Tættere på 50 end 40....

3 måneder gammel

Forleden fyldte jeg 45 år, og kan nu notere, at jeg er tættere på at være 50 end 40, men det er jo den vej, det går.

Jeg kan også notere, at jeg oftere og oftere taler om, at alder kun er et tal på en linje og at du ikke er ældre end du føler, at du er eller gør dig selv til. Og at jeg taler mere og mere om, hvad der skete for 20 år siden end hvad der skete for 2 år siden. Men det er jo den slags ting, der sker.

Så jeg ved også, at det kun går én vej, og det er ned ad bakke, hvor det eneste, du har at se frem til, er brilleglas med glidende overgange, portvinsnæsen, slumretæppet og et tidspunkt, hvor du hellere vil have en spegepølsemad og TV2 Charlie er den eneste kanal, du ser. Men det er jo den vej, det går.

PS. Selvironi KAN være anvendt.

Ugens Uundgåelige....

Indrømmet, hver gang en sang med Rasmus Walter har ramt min radio, har jeg straks famlet ved radioens kontakter i et desperat forsøg på at finde en anden kanal og inden, at mine undergevandter kravlede så langt op, at jeg snildt kunne agere kor i Bee Gees.

Men når noget er godt, trods ens fordomme og forudindtagede skepsis, skal rosen være på plads, og hans nye single, Knust glas, er en ørehænger af rang. Eller som min Facebook-ven og med-blogger, Jens Keis Kristensen, skrev på sin egen Facebook-væg: "Ikke det store sus rent lyrisk, men ellers noget så sjældent som virkelig vellykket dansk mainstreampop".

Og for første gang synes jeg, at Walter rammer niveauet fra sit tidligere band, Grand Avenue, der i glimt lavede nogle meget fine sange, hvor inspirationen fra Coldplay ofte var mere end tydelig - på den gode måde.

Men lyt med og vurder selv:

Mens der ventes på foråret....

Billede fra foråret 2011

Påskedagene 2013 er nu lagt bag os, og landet over blev blandt andet det fortsat vinterlige vejr forbandet langt væk. Også af haveejerne, der havde satset på at bruge påskedagene på at komme ud og gøre haven forårsklar. Og jeg er næppe den eneste haveejer, der har det som en galophest, der står i startboksen og venter utålmodigt på at blive sluppet løs. 

Men naturen går sin egen kringlede vej - hvad enten, vi vil det eller ej - og det bliver jo, før eller senere, lunere og tid til at komme på græs. Ventetiden kan så blandt andet bruges til at lægge planer for, hvad der skal ske, når er til dette. Og her på matriklen er de følgende, og ud fra devisen om, at har du jord i hovedet, kan du lige så godt også have det under neglene....:

• Der skal skæres kanter langs hæk og bede
• Plænen skal luftes og tromles
• Havemøblerne skal vaskes ned og smøres
• Plæne og bede skal gødes
• Der skal hist og her plantes nyt - alt afhængig af, hvor meget, der har overlevet denne isvinter
• Der skal ved den ene terrasse sættes et læhegn, hvor en Klematis, Blåregn eller lignende skal vokse op af 
• Fliserne på terrasserne skal renses
• Der skal sprøjtes for ukrudt mellem fliserne
• Der skal klippes ned og vendes jord
• Krukkernes skal plantes til
• Den evindelige kamp mod ukrudt i bede og mellem fliser skal genoptages
• Der er også de faste ture til Bauhaus og lignende. Der er jo altid brug for noget nyt værktøj og grej 
• Sidst, men ikke mindst gode tider på terrassen, øl med naboerne, grill og en kat, der kan afreagere i sit naturlige element og ikke på mine hænder, fødder og ben! Og fuglesangen, duften af blomster i flor og det smukke syn af buske og træer, der springer ud

Så forår, lad ikke vente på dig. Og jeg glæder mig til havearbejdet, og til slet og ret at nyde foråret, med alt hvad det indebærer.....

Tre gode sange fra Agnetha Fältskog

I går skrev jeg her på bloggen om blandt andet Abba-yndlingens, Agnetha Fältskog, selvbiografi fra 1997, og som det fremgik, var jeg ikke specielt begejstret. Det kan hun og medforfatteren så nok leve med....., og læseoplevelsen ændrer ikke en døjt ved min fortsatte begejstring for Fältskog. Og det er musikken og hendes fantastiske stemme, hun altid vil blive husket for. At jeg så også altid vil huske hende, som noget af det smukkeste, der har vandret på denne jord, er en helt anden sag!

Nok om det - og nedenfor følger tre gode sange indspillet udenfor Abba, og som beviser, at hun også kunne - og kan - stå på egne ben. Sange, der også vækker nostalgiske minder her på matriklen om en svunden tid, ungdommens vår og en skolekæreste, der gik.....

En dårlig biografi - og en god

På mine boghylder har jeg en del biografier om eksempelvis musikere og politikere stående. Og det er til trods for, at det er meget sjældent, at jeg læser biografier eller musikbøger generelt, da jeg til enhver tid klart foretrækker skønlitteraturen/romanen.

Men med sjældne mellemrum kommer jeg forbi biografierne, og blandt seneste læsestof her på matriklen har det netop været sådanne. Fælles for dem begge er, at de længe har stået og gloet på mine hylder, men nu skulle det være. Det ene valg fortrød jeg, mens jeg glædede mig over det andet.

Som jeg er
Jeg begynder med den dårlige. I 1997 udgiver min Abba-yndling, Agnetha Fältskog, sin selvbiografi, Som jeg er. Eller den er snarere en samtalebog, fortalt til journalisten Brita Åhman. Da jeg siden barnsben har været meget begejstret for Fältskog, var mine forventninger rimelig høje. Hun indleder med at fortælle, at bogen skal vise hvem hun er og hvorfor, og understreger, at hun ikke vil sige noget dårligt om eks-manden, Björn Ulvaeus, eller de øvrige Abba-medlemmer. Fair nok og en tillidsvækkende indgang. Og hun ville alligevel være i stand til at fortælle om sin karriere, succesen, sangenes og pladernes tilblivelse, forholdet og samarbejdet med andre kunstnere og medierne, rollerne i bandet, bandet set i en historisk kontekst og så videre. 

Det bliver dog ikke tilfældet, og det hele ender i en tynd kop kaffe, hvor der skrabes minimalt i overfladen, og tiden før og efter Abba fylder uforholdsvis meget i forhold til selve Abba-tiden. Det hele bliver en slags kronik-lignende tilgang, hvor hun forsvarer sig selv og langer ud efter medierne. Men desværre på en ganske uinteressant måde.

Så alt i alt en biografi, der ingenlunde kan anbefales - hvad enten man har hang til genren eller er Abba-/Fältskog-fan. Desværre.

Poul Schlüter - en biografi
I 1992 - og mens han fortsat er statsminister - udgiver Michael Kristiansen, Thomas Larsen og Michael Ulveman (alle tre, der den dag i dag gør sig meget på den politiske kommentatorscene) en biografi om Poul Schlüter. Jeg køber den på bogudsalget et par år senere og siden står den og glor på mig fra mine hylder. Men i disse tider, hvor diverse regeringers økonomiske politik, lederskab og vælgermæssige opbakning diskuteres heftigt, fik jeg lyst til at dykke ned i den. Også fordi, at Schlüters regeringer, i min optik, står som nogle af de stærkeste i nyere tid. Godt nok var jeg ikke begejstret for Schlüter og hans kompromissøgende politik, men var en uomtvistelig stor fan af Uffe Ellemann-Jensen, og hans mere rendyrkede, men stadig pragmatiske, tilgang til politik.

Men her 20 år efter, og efter 10 år med et de facto VKO-flertal, kan jeg godt se, at Schlüters tilgang var den rigtige. Han førte mere borgerlig poltik end Anders Fogh og Lars Løkke gjorde, men gjorde op med blokpolitikken og søgte de brede forlig. Og det til trods for, at den socialdemokratiske opposition dengang var, om muligt, mere indebrændt end den nuværende borgerlige. Men med politisk tæft fik hans regeringer landet mange store forlig med netop Socialdemokratiet. Måske udfaldet ikke altid var det ønskede, men det er jo et præmis ved et kompromis, og tesen var, at brede forlig var det mest holdbare for landet.

Biografien kommer langt omkring. Vi følger Schlüter fra barnsben og op gennem ungdomstiden, tiden som formand for Konservative Ungdom, studietiden, ægteskaber, arbejde og den gryende politiske karriere. Vi læser om magtkampene hos de konservative og med Venstre, Anker Jørgensen-regeringens kollaps og så videre.

Men mest af alt om Schlüters politiske stigen til tops - især ved hjælp af den politiske kongemager, Niels Helveg fra de radikale, som havde mere fidus til en borgerlig økonomisk politik ovenpå Anker J's køren mod den økonomiske afgrund samt til Schlüter som statsminister frem for den mere oplagte, daværende Venstre-formand Henning Christoffersen.

Og over de sidste 170 sider af biografiens 300 følger vi så tiden som statsminister. Her læser vi om et kritisk bagland, en egenrådighed statsminister, magtkampe i regeringen, en stærkt kritisk presse, svigtende meningsmålinger, økonomisk genopretning, folkelig modstand og en meget selvbevidst opposition. Det lyder næsten som den nuværende regerings situation - parallellerne er i hvert fald mange - og tanken om, at vi i 2013 er tilbage til en normalsituation i dansk poltik lå ikke fjern. Og jeg er sikker på, at Helle Thorning ville kunne finde megen læring ved at studere Schlüters regeringstid.

Men efterhånden udviskes det politiske aspekt i biografien, og som læser noterer du en stadig mere kritisk pen fra forfatternes side. Det er fair nok, at en sådan biografi ikke skal ende i et hyldestskrift eller helgenkåring, men undervejs er de meget tætte på at rive ham ned og begå karaktermord. Især i forhold til hans ageren i privatlivet og hans egenrådighed i regeringen. Her savner man en større perspektivering.

Men alt i alt en meget velskrevet og interessant biografi, hvor en god portion politisk historie bliver genopfrisket og nye vinkler kommer på. Hermed anbefalet - både af politisk og historisk interesse.

Michael Owen

Forleden meddelte Michael Owen, at han til sommer indstiller sin fodboldkarriere. Og det i en alder af kun knapt 33 år, og vel sagtens grundet mæthed sammenholdt med, at han de senere år har været meget plaget af skader. Endestationen blev bænken i Stoke, og det efter stor succes gennem mange år i Liverpool og på det engelske landshold. Og i en alder af 21 år bliver han kåret til årets spiller i Europa. 

Efter ophold i Real Madrid og Newcastle kommer han i 2009 til Manchester United, og her begynder mit eget "forhold" til ham. Bevares, mens hans spillede i Liverpool syntes jeg, at han var en sympatisk og meget dygtig fodboldspiller, men som værende United, er det svært, at begejstres over spillere fra Liverpool - det går vist også den modsatte vej!

Opholdet på Old Trafford bliver ikke den helt store succes og lidt for meget præget af skader. Men her på matriklen - og af alle andre United-fans - vil især hans første mål i United-trøjen blive husket. Det var mod bysbørnene fra Manchester City, der i 2009 for alvor begyndte den nyrige æra og købte stjerner i hobetal. De mødes i september, og dybt, dybt inde i dommerens overtid, scorer Michael Owen sejrsmålet til 4-3, og han får en heltestatus, der lever den dag i dag. Målet kan ses nedenfor! Jeg får fortsat gåsehud, når jeg ser målet og holdets jublen.

Men ser man over hans karriereår, hvor han er gået fra at være én af verdens bedste fodboldspillere til bænkevarmer, får man indtrykket af en fodboldspiller, som fodboldspillere bør være. Hårdtarbejdende og uden klynk, skandaler og kontroverser, men en fyr, der "bare" vil spille fodbold og gøre sin hobby til en levevej. En sand rollemodel.

Tak for oplevelserne, Owen, og ikke mindst tak for målet mod City!

Til Bock-smagning i Ringsted

Tirsdag var der igen kaldt til samling i Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Ringsted. Denne gang med Bock-øllen som tema. En øltype, jeg har et noget blandet forhold til. Paulaner Salvator, Andechs Doppelbock og Weihenstephaner Korbinian er alle øl, jeg sætter stor pris og drikker med stor nydelse. Men ofte er jeg også stødt på Bock-øl, der var så søde og sukrede, at det ville give bedre mening at sluge et kg. sukker direkte fra posen.

Så jeg var selvfølgelig, og som altid, ganske spændt på, hvad den gode lokalafdeling havde fundet frem til os. Og efter, at vi havde fået serveret en mere end glimrende svinekotelet, gik vi ombord i de 10 øl, smagningen omfattede. 9 af øllene var handlet blandt andet i Superbrugsen i Fensmark, der skulle have et imponerende øludvalg, mens den 10. var brygget af ét af medlemmerne, John. Og den matchede de øvrige på fineste vis.

Og med vanlig sans for godt øl, havde lokalafdelingen og især Thomas Larsen, som denne gang stod for smagningen, fundet mange gode øl frem, og havde heldigvis undgået de lidt for sukkersøde. Kun to øl faldt i gennem - smagt med mine tvivlsomme smagsløg. Den ene var Hornbeers Hornbock, der havde en uheldig eftersmag, der ledte tankerne hen på en dårlig mave, og så den afsluttende Schorschbock Ice. En satan på 13%, men var simpelthen for syrlig i smagen.

Aftenens største smageoplevelse

Men de overskyggede ikke de mange gode øl, vi smagte, hvor højdepunkterne var Væltepeter Doppelbock fra Skagen Bryghus (der havde Bock'ens sødlige karakteristik, men også med en god portion stænk af humlet eftersmag. Den blev i øvrigt kåret til aftenens bedste øl), førnævnte fra Andechs (der bør være referenceøllen for alle bryggere, der giver sig i lag med Bock-øllen) og så Kulmbacher Eisbock. En himmerigsmundfuld på 9,2%, og med en perfekt balance mellem det søde og det syrlige, og meget fyldig i smagen. En satans god øl, der er i liga med noget af det bedste fra stoutens verden. Den kan blandt andet hentes på hylderne i Fensmark - jeg må snart lægge vejen forbi!

Alt i alt en smagning, der understregede, at Bock'en er blandt de bedste øltyper, der findes, for når der rammes plet, er det en øl med fylde, skarphed, kant og fin balance mellem det syrlige og det søde. Og en god portion procenter!

Så en stor tak til Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling for endnu en god smagning. Næste arrangement er i april, hvor Amager Bryghus lægger vejen forbi, men her er jeg desværre forhindret i at deltage.