Peter Sommer i Lille Vega

For et par år siden oplevede jeg Peter Sommer på Gimle i Roskilde, hvor han leverede én af de bedste koncerter, jeg længe har været til. Instrumenteringen var den klassiske med trommer, bas, guitar og keyboard, bandet spillede rockende og vuggende og Sommer selv var Mr. Über-cool på scenen - tilbagelænet, men alligevel tilstede og lignende én, der virkelig nød at stå på scenen.

Onsdag aften i denne uge var det igen tid til at opleve ham live - som solist, for efter koncerten på Gimle så jeg ham et par gange sammen med Simon Kvamm i  De eneste to. Med sig i bagagen havde han sit seneste album, Alt forladt, som mange steder har fået store høvl. Primært for, at Peter Sommer på albummet er gået for meget i den elektroniske grøft. Men som jeg selv skriver her, var og er jeg meget begejstret for albummet.

Så på den baggrund og med Gimle-koncerten in mente, glædede jeg mig meget til koncerten i Lille Vega, og det samme gjorde de, jeg var af sted sammen med, Peter og Lotte, også. Vi blev slemt skuffede, for sjældent har jeg oplevet en så kedelig og fersk koncert, der endte med at blive den dårligste, jeg har oplevet de seneste år.

Jeg begynder med det positive:

• Den musikalske opsætning for koncerten gjorde, at Sommers inciterende stemme fik mere plads og fylde i det samlede lydbillede
• Peter Sommer havde gjort forsøget med at trække sangene fra bagkataloget, der er mere rockende, ind i det nye, elektroniske lydbillede

Men det var så også det, og ankepunkterne var blandt andet

• De nye sange blev, om muligt, endnu mere kliniske live, og stod nærmest i tomgang. Og der hvor de blev trukket ind i en livesammenhæng, blev det over en skabelon, der mest mindede om en techno-fest, og som hverken klædte dem, Sommer eller et publikum, hvis gennemsnitsalder snildt var 40 år
• De gamle sange blev smadret til ukendelighed, hvor eksempelvis den meget rockende Rødt kort blev til en trance-pop-lignende ligegyldighed
• De havde modet til at holde takten fra det seneste album og skære resten over den skabelon, men desværre ikke evnerne
• Det elektroniske lydbillede kunne have fungeret - det har Mikael Simpson vist flere gange - men det blev for ensformigt, uden kant og med et meget svagt spillende band, hvor Simpsons Sølvstorm, med blandt andet Trentemøller, er uovertrufne
• Sommer var nærmest ikke tilstede på scenen og lignede én, der helst ville være et andet sted. Uden gnist, energi med videre
• Kun én gang ramte han tidligere tiders niveau, og det var med sangen Tigger, der blev spillet uden elektroniske dikkedarer, men igen her lød Sommer meget fjern
• Og sådan kunne jeg nok blive ved....

Og jeg var ikke den eneste, der havde den oplevelse. Peter og Lotte var enige, og Peter kunne fortælle, at rygeboksen ved 4. sidste nummer var propfyldt, ligesom vi kunne notere, at salen langsomt blev tømt i takt med genvordighederne på scenen vandt frem. Og kontakten til publikum var ikke-eksisterende. Man kunne forestille sig, at techno-festen på scenen fik gang i publikums ben, men de stod mestendels som saltstøtter.

Så en koncert, der i min optik får 1 stjerne ud af 6. Det er muligt, at koncerten blev afleveret, som Sommer og bandet gerne ville, men personligt er det længe, længe siden, at jeg har kedet mig så meget til en koncert.

Afslutningsvis håber jeg, at bandet over de næste måneder får spillet sig op, så dem, der har købt billet til deres turné, får en god oplevelse. Og så håber jeg, at Sommer fremover besinder sig og finder en anden balancegang i sit lydbillede. Forandring kan ofte være godt, men det skulle gerne være til det bedre, og p.t. er der live rigeligt med plads til forbedring.

Lad mig runde af med en optagelse fra da han kørte med klatten - også i livesammenhæng: