mandag den 2. januar 2012

Seneste films....

Traditionen tro, blev juleferien også brugt til at få kravlet lidt igennem filmhylderne, hvor det blev til gode og mindre gode filmoplevelser, som blandt andet ....

True Grit - Coen-brødrenes remake af John Wayne-klassikeren. En western i klassisk og bedste forstand. Én af årets absolut bedste filmoplevelser, hvor især Jeff Bridges brænder stærkt igennem. Stærkt anbefalet.

Wall Street - Money never sleeps - Vel et "must see", når man selv er i finansverdenen! Om den tegner et troværdigt billede af baggrunden for finanskrakket i 2008, skal jeg ikke kunne sige, men skæbnefortællingerne er fine, og Michael Douglas overgår sin præstation fra den første Wall Street-film - det siger ikke så lidt.

The American - En meget rost film og med George Clooney i hovedrollen var forventningerne høje. De blev ikke indfriet. En klassisk thriller, men den vil for meget, og handlingen alt, alt for løs. Men Clooney er naturligvis uovertruffen.

Magnolia - En film, der længe har stået på mine hylder, men 3 timers spilletid kræver lidt planlægning. Begyndelsen var tung og rodet, men langsomt - langsomt! - bliver du suget ind i og grebet af handlingen, og pludselig er filmen færdig. Handlinger og skæbner, der griber ind i hinanden, og Tom Cruise og Julianne Moore spiller af nærmest en anden verden. Anbefalet.

Valentine's day - En film i den lettere ende, men når man er en gammeldags romantiker, ramte den i hjertet. En komedie på den gode måde, hvor der tegnes et kærligt portræt af kærlighedens veje og vildveje. Og vel første gang, at Ashton Kutcher var til at holde ud. Men Anna Hathaway var naturligvis gude-skøn!

Foruden disse, blev det også til gensyn med Patton, En verden udenfor, Når du mindst venter det og Drengene fra Sankt Petri. Alle var så absolut gensynet værd.

Film skal ses i biografen, men ovennævnte blev alle set fra sofakanten. Desværre bliver der længere og længere mellem mine biografbesøg, men vel sagtens en konsekvens af, at jeg bliver mere og mere en hjemmekartoffel....

Ingen kommentarer: