Selvom FCK i 2010 har haft et stort år, vil jeg pege på den 27. august 2000, som den vigtigste dato i FCK's historie. Holdet vandt 2-1 over Brøndby, og i den kamp gav holdet debut til Jacob Laursen og Ståle Solbakken. Forinden havde den dengang velanskrevne træner, Roy Hodgson, sat sig på trænerbænken.
På det tidspunkt var Brøndby stadig aldeles suveræne i dansk fodbold, mens FCK var præget af uro, håbløse spillerindkøb, kampen mod nedrykningsstregen og generel ørkenvandring.
Men netop med omtalte kamp vendte bøtten, hvor troen på noget større endelig fik et trygt ståsted. Fra kampens begyndelse satte Laursen skik på forsvaret og efter 59 minutter kom Solbakken på banen. Første gang han fik bolden, tog han en dribling, vendte rundt om sig selv og spillede bolden ud på én af fløjene. Det var som om, at han altid havde spillet på holdet, og med ham og Laursen fik holdet to væsentlige, stabliserende faktorer.
Holdet så sig ikke tilbage og cementerede styrken med en 3-1 sejr den 10. juni 2001 (ja, det var den med Zumas saksespark og Simpsons lange tå) over netop Brøndby og hentede klubbens andet mesterskab hjem.
Hodgson forlod klubben efter a job well done, men hans arbejde med en stærk defensiv, sammenhæng mellem kæderne og boldbesiddelse lever videre den dag i dag.
Og resten er historie.
1 kommentar:
selvom jeg står i en (sne)storm af metaforer, så...I've got nothing, som det hedder :-) Men alt skrevet er sikkert en fuldstændig korrekt analyse...?
cheers anonymous
Send en kommentar