tirsdag den 27. januar 2015

King Titus

Et af de bryggerier, jeg ikke smagte øl fra under mit besøg i New York, men som fangede min interesse, da jeg stod i Chelsea Whole Foods Market og skulle købe lidt øl med hjem, var Maine Beer Company. Jeg blev fanget af dels deres meget enkle etiketter, dels bryggeriets etiske tilgang, med blandt andet brug af økologiske råvarer og at 1% af deres indtægter går til miljøorganisationer.

Så med hjem havde jeg deres King Titus, der er opkaldt efter en gorilla fra et reservat i Rwanda. Der er tale om en porter på 7,5%. Og modsat de "gængse" portere, er der her tale om noget bitter og humlet udgave. Det gør den til en ganske spændende øl, men uden, at jeg blev helt imponeret. 

Sammen med den lidt bitre eftersmag er der også blandt smagsnoterne kaffe og chokolade. Den er forholdsvis let i smagen, og kun med lidt fylde, hvilket også gør, at den vil være egnet som dessertøl.

Men selvom jeg ikke var voldsomt imponeret, vil jeg ikke gå udenom øl fra Maine Beer Company, skulle jeg støde på dem en anden gang. Om ikke andet, så for at støtte det gode formål.

Skål!

Ingen kommentarer: