torsdag den 18. august 2011

Nick Hornby's High Fidelity

Én af mine absolutte yndlingsromaner er High Fidelity af Nick Hornby. High Fidelity er ikke en stor roman i klassisk forstand, men sjældent har jeg kunnet nikke så meget genkendende til nogle romanfigurer, som jeg gjorde, da jeg første gang læste romanen. Foruden at være spids, bidende, velskrevet og lårklaskendende morsom, rammer Hornby plet i beskrivelsen af musiknørder og deres kvaler med kærligheden og tilværelsen generelt. Det var som at kigge ind i sit eget spejlbillede - både skræmmende og morsomt!

Romanfigurerne nørder rundt i deres egne pladesamlinger, har en fuldstændig arrogant holdning overfor andres mere tvivlsomme musiksmag ("hvordan kan man være venner med nogen, der hører Tina Turner?", lyder det et sted i romanen) og tåger rundt i kærligheden, hvor mulighederne skal holdes åbne, med det resultat, at de ender med at blive lukket....

Hornby er samtidig mand for "spot on"-citater som blandt andet:

"Hvordan skulle man undgå at blive et menneske, der er tilbøjelig til at bryde helt sammen, når hans første kærlighed går galt? Hvad kom først, musikken eller følelsen af elendighed? Lyttede jeg til den musik, fordi jeg havde det elendigt? Eller havde jeg det elendigt, fordi jeg lyttede til den musik? Kan alle plader gøre én til melankoliker?"
 
"Og så kunne jeg give hende et par emotionelle råd, af dem jeg selv har fra min musikalske videns universiteter.....Jeg har brugt næsten tredive år på at lytte til folk, der synger om knuste hjerter, og har det hjulpet mig? Gu´ har det ej".

Romanen er desuden blevet filmatiseret, med John Cusack og danske Iben Hjejle, som de bærende kræfter. En ganske udmærket film.

Af hans øvrige bøger kan især Fever Pitch (Fodboldfeber) og Omkring en dreng anbefales. Begge er i øvrigt også blevet filmatiseret, og med et bedre resultat end High Fidelity. Især den engelske udgave af Fever Pitch rammer bogforlægget perfekt.

Forfatterskabet OG filmene er hermed anbefalet.

2 kommentarer:

rene sagde ...

Ja, de anbefalinger kan man ikke sige for tit - hverken bøgerne eller filmene - omend High Fidelity nok er lidt for insidere, hvis den skal være rigtig sjov? (men det er jeg faktisk usikker på om jeg har ret i?). Manus'et ved man jo godt i hvilken skuffe han har hentet (moi!) og det gør det bare sjovere...og skal man lige komme med en enkelt ting, så er bogen bedre end filmen (for der er mere UK og mindre USA end i filmen - og så er det ALTID bedre :-) Måske skulle man sige til sig selv at det snart er på tide med en genlæsning?

Søren Nielsen sagde ...

Jeg genlæste den sidste år, og en genlæsning kan klart anbefales ;)