Den hjemløse ved Hovedbanen

Stort set hver morgen møder jeg den samme hjemløse foran Hovedbanen, hvor jeg sammen med andre "morgenfriske" pendlere iler mod busserne, der skal bringe os sikkert frem til vores arbejdspladser.

Der står han med sin hue og håber på, at nogle lægger en skilling eller to. Og det er vi mange, der gør, mens andre giver ham en kop kaffe, et stykke morgenbrød eller en cigaret. Hvad han bruger pengene til, er for mit vedkommende - og ganske givet alle de andre - underordnet. Og han har ganske givet mere brug for de 20, 30 eller 50.-, jeg giver ham end jeg selv har.

Det hele bliver modtaget med et "mange tak og ha en fortsat god dag". Bag ham ligger hans hund, der vist er et gadekryds af en labrador og så andre racer. I denne tid står han og fryser, men sørger for, at hunden lægger i læ og på flere tæpper.

Jeg ser ham også nogle gange nede på perronerne, hvor han går rundt med sin hue i hånden, mens hunden troligt følger ham. Går der flere dage, hvor jeg ikke ser ham, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der er sket ham noget. Om han er OK.

Han virker som én, der passer sig selv - og på sin hund. Han er nok et sted i 30'erne, og jeg tænker nogle gange på, hvor han mon bor henne. Måske på gaden, måske på et hjem eller et værelse. Jeg tænker også på, hvad han hedder og hans skæbne - hvad har ledt ham til hans nuværende tilværelse? Har han nogen familie? Og så videre.

Endelig tænker jeg på, hvad vores samfund gør for vores hjemløse, vores udsatte. Hvad der skal gøres, skal jeg ikke kloge mig på, for det ved eksperterne, de frivillige, der hjælper de hjemløse i det daglige og så videre meget mere om end jeg gør. Men jeg ved dog, at de hjemløse næppe bliver mætte og får varmen af rundkredssnakke om DONG- og Nets-salg, grødhoveddiskussioner om Zornig-million, mudderkastning og selvforherligelse og hvad de 179 folkevalgte ellers benytter tiden på. Men det er nok bare mig, for mon ikke, at vores politikere prioriterer tiden til de emner, de mener er de vigtigste for vores land.....

Alt dette vil jeg også tænke på næste gang, jeg hilser på ham og stikker ham en skilling.

Endnu en ølklub - endnu en ølsmagning

"Man ved, at man er landet det rette sted, når der er en ølklub i afdelingen". Noget i den stil skrev jeg på Facebook, da det med ølklubben i min afdeling gik op for mig. Og jeg blev straks medlem!

Klubben består af cirka 20 kolleger, der så mødes en gang om måneden, hvor smagningen arrangeres på skift af medlemmerne - 2 er sammen om smagningen, der også suppleres med snacks.

Fredag var jeg så til mit første arrangement, og jeg havde ved min "indmeldelse" tilbudt at stå for denne. Man kunne lige så godt komme i gang! Og med kollega-Michael som medarrangør.

Arrangørerne vælger et tema - øltype, bryggeri med videre - og Michael røg straks med på mit forslag om, at Det Lille Bryggeri skulle være temaet. Eventuelle faste læsere vil vide, at dette er mit absolut foretrukne bryggeri!

Sammen med bryggeren, René Hansen, blev 6 øl udvalgt, der havde en god spændvidde i smag, procenter og øltyper, og dermed også tjente som en god introduktion til bryggeriet:

• American Beauty 3.4 
• Enebær Ale
• Columbus Ale 
• Dark Ale 
• Double chili lakrids ale
• 400

Undervejs fortalte jeg om øllet og bryggeriet, ligesom de 14, der dukkede op, vurderede dem på en skala fra 1 til 10. Det samme gjaldt for de medbragte snacks og selve arrangementet. Interessen for øllet og bryggeriet var stor, og der blev straks spurgt ind til indkøbsmuligheder med videre.

Som det altid er ved en ølsmagning deles meningerne om flere af øllene - smag og behag er jo forskellig, ligesom udgangspunktet for deltagerne kan være det; nysgerrighed, ølnørderi, favorittyper med videre. Men smagningens klare favoritter var den læskende og kraftfulde American Beauty 3.4 (trods sine kun 3,4%) og den tunge og fyldige 400, der løb med en del 10-taller.

Generelt var der stor ros til arrangementet og øllet, hvilket især er Det Lille Bryggeris fortjeneste. Michael og jeg var blot budbringerne!

Så alt i alt en rigtig hyggelig smagning, som samtidig var en god lejlighed til at lære nogle af kollegerne endnu bedre at kende. Jeg glæder mig allerede til næste arrangement, og spændt på, hvad de to, der står for arrangementet, vil finde frem til os.

En dag, der ændrede musikhistorien

Det er i dag 30 år siden, at The Smiths udsendte deres selvbetitlede debutalbum. Et album, jeg selv har sat som det næstbedste debutalbum nogensinde.

Og hvorfor så det. Grundene er mange, men blandt andet Morrisseys karakteristiske sangstemme og meget skarpe tekster og Johnny Marrs yderst melodiske sans skaber et unikt makkerpar, og trak dengang mindelser tilbage til andre sublime makkerpar som eksempelvis Jagger/Richards og Lennon/McCartney. 

Musikken er meget klassisk, med mange lån fra tresserpoppen, men samtidig meget nyt og forfriskende. Om det var nyskabende, skal jeg ikke kunne sige, men stilskabende var det i den grad, og der er ikke mange engelske bands – eller for den sags skyld alle andre bands – der bevæger sig indenfor for guitar-rocken og –poppen, som ikke direkte eller indirekte var og er inspireret af bandet. Hele Brit-pop-scenen havde næppe set dagens lys, havde det ikke været for The Smiths. Så med andre ord ændrede 20. februar 1984 musikhistorien!

Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive, at jeg hentede albummet hos mine lokale plade-pusher den dag, det blev udsendt, men det var desværre ikke tilfældet, for på det tidspunkt var jeg primært optaget af The Police, Wham, Duran Duran og de sange, der nu en gang lå højt på hitlisterne i Vi unge og det tyske musikprogram, Formel Eins. 

Albummet køber jeg først i efteråret 1986 – i øvrigt ved mit første besøg i den hedengangne, men legendariske Snog Rock i Lavendelstræde i København. På det tidspunkt har The Smiths overtaget pladsen fra de førnævnte, som min absolut foretrukne musik, og da det endelig bliver købt, lukker det et stort hul i samlingen mellem de albums, de i mellemtiden har udsendt, dusinvis af maxi-singler og bootlegs.

Albummet er i dag mit eget favoritalbum med bandet – og det siger ikke så lidt. Det kan synes rodet og en smule uhomogent – som debutalbums ofte kan gøre – men det er måske også noget af styrken ved det. Meget umiddelbart og så rammer såvel sang som musikken en fantastisk tone. En tone, der er meget melankolsk, men som også emmer af overskud og overblik. Her 30 år senere står mange af albummets 10 sange fortsat meget friske og fulde af vitalitet.

Tillykke med jubilæet og selvom tak – også i denne forbindelse – er et fattigt ord, så tak for musikken. Den vil leve for evigt. 

Jeg runder af med et par personlige favoritter fra albummet:

Årets ølnyhed 2013

Aftenens øludvalg

Tirsdag aften var der igen kaldt til samling i Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Ringsted, hvor temaet var Årets danske ølnyhed 2013.

Temaet tager udgangspunkt i Danske Ølentusiasters tilbagevendende kåring af årets ølnyhed, der er baseret på samtlige nye danske øl, hvor medlemmerne så ad to omgange kan stemme på deres favorit; "For at stimulere de danske bryggerier til at sende nye øl på det danske marked kårer Danske Ølentusiaster - i lighed med tidligere år - de(n) bedste nye danske øl i året 2013, lige som sidste år er der nu to kategorier: øl under 6% ABV & øl på 6% ABV og derover", som der står der på Danske Ølentusiasters hjemmeside.

Vi er nu fremme ved finalefeltet, der består af fem øl fra hver kategori. Og allerede inden, at jeg troppede op til smagningen vidste jeg, at der ikke ville være tale om de bedste ølnyheder i 2013. Ikke for at kritisere de øl, der var kommet i finalen, men øl fra kvalitetsbryggerier som Amager Bryghus, Flying Couch, Midtfyns Bryghus og Det Lille Bryggeri glimrede ved deres fravær.

Og dermed er jeg igen ved et af ankepunkterne ved denne kåring. Bevares, øllene er ganske gode, men den bærer præg af lidt for megen tilfældighed, at visse bryggerier har været meget aktive i lokalafdelingerne, lokalpatriotisme, tilgængelighed eller måske "bare", at en lokalafdeling vælger at stemme på nogle bestemte øl.

Jeg forstår godt udgangspunktet for kåringen, men nytænkning må til for, at den fortsat skal have relevans. Meget symptomatisk er det også, at stemmerne ikke bliver offentliggjorte. En ny vej kunne være, at man i stedet opdelte i øltyper, at et bredt ekspertpanel lavede den første screening eller at bryggerierne selv nominerede de øl, de ville deltage med.

Nå, men nok brok, og tilbage til smagningen!

Aftenens bedste øl

I kategorien under 5,9%, faldt Spion på 5,6% fra Syndikatet bedst i min smag. En godt humlet sag, men også med en vis sødme på eftersmagen. Dog uden, at jeg var voldsomt imponeret. Ringsted-vinderen blev dog Amarillo & Citra IPA fra Ugly Duck. Igen en godt humlet sag, og det med det humlede, var kendetegnet for alle fem øl i dette felt, hvilket også affødte delte meninger langs bordet.

Straks bedre blev det, da vi gik nogle procenter op. Her var min egen favorit den håndbryggede Frederik III Imperial Stout på 10,1% fra Frederiksodde Håndbryggerlaug. En meget cremet og fyldig øl, og med en dejlig eftersmag af kaffe. En imponerende god øl, som havde sin fortjente plads i finalefeltet. Ringsted-vinderen blev dog Viking chili stout fra Hornbeer. En ganske god øl, men dog langt fra årets bedste ølnyhed, smagt med mine tvivlsomme smagsløg.

Der kan i øvrigt lige her læses om hele finalefeltet.

Men alt i alt endnu en god aften i lokalafdelingen, med et par gode smagsoplevelser og godt selskab. Tak til lokalafdelingen for at støve alle øllene op og for at føre os godt og underholdende gennem smagningen.

Slutstillingen i Superligaen

På fredag rullen bolden igen i Superligaen, og som fodboldinteresseret glæder jeg mig naturligvis over dette. Så er der i det mindste en liga mere – bortset fra Bundesligaen – hvor der spilles fodbold. Italien og især England springer åbenbart denne sæson over……

Nå, men et spændende forår venter, hvor flere spørgsmål bliver besvaret; fortsætter FCK opturen og snupper mesterskabet - og mesterskabsrekorden? Kan FCM holde stand i toppen og dermed vinde sit første danske mesterskab? Vil Brøndby fortsætte sin genopretning og -opbygning, og hænge på i toppen? Og hvad med bunden - vil Esbjerg klare skærene eller er fokus på Europa League. Og sådan kunne du blive ved....

Nå, men her er mit bud på slutstillingen (nuværende placering fremgår i parentes), hvoraf det også fremgår, at jeg har har ganske stor tiltro til mig eget hold, FC København!

1. FC København (3)
2. FC Midtjylland (1)
3. Brøndby (4)
4. AAB (2)
5. Randers (5)
6. FC Vestsjælland (10)
7. FC Nordsjælland (6)
8. Viborg (9)
9. OB (7)
10. Esbjerg (11)
11. AGF (8)
12. Sønderjyske (12)

Nå, men som skrevet, glæder jeg mig til endnu en omgang Superliga, og når FCK 2. marts spiller topopgør mod FCM, vil jeg igen være klar på min faste plads på Nedre C, hvor det gryende mavesår skal plejes, og der skal bandes over spillere, dommere, FCK's og modstandernes tilhængere, Parken generelt og så videre. Same procedure as....always. 

FORZA FCK - og ønsket om et godt fodboldforår til alle.

De efterladte i Karens Minde Kulturhus

Koncerten oplevet fra forreste række

I efteråret udsendte De efterladte deres andet album, Alvorsord og Etagevask, og som det fremgår lige her, var - og er jeg fortsat - meget begejstret for det. Udgivelsen blev fulgt op af nogle enkelte koncerter, men disse passede desværre ikke ind i min kalender. Det gjorde første stop på Alvorstur februar-marts derimod, så fredag aften sad jeg, sammen med min gode ven, René, klar til, hvad der vel var min cirka 30. koncert med forsangeren, Peter H. Olesen.

Og heldigvis for det, for De efterladte leverede en slet og ret fremragende koncert. Det musikalske udtryk var, ligesom på plade, nedbarberet og analogt, og hvor Boi Holms tilstedeværelse på Moog føjede lidt mere dybde til det. Det klædte sangene, og samspillet mellem ham og guitaristen Michael Lund var eminent. 

Dertil kom, at Peter H. Olesen sang bedre end længe hørt - måske bedre end nogensinde. Og naturligvis med de fejl i teksterne, der efterhånden er blevet et adelsmærke, når han synger live! Det hører med og trækker på ingen måde ned. Snarere tværtimod!

De kom godt rundt i deres to albums samt fra tiden i Olesen-Olesen, og formåede nærmest til perfektion at variere det musikalske udtryk, og dermed også at fastholde det i øvrigt meget lydhøre publikum.

Der var mange højdepunkter over de 100 minutter, koncerten varede, men skal jeg endelig fremhæve nogle, må det være Alting om igen, Knivspids af din tro, Håbet kommer til byen, Skyerne over Sjælland set fra et tog undervejs og Set gennem en voksende rus.

Undervejs læste Peter H. Olesen op fra sin seneste digtsamling, ligesom han trakterede med anekdoter om sangene, bandet med videre. Gode måder til at binde sangene og koncerten sammen.

Karens Minde Kulturhus viste sig også at være et meget fint spillested, med en rigtig god lyd. Der var fyldt til sidste stol, hvilket gav en jovial og hyggelig stemning, og det var tydeligt, at såvel bandet som publikum følte sig komfortable.

Med andre ord, lander koncerten på 6 stjerner ud af 6 mulige.

Tak til De efterladte for en fremragende koncertoplevelse. Tak til René for endnu en hyggelig aften og godt selskab. Det hele gøres meget vel om igen, når bandet 15. maj spiller på Jazzhouse i København.

Et yndlingsband vender tilbage

Én af årets hidtil bedste musiknyheder er, at engelske Slowdive er blevet gendannet. Et band, jeg sætter meget, meget højt, og de er derfor at tælle blandt mine absolutte favoritbands.

Jeg lærer dem at kende i begyndelsen af 90'erne, hvor showgazing - som den genre, de spillede indenfor noget misvisende blev omtalt som - var det nye sort. I hvert fald i min musiksmag. Det var støjrock, men det var også meget melodisk, med drømmende guitarer og englesang. 

Slowdive stod selv i krydsfeltet mellem støjrocken fra My Bloody Valentine og de drømmende toner fra Cocteau Twins. Og der, hvor de for alvor stak ud, var de eminente vokalharmonier mellem Neil Halstead og Rachel Goswell. 

De når at lave tre studiealbums inden, at det hele er slut. Druknet i manglende kommercielt gennembrud og anerkendelse, og ikke mindst Grunge og Britpop, som på det tidspunkt er overalt.

Tilbage står Just for a day og især Souvlaki, som monumenter over et kriminelt overset band. Det mente jeg dengang, og det mener jeg fortsat. Begge albums landede i øvrigt højt på mine lister over de bedste debutalbums og "den svære toer".

Jeg når at opleve dem live én gang - i efteråret 1993, hvor de sammen med Cranes lægger Loppen på Christiania ned. 

Bandet går fra hinanden i 1995, hvor Halstead og Goswell danner Mojave 3, der trækker gevaldigt på den amerikanske country rock. De laver nogle fine albums, men når aldrig niveauet fra tiden i Slowdive.

Men nu er bandet tilbage, hvor en række koncerter allerede er linet op, og de har på Facebook åbnet op for muligheden for ny musik. Jeg håber, at turneplanerne også vil omfatte Danmark, og det ville være et stort scoop, hvis Roskilde smed dem på plakaten.

Jeg runder af med tre smagsprøver fra deres fine bagkatalog: