, at du ikke kunne afspille den. Opsparingen var derfor godt i gang, da min klassekammerat, Jens, fortæller, at han i UG Radio her i Ringsted havde set, at de havde en Akai-afspiller, der var sat ned fra 6.295.- til 3.795.-. Prisnedsættelsen skyldtes vist, at den danske Akai-importør var gået konkurs.

Nå, men prisen var lidt højere end jeg havde regnet med, men samtidig kunne man, med prisnedslaget in mente, få en rigtig god afspiller til en nogenlunde fornuftig pris. Sælgeren hos UG Radio gjorde også sit arbejde til at overtale mig, så det endte med, at jeg slog til. Det gjorde Jens i øvrigt også, så vi købte de to Akai-afspillere, de vist havde på lager. Modelnavnet kan jeg ikke længere huske.

Det viste sig at være et godt køb, og trods nærmest dagligt brug på flere timer, levede min afspiller frem til sommeren 2002. Jens' endnu længere. Godt nok drillede den lidt til sidst, hvor den ikke altid "fangede" cd'en med det samme, men det var til at leve med. I begyndelsen syntes jeg, at det var fedt, at du på displayet kunne se, hvor lang tid, cd'en og pågældende nummer varede, at du kunne se, om det var sang nummer 1 eller 8, du hørte, at det var muligt at programmere rækkefølgen med videre, at du kunne spole i sangene med videre. Det var, med andre ord, en helt ny verden, der åbnede sig.

Nå, men tilbage til der i 1987 var jeg for alvor begyndt at købe mange plader, og det fortsatte jeg naturligvis med. I de følgende to-tre år var købene en blanding af LP og cd - LP'en kostede normalt 90-100.-, mens cd'en lå på 150.-, så du kunne få flere albums for samme penge. Men i takt med, at LP'en blev udfaset og cd'erne mere interessante, med eksempelvis bonusnumre og det, at du ikke skulle vende plade hver 20. minut, tog cd'en til sidst helt over. Og sidenhen blev mange af de albums, jeg havde på LP også købt på cd - man er vel samler....

De tre første cd'er, jeg købte, var Fleetwood Macs Tango in the the night, U2's Joshua Tree og Bananaramas Wow. At det lige blev dem, skyldtes blandt andet, at UG's pladeafdeling ikke ligefrem var imponerende, og jeg skulle jo have nogle cd'er med hjem, når jeg nu havde en afspiller! Kort efter er jeg sammen med HH-klassen på studietur til Vestberlin, og her køber jeg de nysudsendte albums med Depeche Mode (Music for the masses) og The Smiths (Strangeways, here we come) samt The Cures Pornography hos en pladepusher på Ku'Damm - så var samlingen for alvor i gang!

Jeg runder af med en sang fra hver af de tre første cd'er, jeg fik i min samling:

To stærke og to mindre stærke albums

Som skrevet et par gange tidligere, er “vi” her på matriklen meget begejstrede for den musik, der kan gå under betegnelsen “Blege engelske fyre, i t-shirt, og som spiller guitar”, og i denne måned er der udkommet mindst fire albums i genren. Fire albums, der alle er ganske glimrende og som bare har bekræftet mig i, at denne musik rammer durkt ned i min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag.

Det første kan meget vel ende på min top-10 over årets bedste albums, nemlig Babyshambles og deres Sequel to a prequel. Det er meget muligt, at frontmanden, Pete Doherty, læner sig op af al den sprut og alle de stoffer, han møder på sin vej, og at han og resten af bandet ofte hænger på kanten af kaos, men de er på ingen måde færdige. Bassisten, Drew McConnell, har været ankermanden bag det musikalske forlæg, og det er der kommet et stramt spillet album ud af, og som er satans velfungerende og meget varieret. Der graves i skattekisten med inspirationskilder som Kinks, Clash, Specials og The Smiths, og det hele afleveres på så imponerende vis, at albummet griber fat i dig og vokser for hver lytning.

I samme klasse er også seneste udspil fra Arctic Monkeys. De lagde i 2006 for med en gang hæsblæsende gavflab-rock, men har over de albums, der siden har fulgt, hele tiden formået at forny sig – men fortsat tro mod rockens 1-2-3. På AM fortsætter de i sporet fra det forrige album, hvor der hentes inspiration fra tresser-rocken og –poppen. Det er der kommet et slet og ret fremragende album ud af. Melodierne sidder lige i skabet, mens forsanger, Alex Turner, afleverer dem med overbevisning. Et album blottet for svagheder, og som både peger bagud og fremad.

I 2008 bragede skotske Glasvegas gennem atmosfæren med deres selvbetitlede og fremragende debutalbum. Et album, der spillede i krydsfeltet mellem Jesus and mary chain, The Raveonettes og Phil Spectors wall of sound. Lyden var tætpakket og bakket op af en forsanger, James Allan, som sang tilbagelænet og med tungen i kinden, og med en umiskendelig skotsk dialekt. Sidenhen har bandet haft svært ved at holde kadencen, og på deres nys udsendte tredje album, Later...When the tv turns to static, vil de til tider lidt for meget. Men når de rammer, så rammer de også, og sange som Choices, Secret truth og Magazine er slet og ret fremragende og af meget høj kvalitet.

Et andet band, der også bragede igennem med sit debutalbum, er Franz Ferdinand. Med deres dansable rock, ramte de durkt ned mellem indie-poppen og den mere indadvendte rockmusik. Men sidenhen har de været låst af formlen og har ikke som eksempelvis Arctic Monkeys været i stand til at forny sig. Deres efterfølgende to albums har ikke ramt samme høje kvalitet, og det samme gør sig gældende for deres seneste album, Right Thoughts, Right Words, Right Action. Det er fortsat meget melodisk, om end de visse steder lyder som ELO på en dårlig dag. Men der er dog kommet et glimrende album ud af anstrengelserne, men som altså ikke får mig helt op at ringe.

Alt i alt er ovennævnte albums med til at understrege, at 2013 bliver én af de fineste musikårgange i mange år, og så har jeg fortsat til gode at få lyttet de nye/kommende albums med Arcade Fire, Agnes Obel, Placebo, Mazzy Star og ikke mindst De efterladte.

Jeg runder af med en smagsprøve fra hver af de ovennævnte fire albums:

Tre fra en - kommende koncerter

Efteråret og vinteren er, foruden så meget andet, også ofte højsæsonen for koncerter, og 2013 er vist ingen undtagelse. Som jeg har skrevet et par gange tidligere i dette forum, har jeg de senere år skåret kraftigt ned på min koncertaktivitet, hvilket også betyder, at jeg igen i år er gået og vil gå glip af mange spændende koncerter. Men da der er grænser for, hvor meget, jeg vil piske mig selv, springer jeg opremsningen over! Men nogle koncerter er dog lagt i kalenderen:

• The National – 2. november i Forum
• Nick Cave and the bad seeds – 9. november i Falconer salen
• Kashmir – 31. januar i Ringsted Teater- og Kongrescenter

Dertil kommer, at jeg fortsat og ret så kraftigt overvejer at indløse billet til blandt andet White Lies i Vega, Sigur Ros i Malmö og ikke mindst De Efterladte i Musikcafeen. Tiden må vise, om disse og/eller andre bliver føjet til listen.

Men for at blive ved temaet, Tre fra en, runder jeg af med en liveoptagelse af en personlig favorit med de tre kunstnere, jeg allerede ved, jeg kommer til koncert med. Lyt med nedenfor:

Nye øl fra Carlsberg

Bryggerimastondenten Carlsberg har al ubmærkethed – det er i hvert fald gået min næse forbi, men det siger måske heller ikke så meget – smidt et par ”nye” øl på markedet. Begge af den tunge og mørke slags, og dem sættes der jo stor pris på her på matriklen, så derfor lagde jeg i går gane og smagsløg til dem. Og det til en udbredt fornøjelse.

Jeg begyndte med Semper Ardens Porter. Semper Ardens-serien var Carlsbergs svar på den ølbølge, der for alvor ramte landet omkring årtusindeskiftet. Flere i serien var aldeles fremragende - ikke mindst Christmas ale, der fortsat kan fås, og Criollo Stout. Men nu er serien åbenbart genopstået, hvor blandt andet Porter er en del af sortimentet.

Porter ligger tæt op af Criollo Stout, men bare uden den fede chokolade- og kaffesmag. Den holder 6,8%, men smager af meget mere samtidig med, at den er ganske frisk og let i smagen. En meget fin nyde- eller dessertøl, der vil gå fint til is eller chokoladekage. Her i Ringsted har jeg blandt andet set den i Føtex og næste gang, jeg kommer forbi, skal der "hamstres", for det er helt sikkert også en øl, der vil vinde ved at blive lagret i et par år. Jeg håber, at Semper Ardens-serien denne gang bliver, og at der føjes flere spændende øl til.

Den anden fra Carlsberg er vist nok en gammel kending, nemlig Gl. Carlsberg Porter, der så åbenbart er genopstået. Og det til stor glæde! Det er en imperial Stout på 8,2% og smager bare djævelsk godt. Den ligger tæt op af førnævnte porter, men noget federe i smagen, og godt med kaffe på eftersmagen. En øl, der understreger, at Carlsberg også er i stand til at lave rigtigt godt og spændende øl. Jeg har ikke erfaringer med at lagre øl på dåse - den fås kun på dåse - men vil alligevel gøre forsøget, for jeg er sikker på, at den vil blive fremragende, hvis den lagres i et par år.

Begge øl kostede under 20.-, så her kan man virkelig tale om værdi for pengene. Hermed anbefalet.

En forlænget weekend i Edinburgh

Udsigt over byen, set fra Calton Hill

Én gang om året drager Øllogen på studietur, og i år var målet Edinburgh. Turene går under devisen "hvad der sker på studieturen, bliver på studieturen", men alligevel nogle linjer om oplevelserne.

Edinburgh havde længe stået på min liste over byer, jeg gerne ville opleve - jeg er vild med stort set alt britisk, byen skulle være utrolig smuk og skulle samtidig give et godt indtryk af den smukke, skotske natur. Det skulle vise sig, at alle forventningerne mere end blev indfriet.

Der var afgang torsdag eftermiddag, men allerede kl. 11 mødtes vi på en glimrende frokostrestaurant på Christianshavn for at lægge en god bund inden afrejsen. Vi landede på hotellet sidst på eftermiddagen, og fra lufthavn til hotel kunne vi notere, at logistikken fungerede perfekt. 20 minutters kørsel og vi blev sat af stort set ved hotellets indgang.

Efter en hurtig indcheckning tog vi for alvor hul på studieturen. Og på disse er byens vandingshuller en væsentlig ingrediens. Vi fandt en hyggelig pub nær ved hotellet, hvor der blev bestilt en omgang cask ale - af Øllogen kaldet Themsen-vand. Primært grundet øllets flade karakter. Personligt elsker jeg denne øltype. Pubben var karakteristisk for byens øvrige - stort udvalg af øl og whisky, og hvor de mere lokale bryggerier er i højsædet. Dertil kommer, at priserne er rimelige og betjeningen i top. Aftenlivet blev herefter besigtiget, men da vi vidste, at vi skulle tidligt op næste dag, blev der stemplet forholdsvist tidligt ud.

Øllogen klar til at indtage Pitlochry

Målet for fredagen var den lille by, Pitlochry, der ligger lidt nordvest for Edinburgh. Der var togafgang 08.35 og 10.15 var vi fremme. Turen gennem det skotske landskab var fantastisk smuk og allerede ved første øjekast på byen, kunne vi konstatere, at den levede op til forventningerne om en klassisk skotsk landsby på landet. Små hyggelige butikker, væverier, gamle huse og så videre.

Hovedårsagen til besøget var, at vi skulle besøge Skotlands mindste destilleri, Edradour. Det ligger et par km. fra byens centrum, men da vejret var godt, tog vi den på raske fjed. Det var et godt valg, for turen ledte os gennem den klassiske skotske natur, med udsigt til marker, højdedrag, stengærder og græssende får. Inden ankomsten på Edradour, blev der indtaget en hyggelig frokost på Moulin Inn, der blandt andet har sit eget bryggeri. Edradour viste sig at være et spændende besøg. Meget velholdt, og med en meget underholdende guide. Vi kom rundt og så det meste, og fik også et par smagsprøver på deres produkter. Sidst på eftermiddagen var det retur til Edinburgh, og det efter en meget oplevelsesrig dag i Pitlochry.

Lørdagen var afsat til den store byvandring i Edinburgh, og ligesom om fredagen var vejret i den grad med os. Høj sol og 18-20 grader. Første mål var Edinburgh Castle, der ligger højt placeret midt i byen. Et imponerende bygningsværk og med en fantastisk udsigt. Der er altså bare noget helt specielt ved disse gamle borge og slotte.

Herefter gik turen gennem byens gamle hovedstrøg, Royal Mile, hvor gamle huse, kirker, statuer, små butikker med videre ligger side om side, og undervejs blev vi akkompagneret af sækkepibe-musikere, der stod på flere gadehjørner.

Næste mål var Calton Hill, der er et andet højdedrag i byen. Igen med en fantastisk udsigt, ligesom Calton Hill er kendetegnet ved en række flotte, gamle monumenter. Byvandringen sluttede ved at sætte hak ved det skotske parlament samt dronningens skotske residens, Holyrood House.

På vandretur i Holyrood Park

Søndagen var dagen for hjemturen, men da vi først skulle flyve 18.30, havde vi fortsat en del timer i byen. De blev brugt til blandt andet shopping og ikke mindst til en tur til Holyrood Park, der ligger lige uden for byens centrum. Et højlandslandskab nærmest midt inde i byen og ville svare til, at Himmelbjerget lå midt inde i Kongens Have. En meget smuk og betagende natur. Højeste punkt er Arthur Seat's, der ligger cirka 200 meter over byen, men der nåede vi ikke op, men vi fik et godt indtryk af naturen og den fantastiske udsigt derfra.

Så alt i alt en forrygende tur, med rigtig mange gode oplevelser, og Edinburgh kan nu skrives på listen over én af de smukkeste byer, jeg har besøgt. Og det er absolut ikke sidste gang, at jeg er på de kanter. Det være sig i selve byen eller ude i den skotske natur.

Tak til Skotland for en forrygende oplevelse. Tak til Øllogen for godt, hyggeligt og sjovt selskab.

Kunstnere, jeg gerne havde oplevet live

For kort siden udsendte New Order live-albummet "Live at Bestival 2013" - et album, der i parentes bemærket er mere end glimrende. God lyd og en fantastisk sætliste - og i den forbindelse drillede jeg mine gode venner, René og Michael, med, at oplevelsen af albummet nok bliver bedre, hvis man har oplevet bandet live. Det skal her nævnes, at vi alle tre er begejstrede for New Order, men at jeg er den eneste af os, der har oplevet dem live - Roskilde 2002.

Det fik så Michael til at svare på perfekt vis, hvor han havde lavet en længere liste over de live-albums, han havde stående, men som så skulle skrottes, da han ikke havde oplevet de pågældende kunstnere live.

I forlængelse heraf var det - når man har hang til lister - oplagt at lave en liste over, hvilke kunstnere kunne jeg godt tænke mig at opleve, men som jeg ikke har gjort. Det være sig såvel umulige, fordi de eksempelvis var gået i opløsning inden, at jeg nåede "dertil" som mulige, men som jeg alligevel ikke kom af sted til. Det er der kommende følgende top-10 ud af - i uprioriteret rækkefølge:

1. Dusty Springfield
2. Joy Division
3. The Smiths
4. The Clash
5. Martin Hall i forskellige konstellationer fra 1980-1985
6. Madonna
7. Abba
8. Gasolin
9. Talk Talk
10. The Bangles - måske ikke det mest prangende navn, men det plager mig fortsat, at jeg ikke så dem i 1986, hvor de spillede i København

Og listen kunne fortsætte, men en top-10 er en top-10. Eventuelle læsere af denne blog er mere end velkomne til at komme med deres egne bud.

Jeg runder af med en liveoptagelse med én af de nævnte kunstnere - én af de største kvindestemmer, popscenen har oplevet, overhovedet:

Tre fra en - Skotland

Hvert år tager jeg sammen med Ølklubben på studietur, og målet er i år Edinburgh. En tur, vi alle ser meget frem til, og byen har længe stået blandt de øverste blandt de byer, jeg gerne ville besøge.

Det bliver så mit første rigtige besøg i Skotland. Nok var jeg et halvt døgn i Glasgow for nogle år siden i forbindelse med FC Københavns Champions League-kamp mod Celtic, men det tæller ligesom ikke rigtigt.

Jeg har altid været fascineret af Skotland - historien, naturen med videre - og derfor har landet trukket meget i mig, rejsemæssigt. Og derfor glæder jeg mig til at opleve Edinburgh Castle, den gamle bydel, byens hyggelige vandingshuller med videre, ligesom vi undervejs tager en afstikker til byen Pitlochry, der ligger lidt nord for Edinburgh.

Men Skotland har også en spændende musikscene, og gennem de seneste 20-25 år har jeg lyttet til mangt et skotsk band. Derfor kan den kommende tur passende markeres med tre sange fra skotsk ånd og hånd: