På mine boghylder har jeg en del biografier om eksempelvis musikere og politikere stående. Og det er til trods for, at det er meget sjældent, at jeg læser biografier eller musikbøger generelt, da jeg til enhver tid klart foretrækker skønlitteraturen/romanen.
Men med sjældne mellemrum kommer jeg forbi biografierne, og blandt seneste læsestof her på matriklen har det netop været sådanne. Fælles for dem begge er, at de længe har stået og gloet på mine hylder, men nu skulle det være. Det ene valg fortrød jeg, mens jeg glædede mig over det andet.
Som jeg er
Jeg begynder med den dårlige. I 1997 udgiver min Abba-yndling, Agnetha Fältskog, sin selvbiografi, Som jeg er. Eller den er snarere en samtalebog, fortalt til journalisten Brita Åhman. Da jeg siden barnsben har været meget begejstret for Fältskog, var mine forventninger rimelig høje. Hun indleder med at fortælle, at bogen skal vise hvem hun er og hvorfor, og understreger, at hun ikke vil sige noget dårligt om eks-manden, Björn Ulvaeus, eller de øvrige Abba-medlemmer. Fair nok og en tillidsvækkende indgang. Og hun ville alligevel være i stand til at fortælle om sin karriere, succesen, sangenes og pladernes tilblivelse, forholdet og samarbejdet med andre kunstnere og medierne, rollerne i bandet, bandet set i en historisk kontekst og så videre.
Det bliver dog ikke tilfældet, og det hele ender i en tynd kop kaffe, hvor der skrabes minimalt i overfladen, og tiden før og efter Abba fylder uforholdsvis meget i forhold til selve Abba-tiden. Det hele bliver en slags kronik-lignende tilgang, hvor hun forsvarer sig selv og langer ud efter medierne. Men desværre på en ganske uinteressant måde.
Så alt i alt en biografi, der ingenlunde kan anbefales - hvad enten man har hang til genren eller er Abba-/Fältskog-fan. Desværre.
Poul Schlüter - en biografi
I 1992 - og mens han fortsat er statsminister - udgiver Michael Kristiansen, Thomas Larsen og Michael Ulveman (alle tre, der den dag i dag gør sig meget på den politiske kommentatorscene) en biografi om Poul Schlüter. Jeg køber den på bogudsalget et par år senere og siden står den og glor på mig fra mine hylder. Men i disse tider, hvor diverse regeringers økonomiske politik, lederskab og vælgermæssige opbakning diskuteres heftigt, fik jeg lyst til at dykke ned i den. Også fordi, at Schlüters regeringer, i min optik, står som nogle af de stærkeste i nyere tid. Godt nok var jeg ikke begejstret for Schlüter og hans kompromissøgende politik, men var en uomtvistelig stor fan af Uffe Ellemann-Jensen, og hans mere rendyrkede, men stadig pragmatiske, tilgang til politik.
Men her 20 år efter, og efter 10 år med et de facto VKO-flertal, kan jeg godt se, at Schlüters tilgang var den rigtige. Han førte mere borgerlig poltik end Anders Fogh og Lars Løkke gjorde, men gjorde op med blokpolitikken og søgte de brede forlig. Og det til trods for, at den socialdemokratiske opposition dengang var, om muligt, mere indebrændt end den nuværende borgerlige. Men med politisk tæft fik hans regeringer landet mange store forlig med netop Socialdemokratiet. Måske udfaldet ikke altid var det ønskede, men det er jo et præmis ved et kompromis, og tesen var, at brede forlig var det mest holdbare for landet.
Biografien kommer langt omkring. Vi følger Schlüter fra barnsben og op gennem ungdomstiden, tiden som formand for Konservative Ungdom, studietiden, ægteskaber, arbejde og den gryende politiske karriere. Vi læser om magtkampene hos de konservative og med Venstre, Anker Jørgensen-regeringens kollaps og så videre.
Men mest af alt om Schlüters politiske stigen til tops - især ved hjælp af den politiske kongemager, Niels Helveg fra de radikale, som havde mere fidus til en borgerlig økonomisk politik ovenpå Anker J's køren mod den økonomiske afgrund samt til Schlüter som statsminister frem for den mere oplagte, daværende Venstre-formand Henning Christoffersen.
Og over de sidste 170 sider af biografiens 300 følger vi så tiden som statsminister. Her læser vi om et kritisk bagland, en egenrådighed statsminister, magtkampe i regeringen, en stærkt kritisk presse, svigtende meningsmålinger, økonomisk genopretning, folkelig modstand og en meget selvbevidst opposition. Det lyder næsten som den nuværende regerings situation - parallellerne er i hvert fald mange - og tanken om, at vi i 2013 er tilbage til en normalsituation i dansk poltik lå ikke fjern. Og jeg er sikker på, at Helle Thorning ville kunne finde megen læring ved at studere Schlüters regeringstid.
Men efterhånden udviskes det politiske aspekt i biografien, og som læser noterer du en stadig mere kritisk pen fra forfatternes side. Det er fair nok, at en sådan biografi ikke skal ende i et hyldestskrift eller helgenkåring, men undervejs er de meget tætte på at rive ham ned og begå karaktermord. Især i forhold til hans ageren i privatlivet og hans egenrådighed i regeringen. Her savner man en større perspektivering.
Men alt i alt en meget velskrevet og interessant biografi, hvor en god portion politisk historie bliver genopfrisket og nye vinkler kommer på. Hermed anbefalet - både af politisk og historisk interesse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar