onsdag den 29. december 2010

Årets sange

En umulig mission. Sådan er tankerne netop nu, hvor jeg prøver at lave én af mine evindelige lister, denne gang over årets bedste sange. Men alligevel prøver jeg at lave en top-10 over sange, jeg har hørt rigtigt meget i løbet af 2010, som jeg er blevet ramt eller blæst omkuld af og så videre. I uprioriteret rækkefølge:

  • Kent - Ismael. Svenskernes evne til at ramme den gode melodi har altid været uovertruffen, og denne er klassisk Kent
  • Ukendt under andet navn - Korsvej. Henrik Olesen fra Greene/Olesen-Olesen viser, at han også kan under eget navn og en understregning af, hvor god en sangskriver, han er
  • Troels Abrahamsen - We love falling. Veto-frontmanden sendte endnu en soloplade på gaden, der blandt andet indeholder denne afdæmpede, Cure-inspirerede sang. Første gang, jeg hørte den var i toget på vej til arbejde, og jeg var nær ikke kommet af på Hovedbanen
  • National - Conversation 16. Måske det bedste nummer på årets klart bedste album. Fremragende fremført og en tekst, der sender dig i gulvet. "I'm a confident liar, had my head in the oven so you'd know where I'll be. I'll try to be more romantic, I want to believe in everything you believe"
  • De eneste to - Morten. Førstesinglen og signatursangen, ledsaget af én af årets bedste videoer
  • Love Shop - Redningsklar. Førstesinglen og koncertindlederen, da de spillede på Gimle. Jeg var klar til at gå hjem lige efter, for så kunne det ikke blive bedre. Slet og ret fantastisk
  • Rihanna - Only girl (in the world). A guilty pleasure. Indrømmet, jeg har en svaghed for Rihanna, også som sangerinde! Hun har lavet meget godt gennem tiden, og denne er ingen undtagelse. Et fantastisk nummer
  • Robyn - Indestructible. 2010 har været Robyns år, med 3 ep'er og et album. Dancing on my own er fantastisk, men dette nummer tager dog prisen. Især i albumversionen. "And I never was smart with love. I let the bad ones in and the good ones go"
  • Interpol - Lights. I 2010 udgav Interpol endnu et album. Det levede ikke op til tidligere bedrifter, men Lights måler sig snildt med noget af det bedste fra Interpols hånd
  • Beach House - Lover of mine. For mit vedkommende årets musikopdagelse, og Lover of mine er nøglesporet på deres seneste album og bagkataloget generelt hørt

Det var listen og jeg har ganske givet glemt en sang eller to, men sådan kan det gå....

2 kommentarer:

René sagde ...

fin liste - og vel i god forlængelse af årets skiver, tænker jeg? Jeg kender mest til 'ukendt under andet navn' og her kunne man sagtens vælge hvilket som helst nummer fra ep'en. Den holder stærkt hele vejen igennem og sætter standarden for det længe ventede solo-opus fra storebror til marts: sjov ting lige her iøvrigt: http://www.facebook.com/photo.php?fbid=447149813905&set=o.121611601184592
mange hilsner fra
René

Søren Nielsen sagde ...

Ja, der er en rød tråd til albumlisten, men med enkelte "udstikkere", hvor albummet ikke holdte hele vejen, men melodien gjorde.

Og godt, at du er begyndt at give dig selv til kende :)