Som skrevet her, begyndte jeg i 1983-84 for alvor at samle på plader, og hvor The Police var stærkt medvirkende til at bevæge min musiksmag i en bestemt retning. Det betyder også, at jeg i 1986 er begyndt at lytte til blandt andet The Smiths, Cure, New Order, Fine Young Cannibals, Simple Minds og Depeche Mode. Og sidstnævnte udsender netop i 1986 albummet Black Celebration. Selv får jeg det i 18-års fødselsdagsgave.Med det album tager Depeche Mode næste skridt ind i det mere sortrandede og melankolske univers, hvor teksterne kredser om S/M, underkastelse og kærlighedens skyggesider, og instrumenteringen får en tungere lyd. Og man fornemmer, at de efter nogen famlen på det foregående album, Some great reward, nu har fundet deres retning og egen tone.
Jeg havde lyttet til dem siden 1983, men med Black Celebration fanger de mig komplet og ligger grunden for en årelang begejstring - der fortsat er intakt, om end deres seneste albums har været en blandet oplevelse. Sange som Stripped, A question of lust og Here is the house er fortsat klassikere her på matriklen, og sange, hvor Martin Gore og Dave Gahan for alvor viser det store potentiale, de har sammen. Og som de senere forløser på især Violator-albummet.
Albummet snurrer flittigt på værelset, i dagligdagen og når der varmes op til byture på datidens Windmill og det stadig eksisterende Valdemar. Og bandet rammer midt ned i det brede publikum samtidig med, at det appellerer til det mere alternative publikum, der går under den noget latterlige betegnelse, indie.
Jeg skal ikke afsløre, om ogå S/M- og underkastelses-universet ramte mig...., men pladens melankoli og teksterne om kærlighedens vrangsider, satte toner og lyd på det, jeg selv følte og oplevede. Og giver mig en erkendelse af, det er den musik og lyd, jeg tiltales mest af. Den matcher meget godt de førnævnte grupper, men der i 1986 står jeg stadig i vadestedet mellem poppen/poprocken og den mere alternative scene. Og hvor også Heart, Toto, Europe, Madonna, Bon Jovi, Stock, Aitken & Waterman-projekterne med videre er en del af samlingen.
Disse kan jeg fortsat godt lytte til, og med glæde, men Black Celebration giver mig en erkendelse af, at mine pladekøb fremadrettet skal lægges andre steder, hvor nye veje skal afsøges. Det endelige skridt tages cirka et ½ år senere, hvor First and last and always med The Sisters of mercy hentes hjem. Det skriver jeg om senere.....
1 kommentar:
tak! En spændende tid. Den nåede lige at sætte et præg på de sidste måneder inden jeg blev student! Læseferien i 3.g omrammes af dette album! Jeg tror det med indie er noget, der kan duskuteres. I UK gør de det nok, men i DK er der altså ikke meget skrive- og lytteri i de der såkaldte indie-kredste omkring 1985 +/-. her findes de ikke og det er kun den side, som er bubble gum boys, som lanceres i danmark. og de dinensioner, du kort nævner er jo totalt fraværende. godt nok for det, for M.Gore har jo senere sagt at det kun var for sjov. Med den tilgang vil viden, der var i 86, har det været sin opgave at forklare hans tilgang til hetero, tror jeg :-) Tak for historierne. Og er glad for et vi er et par, der har set det fantastiske i here is the house. En overset perle, som ingen kender anno 2011. For ikke at tale om new dress, som nok qua teksten synes outdated, men det er et stærkt nummer. På min egen twistede måde fik jeg en teenage-masse ud af 'world full of nothing'. Det var tiden, hvor der skulle en kraftig pære til, når man åbnede sit skab og skulle finde noget :-) TAK!
Send en kommentar