Marie Key i Koncertsalen

Lørdag aften var jeg så til ugens anden koncert. Denne gang med Marie Key, der spillede op og ud i DR's koncertsal. Og en koncert, jeg havde store forventninger til - Marie Key lavede, i mine ører, sidste års bedste danske album, koncertstedet lagde op til stor livelyd og anmeldelserne af de første koncerter på turneen var gode, hvor selv Ekstra Bladets Thomas Treo havde de store ord fremme. 

Forventningerne blev dog også blandet med en smule skepsis, for ville Marie Key, med hendes til tider meget elektroniske og naive musikudtryk, gabe over for meget ved at vælge et så stort et spillested?

Koncerten var forlængst udsolgt, og da vi - Anita, Mikkel og jeg - cirka 19.30 troppede op i Koncerthusets foyer, var den proppet med forventningsfulde publikummer. Det var første gang, at jeg skulle til koncert i Koncertsalen, men forhåbentligt ikke sidste gang, for den er ualmindelig smuk. Oplevelsen blev også bedre af, at Mikkel havde sørget for, at vi havde nogle gode pladser - på 4. række midtfor!

20.15 gik Marie Key og band så på scenen, og det var tydeligt, at de alle var meget benovede over at stå på dén scene og dét fremmøde. Desværre blev første sæt, der varede knapt 40 minutter, præget af en elendig lyd, hvor især første nummer, Landet, lød som blev det spillet på en mono-kassettebåndoptager fra 70'erne. Her skulle lydmanden nok have testet lyden lidt mere inden koncertstart.

Men det slog ikke bandet ud. Andreas Sommer på keyboard styrede løjerne med overblik og kompetence, og godt bakket op af to meget velspillende trommeslagere. Key selv formåede at sparke hendes karakteristiske og spinkle stemme ud over scenekanten, og trods lydproblemerne, klædte livelyden hendes fine sange. Sangene blev krydret med fine anekdoter, hvor Key afslørede en meget fin selvironi, der lagde salen flade af grin.

Efter en halv times pause gik andet sæt i gang, og der var kommet styr på lyden. Og de 8-9 sange, der her fulgte sad lige i skabet - og i hjertekulen. Kl. 22.15 var det hele slut, og det efter en sætliste, der naturligvis var præget af sange fra hendes seneste album, De her dage, men også med sange fra forgængeren, et enkelt fra tiden i Marie Key Band og så en meget fornem coverversion af LOC's Langt ude. 

Aftenens clou var dog det første ekstranummer. Marie Key medvirker på Nephews singleversion af Gå med dig, og så mente de åbenbart, at det ville være oplagt at spille det nummer - og sammen med Simon Kvamm. Publikum var enige! Gå med dig blev afleveret i en nedbarberet piano-udgave, og med perfekt samklang mellem Kvamm og Key. Øvrige højdepunkter var, for mit vedkommende, Se nu herhen, De her dage, Uopnåelig og På farten.

Jeg ender med at give koncerten 4 ud af 6 stjerner - den dårlige lyd trak én stjerne ned - og det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg går til koncert med Marie Key.

Tak til Anita og Mikkel for en hyggelig aften. Tak til Marie Key for en fin musikoplevelse. Næste koncert bliver for mit vedkommende Depeche Mode i Parken 13. juni!

Martin Hall på Hofteatret

De senere år er min koncertaktivitet - som publikummer! - blevet beskåret ret kraftigt, men alligevel byder denne uge på hele to koncertoplevelser. Den første blev der sat hak ved i går.

Martin Hall på Hofteatret
Torsdag aften gav Martin Hall én af sine sjældne koncerter, og med vanlig sans for at finde rammer, der ligger udenfor de gængse spillesteder, var koncerten henlagt til Hofteatret ved Christiansborg. Noget, der skulle vise sig at være en perfekt ramme for hans til tider meget intime musik. Foruden at være en umådelig smuk teatersal, var lyden perfekt. Eneste ankepunkt var, at bænkene var elendige - selv for én, der, som jeg, er godt polstret!

Som jeg skriver her, er min begejstring for Halls senere albums ganske begrænset, og selvom koncertens hovedvægt så lå på disse, blev vi vidner til en stor koncertoplevelse. Styrken var, at udtrykket blev mere homogent end ved tidligere koncerter, hvor det nogle gange blev til et mudret ud- og indtryk mellem rock, pop, kabaret med videre. 

Denne gang blev sangene skåret over samme læst, og med en perfekt harmoni mellem især flygel og bas. Det betød også, at den røde tråd var synlig, ligesom Hall sang bedre end længe hørt. Og samtidig blev han bakket op af nogle fremragende musikere, med den faste samarbejdspartner gennem flere, Johnny Stage, som den absolutte ankermand.

Ved hans koncerter, er Hall ofte meget fortællende, hvor der bydes på anekdoter om sangene og tiden, der var. Sådan var det ikke torsdag aften, hvilket jeg savnede en smule, for de plejer at være svært morsomme. 

Hvad angår aftenens højdepunkter, klædte det det nyere materiale at blive spillet live, men som det nostalgiske røvhul, jeg nu en gang er, var det naturligvis det ældre materiale - fra 1999 og bagud - der begejstrede mest. Og som alene kunne have båret koncerten igennem. Vi fik signatursangen An attempt of interuption fra 1981 i en meget nedbarberet udgave, Synthesis fra 1986 samt Images in water fra 1999. Verden stod stille under disse tre numre og publikum sad med gåsehud fra top til tå. Det var næsten synd for det nyere materiale, at det skulle blive målt op mod det gamle, men vi blandt publikum klagede ikke!

Så alt i alt en stor koncert, der af mig får 5 ud af 6 stjerner, og en koncert, der skriver sig ind blandt én af de bedste af de +20-30 gange, jeg har oplevet Hall live.

Ugens næste koncert bliver i morgen, hvor Marie Key spiller ud og op i DR's koncertsal. Jeg glæder mig!

Manchester Uniteds 20. mesterskab

Manchester United har netop sikret sig sit 20. engelske mesterskab og udbygger dermed rekorden som det mest vindende hold i England. Mesterskabet er samtidigt nummer 13 under Sir Alex Fergusons ledelse. 

Mesterskabet kom i hus efter en til tider forrygende kamp mod Aston Villa. Kampen endte 3-0 til United - hattrick af Robin van Persie. Foruden at være kampen, der sikrede holdet mesterskabet, vil den også blive husket for årets mål i Premier League - målet til 2-0, hvor van Persie firsttimer Rooneys kongeaflevering i mål:



For Uniteds vedkommende resterer der fortsat fire runder, og dermed blev afgørelsen i år mindre dramatisk end sidste år, hvor fodboldens svar på Luksusfælden, Manchester City, sikrede sig mesterskabet i sidste spillerundes sidste sekund. P.t. har United 16 point ned til City på 2. pladsen, men de næste runder må vise, hvor stort forspringet endeligt bliver.

Årsagerne til den store forskel mellem i år og sidste år kan være mange og for Uniteds vedkommende, giver jeg nedenfor mine bud.

Først og fremmest er David de Gea i målet blevet mere stabil og har fået udryddet sine børnesygdomme og begår ikke de samme og så mange fejl, som tidligere. Denne stabilitet beror nok også på, at de fire spillere foran ham, har været ganske stabile. I lighed med de Gea har Rafael på højre back udryddet sine børnesygdomme, og løser sine defensive og offensive pligter på en stadig stigende formkurve. Og har han været fraværende, har han været dækket godt ind af Chris Smalling og Phil Jones. 

I det centrale forsvar spiller Rio Ferdinand spiller med ungdommelig vitalitet og rutinens overblik, mens Vidic er tilbage på tidligere tiders høje niveau. Samtidig har Johnny Evans i perioder været fremragende, hvor det ikke var et spørgsmål om, hvem han skulle afløse, men hvem der skulle spille ved siden af ham. Og igen har Jones og Smalling været gode garderinger. Svageste led i forsvaret er Patrice Evra, som nok i år har genvundet noget af sin form, men har mange udfald - især defensivt. Evertons Baines burde være oplagt som afløser.

På midtbanen har kanterne skuffet fælt, hvor hverken Young, Valencia eller Nani har levet op til det, der må forventes på dette niveau. Spillet på kanterne er blevet bedre, når Welbeck, Rooney og især Giggs har spillet på pladserne. Kanternes mangler opvejes dog i så rigeligt grad af styrken på den centrale midtbane, hvor årets spiller i United og i England - i min optik - Michael Carrick har været det helt centrale omdrejningspunkt. Pasningssikker, og stærk offensivt som defensivt. Og gennem hele sæsonen har han været godt suppleret af Tom Cleverly, Phil Jones, Ryan Giggs, Paul Scholes og Kagawa (som dog i min optik fortsat mangler lidt i sit spil for at blive det store hit for klubben).

Endelig er der så angrebet. Et angreb af en helt anden verden. I sommers hentede klubben Robin van Persie i Arsenal, og flere mente, at det var et noget hasarderet køb, alder og skadeshistorie taget i betragtning. Alt er blevet modbevist. Han har scoret mange mål (ender formentligt som topscorer i Premier League), scoret mange afgørende mål samt lavet assists på stribe. 

Og er Robin van Persie RVP, så er Wayne Rooney MVP (Most Valuable Player). Gennem sæsonen er han blevet kritiseret og rygtet væk, hvilket er fuldkommen tåbeligt. Han har scoret mål, lavet assists ad libitum og leveret en imponerende arbejdsindsats og løberaseri af en anden verden. Samtidig er han ved at blive omskolet til en klassisk 10'er, som er over hele banen, dirigerer og fordeler spillet med videre.

Endelig er der trænerbanken - Sir Alex Ferguson, flankeret af Mike Phelan og René Meulensteen. Et trekløver, der igen har vist sig at være den afgørende faktor. Nok har Ferguson fortsat sin hang til uforudsigelige dispositioner og at gå sine egne veje, men han har samtidig roteret og timet holdet perfekt. Ser man spiller for spiller, er City og Chelsea, på papiret, måske bedre besat på mange pladser, men Ferguson formår at få sine spillere til at spille som et hold og arbejde som en helhed. Du kan bruge nok så mange penge på spillere, men det kræver en dygtig manager at få dem til at spille som et hold!

Nu går jagten ind på den 21. titel og forhåbentlig ny succes i Champions League. Tiden må vise, hvordan truppen ser ud, når den nye sæson sparkes i gang. Rygterne er - som altid - mange, men der er megen kvalitet i den nuværende trup, med såvel stor rutine og store talenter. Det må også forventes, at Sir Alex tager endnu en sæson, om end de åbenlyse afløsere er derude; Evertons manager David Moyes, som er min egen favorit, eller Dortmunds Jürgen Klopp. Mourinho kan jeg på ingen måde se, som en kommende United-træner - det skulle kun være som overgangsfigur og som led i oplæring af enten Paul Scholes eller Ryan Giggs.
.
Tillykke med det 20. mesterskab. Manchester United - Pride of the north!

Nyt album med Martin Hall

For et par uger siden udsendte Martin Hall sit nye album, Phasewide, Exit signs, og det mødte stor ros mange steder - blandt andet blandt anmelderne, som denne, skrevet af min Facebook-ven, Peter Krogh.

Som jeg selv skriver her, er Martin Hall én af de kunstnere, jeg har lyttet mest til og som har påvirket mig mest. Og mange penge er brugt på at opdrive ellers uopdrivelige pladeudgivelser, timer er brugt på koncerter, foredrag med videre med ham og så videre.

Men siden 1999 har mine forventninger til hans udgivelser været støt faldende. Der har været for meget mezzopran, kabaret og teatralske stemninger over dem, ligesom Hall selv er blevet mere og mere ligegyldig at høre på, hvor han er kravlet endnu mere op i røven på sig selv.

For mit eget vedkommende, har ulempen også været, at jeg især med hensyn til Hall, har en tendens til at måle nyt op mod fortidens bedrifter og det er sjældent hold- eller frugtbart! Men det er svært at undgå, når tidligere Hall-albums som The icecold waters of the egocentric calculation, Apparently all the same og Relief er blandt de bedste i min samling - overhovedet.

Phasewide, Exit signs ændrer ikke ved dette. Nok synger han bedre end længe hørt, og melodimaterialet er også noget af det bedste siden Adapter fra 1999 men det hele bliver lidt for stillestående for min smag. Enkelte sange, som eksempelvis Muted cries, er rigtig gode, stående for sig selv, men oplevelsen mudres til over albummets 10 sange. 

Musik skal gerne bevæge lytteren og skabe stemninger - det være sig glæde, stof til eftertanke, genkendelse, lyst til dans og fest og så videre. Men den eneste effekt, Phasewide, Exit signs har på mig, er trang til søvn og en god portion utålmodighed! Der findes et væld af eksempler på albums, der, lig Halls seneste, er meget stille, nedbarberede, akustisk/klassisk instrumenteret med videre - eksempelvis Sigur Ros, Tindersticks, Talk Talk, Nick Caves seneste og så videre - men de formår samtidig at variere udtrykket og ramme i hjertekulen. Og skabe fremragende albums. Det gør Hall ikke, og indtrykket er, at albummet snarere er en intellektuel øvelse frem for en musikalsk....

Min egen vurdering er derfor, at albummet får 3 ud af 6 stjerner.

På torsdag giver Hall i øvrigt koncert på Hofteatret ved Christiansborg, og fortsætter ad det spor, hvor hans i øvrigt ganske sjældne koncerter bliver henlagt udenfor de gængse spillesteder. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har oplevet ham live, men vel sagtens +20-30, og hver gang har det været et besøg værd og en sikker garant for en stor oplevelse.

Mine forventninger er, at hovedvægten lægges på hans seneste album, og at sange fra bagkataloget så skæres over samme læst. Han formår i hvert fald ofte at genopfinde gamle sange i nye klæder. Så det er med blandede fornemmelser, at jeg ser frem til koncerten, men er også overbevist om, at han endnu en gang formår at overraske sit publikum - på en positiv måde!

Jeg runder af med Muted Cries, der er albummets fuldtræffer:

Pladebutikker i det københavnske

Jeg har tidligere skrevet om de pladebutikker, jeg handlede hos i min hjemby, Ringsted, og i anledning af den årlige Record Store Day, kan næste kapitel meget passende skrives - nemlig om de pladebutikker, jeg handlede hos i København, og hvor en stor del af min tid og penge blev lagt fra slutningen af 80'erne og ti år frem.

Den første butik, jeg handler i, er Bristol, der lå i den "billige" ende af Strøget. Udvalget var meget lig det i Ringsted, men bare meget, meget større. Butikken bliver senere til HMW og sidenhen er den lukket.

Det er dog sjældent, at jeg handler der, for i takt med, at min musiksmag går mere og mere i retning af den mere "smalle" musik, bliver det de små specialforretninger, der er målet for de musikalske pilgrimsture til hovedstaden, der blev en fast rutine hver eller hveranden måned.

Første stop er Sex Beat, der på det tidspunkt lå i et lille lokale i Istedgade. Bag disken stod Mads og Christian, der med stor musikviden og imødekommenhed gjorde det til en fornøjelse at handle der. Udvalget var ALT indenfor den alternative rock, og jeg slæbte hele samlinger hjem derfra. Og det var nyt som brugt, ligesom de såkaldte bootlegs med liveoptagelser også fyldte fint i sortimentet. Forretningen eksisterer fortsat - i Pisserenden, men uden Mads og Christian.

Næste stop var Ziggy, der hurtigt blev til Snog Rock, i Lavendelstræde. Her står Dan og Mikkel bag disken, men de er lidt for københavnersmarte for min smag. Modsat Sex Beat, bliver forespørgsler på dette og hint modtaget med kølig arrogance, og bestillinger blev allernådigst modtaget. Men udvalget er stort, især hvad angår brugte plader, så jeg skulle altid forbi. I begyndelsen af 90'erne flytter butikken til Pisserenden og bliver til Baden-Baden. Her er jeg så gået videre.

Næste stop er så Gry i Pisserenden. Her står Martha og Ronnie bag disken. Butikken er blandt andet kendetegnet ved nogle nærmest sindssyge tilbudskasser, hvor udgåede og uopdrivelige titler kan købes for en slat, samtidig med, at Ronnie og Martha er meget vidende og imødekommende. Ofte blev du ved en handel spurgt "kender du dem her?", da de lå tæt op af den bunke, du havde fundet frem. Gjorde du det ikke, var du sikker på at gøre et godt køb ved at tage dem med. Jeg når desværre kun at handle der i et par år før, at den lukker.

Sidste stop var SAM på Gl. Kongevej. Foruden at være pladebutik, var SAM også pladeimportør. Det bevirkede, at nye albums fra selskaber som Mute og Rough Trade kunne købes til en billigere pris end hos kollegerne. Så igen blev hele samlinger hentet hjem, og det efter gode snakke over disken med det flinke og vidende personale.

Og sådan sluttede min faste rundtur i de københavnske pladeforretninger. Byen bød også på Gry og Street Dance, men der handlede jeg aldrig. Udbyttet var ofte to-tre bæreposer fyldt med plader, og i toget hjem, kunne udbyttet beundres samtidig med, at du håbede på, at nogle af de medrejsende lægger mærke til, hvilken speciel musiksmag, du har og hvilke specielle pladebutikker, du handler i.....

Turene ebber ud i slutningen af 90'erne, hvor jeg dels begynder at købe mere og mere via postordre, dels bestiller hos det lokale TP-marked, der mere eller mindre kunne få alt hjem.

Men det er fortsat med stor glæde, at jeg tænker tilbage på turene og butikkerne. Butikker, der i stor grad var med til at forme min pladesamling, og især min musiksmag.

Årets hidtil bedste sang?

For en måneds tid siden smed amerikanske Low et nyt album på gaden, The invisible way. Et meget lavmælt og rustikt album, der giver god plads til Alan Sparhawks og Mimi Parkers fine, melankolske vokaler. Det er ikke deres bedste album, men dog et album, hvor min begejstring vokser for hver lytning.

Forleden smed de så en ny single/video på gaden, Just make it stop. Nummeret har Mimi Parker på lead-vokal, og dermed understreger det også tendensen fra de senere albums, hvor hun er begyndt at fylde mere og mere i lydbilledet.

Det klæder dem, for hun synger, som englene havde taget bo i hende og med ro og tilstedeværelse. Det gør sig især gældende på netop Just make it stop, der er lidt af en popperle og ørehænger af rang, og som trækker på stor inspiration fra tresser-poppen - på den gode måde. At den så også bliver ledsaget af en meget fin video, gør bare nummeret endnu bedre.

Men lyt og se med lige her:

Min yndlingsaversion

Indrømmet, min absolutte yndlingsaversion er telefonsælgere. Ikke sælgerne i sig selv, for jeg har stor respekt for folk, der passer sit arbejde og prøver at gøre det bedst muligt.

Nej, det er snarere tanken bag hele konceptet, der får mig i det røde felt. Altså - var jeg interesseret i at holde en avis, få en forsikringsgennemgang, tegne et medlemsskab og så videre, så skulle jeg nok selv sige til. Og måske endda kontakte pågældende avis, forening, forsikringsselskab og så videre.

Det gavner i hvert fald ikke at ringe mellem 18 og 20 - sælgernes foretrukne tidspunkt! - hvor du så får en friskfyr- eller sødpige-stemme i røret, der lynhurtigt vil have bekræftet, om de har ringet til "den rigtige", hvorefter en længere talestrøm begyndes, hvor ens navn siges 10-20 gange i løbet af to minutter. Lykkes det én at afbryde talestrømmen - måske med et "det lyder spændende/billigt, men jeg er ikke interesseret" - smides nye tilbud på bordet. Og med en endnu mere familiær stemme. En stemme, der så ofte ændres til et småfornærmet "så må du have en god aften", når det endeligt er lykkedes én at gøre sælgeren opmærksom på, at du er så hjernedød og har så lidt empati og økonomisk sans, at du ikke vil tegne det-og-det medlemsskab/abonnement eller lignende.

Bevares, jeg kunne bare smide røret på med det samme eller skære igennem 4. gang sælgeren siger mit navn, men høflighed og respekt må der også til. Men det ville være befriende, hvis "samtalen" indledtes med spørgsmålet "kunne du være interesseret i at høre mere om vores tilbud/forening/organisation" og er svaret nej tak, så sluttede samtalen der, og begge parter kunne koncentrere energien et andet sted.

Men måske det bare er mig.....