26. juni 1992

Det er i dag 20 år siden, at Danmark overraskede, eller måske snarere chokerede en hel fodboldverden, hvor landsholdet i fodbold var draget hinsidan - ikke for at genobre Skåne, Halland og Blekinge, men for at deltage i EM-slutrunden, og den deltagelse kulminerede netop 26. juni, hvor de tyske naboer blev nedlagt med 2-0 i finalen.

De fleste, der i dag er omkring 25-plus kan nok godt huske, hvad de lavede netop den dag, og det er det, dette indlæg handler om - hvad jeg lavede den dag.

Danmark kom med i slutrunden i sidste sekund efter, at Jugoslavien var blevet udelukket, og forventningerne til holdet var ikke store. Og slet ikke set i lyset af, at Michael Laudrup og Jan Mølby havde sagt nok-er-nok til Richard Møllers fodboldfilosofi - eller mangel på samme.

Det med forventningerne gjorde sig også gældende hos mig, og der i begyndelsen af 90'erne var min interesse for dansk landsholdsfodbold allerede begyndt at falme.

De to første kampe så jeg ikke. Som et af mine studiejobs pakkede jeg om aftenen aviser på Dagbladet i Ringsted og havde ikke travlt med at bytte vagter, så jeg kunne se kampene.

Men den afgørende gruppekamp mod Frankrig ser jeg og da Lars Elstrup i slutningen af kampen bringer dansken foran 2-1 er mine forbehold forduftet. Få dage efter møder Danmark så Holland i semifinalen og det måtte da være endestationen. Kampen ser jeg sammen med Leon, i hans lejlighed i Kildemarken. Og i takt med, at kampen skrider fremad og Danmark fortsat er med, glider øllene hurtigere og hurtigere ned, og da sejren er i hus, stryger vi på Kong Valdemar og fejrer sejren med de forbløffende få, der var troppet op på en hverdagsaften....

Da jeg smutter hjem, aftaler jeg med en Karina, at vi ses igen fredag aften, når EM-guldet er i hus. Hun smiler og jeg bilder mig fortsat ind, at smilet skyldtes, at hun gerne ville se mig igen....

Og netop Leons lejlighed lægger også stue til EM-finalen. Den bliver spillet fredag aften, og efter lukketid, smider min far mig, Carsten og et par kasser øl af ude ved Leon. Der spises pizza og vi skal naturligvis være roligans, men vi har ingen farver. Så i stedet hiver Leon noget hvid maling frem og vi får hvert malet et hvidt kors i ansigtet...

Øllene glider ned og nerverne sidder udenpå tøjet. Danmark er presset i bund og Peter Schmeichel må flere gange vise, hvorfor han spiller i verdens største klub, Manchester United, med flere klasseredninger. Undervejs bliver presset så stort, at jeg banker mit hoved ned i bordet - det var en bevidst handling, men dog fremskyndet af alkoholen - og mine briller bliver lidt skæve!

Men alt er glemt, da dommeren fløjter kampen af og Danmark har besejret de sydtyske naboer. Straks efter kampen, sættes kursen mod Ringsted centrum og mange, mange andre har fået samme idé, hvor Torvet og Nørregade er pakket med mennesker. Der bliver drukket, festet og sunget, og undervejs i festlighederne finder jeg mig selv siddende på taget af en bybus, sammen med 10-15 andre festglade ringstedere.

Dagen efter, altså en lørdag, skal jeg på arbejde i min fars forretning. Jeg er godt bagstiv, da jeg cykler af sted for at møde ind kl. 08.00. På cyklen har jeg sat et dannebrog og enkelte rester af det dannebrog, vi forsøgte at lave ude hos Leon, sidder fortsat i fjæset på mig.

Men alt dette gør ikke så meget, for hele byen - undtagen butiksejerne og deres ansatte - sover brandert ud, og i de 4 timer, der er åbent, er der vist én kunde. Og det i, hvad der normalt er én af de mest travleperioder i en cykelforretning.

Om eftermiddagen har mine forældre gæster, men jeg tilbringer det meste af tiden foran husalteret for at se landsholdets hjemkomst og hyldest på Københavns rådhus.

Sådan husker jeg dagene omkring EM-triumfen, og den triumf gentages næppe, men vil for altid blive husket af dem, der var der - ja, nok også af dem, der hverken dengang eller nu skænkede fodbold mange tanker.

Og Karina? Ja, vi blev sommerkærester, men hvor hun er i dag, ved jeg ikke. Hun smuttede efter sommeren  til Aarhus for at læse, og siden har jeg ikke set eller hørt fra hende. Og har heller ikke fundet hende på Facebook....