En forlænget weekend i Leeds

Den 17. december drog Per og jeg mod Leeds, og dagen efter gjorde Preben, Kenn og Pernille rejseselskabet komplet. Målet for turen var Elland Road og Championship-kampen mellem Leeds og Queens Park Rangers. Et historiens vingesus og duften af Tipslørdag fra 70'erne og startfirserne. Turen blev besluttet, da det var en kendsgerning, at Leeds (Prebens hold) og QPR (Pers hold) igen var i samme liga, og blev planlagt, da programmet var på plads. Alt i alt en længe imødeset kamp.

Forinden turen var min forventning til Leeds som by en nedslidt industriby. Men jeg (og vi) blev klogere. Bevares, byen har ikke de store historiske monumenter, men er en meget driftig handelsby, med mange spændende butikker, shoppingarkader og indkøbscentre. Det hele er meget centreret omkring bymidten, og dine ben går ikke i krampe, når man skal se "det, der skal ses" i Leeds. Men en ganske spændende by.

Som alle engelske byer var udvalget af pubber og lignende vandingssteder nærmest uovertruffent. Selv var jeg ganske tilfreds med, at mange af pubberne var leveringsdygtige i mange forskellige cask ales (også af visse personer kaldet Themsen-vand). Whitelocks og især Mr. Foleys blev flittigt besøgt.

We are Leeds

Foruden at være én af de vådeste weekender i England (julefrokost-weekend) var det også den koldeste, så mange kampe blev aflyst. Men vi var heldige - vores kamp blev spillet. Vanen tro blev der varmet op på en fanpub nær stadion - denne hed Old Peacock og var proppet med forventningsfulde Leeds-supportere og en masse Leeds-memorabilia. Billy Bremner er den store fortælling i Leeds' historie og det bar Elland Road også præg af. Foruden en statue af klubbens store helt, var en pub (meget passende!) opkaldt efter ham, ligesom der var Bremner-lounge med videre.

Knap 30.000 var på plads på lægterne og de 22 spillere på grønsværen leverede en klassisk engelsk fight, med højt tempo, nærkampe, vilje og alt det andet, man ikke ser i eksempelvis en spansk kamp, hvor spillerne tuder og ligger mere ned end de står op.

Hjemmeholdet blev båret flot frem af noget af den bedste stemning, jeg har oplevet på et stadion. Meget, meget imponerende. Og selvom selve stadion virkede noget nedslidt, fremstod det meget autentisk og en smule mere appellerende end de efter min smag lidt for moderne stadions. Kampen endte 2-0 til Leeds, og det var ganske fortjent.

Så alt i alt en fin tur, med god stemning og fine oplevelser, og turen blev på fornemste vis rundet af i Manchester, med et par pubbesøg og snerten af Manchester United. Per, Pernille og jeg rejste hjem mandag aften, mens Kenn og Preben snuppede Manchester Shitty-Everton og en dag mere.

Næste fodboldtur er til marts, hvor HSV-Köln er målet og i selskab med Brian, Henrik og Lewis.

Den vigtigste FCK-dato

Selvom FCK i 2010 har haft et stort år, vil jeg pege på den 27. august 2000, som den vigtigste dato i FCK's historie. Holdet vandt 2-1 over Brøndby, og i den kamp gav holdet debut til Jacob Laursen og Ståle Solbakken. Forinden havde den dengang velanskrevne træner, Roy Hodgson, sat sig på trænerbænken.

På det tidspunkt var Brøndby stadig aldeles suveræne i dansk fodbold, mens FCK var præget af uro, håbløse spillerindkøb, kampen mod nedrykningsstregen og generel ørkenvandring.

Men netop med omtalte kamp vendte bøtten, hvor troen på noget større endelig fik et trygt ståsted. Fra kampens begyndelse satte Laursen skik på forsvaret og efter 59 minutter kom Solbakken på banen. Første gang han fik bolden, tog han en dribling, vendte rundt om sig selv og spillede bolden ud på én af fløjene. Det var som om, at han altid havde spillet på holdet, og med ham og Laursen fik holdet to væsentlige, stabliserende faktorer.

Holdet så sig ikke tilbage og cementerede styrken med en 3-1 sejr den 10. juni 2001 (ja, det var den med Zumas saksespark og Simpsons lange tå) over netop Brøndby og hentede klubbens andet mesterskab hjem.

Hodgson forlod klubben efter a job well done, men hans arbejde med en stærk defensiv, sammenhæng mellem kæderne og boldbesiddelse lever videre den dag i dag.

Og resten er historie.

Jule-øllet blev hans skæbne...

OK, skæbne er måske så meget sagt. Men indrømmet, jeg har en svaghed for juleøl. Og det er kun blevet bedre - værre? - efterhånden, som flere og flere bryggerier prøver sig af i denne "genre". Juleøl er ikke en bestemt øltype, for udvalgtet dækker fra almindelige guldøltyper, over belgiske udgaver til porter og stout. Og i næsten alle alkoholklasser. Selv indenfor den enkelte øltype er der stor variation, hvor bryggerne prøver sig af med alskens ingredienser.

Denne variation er netop noget af det, der fascinerer mig ved juleøllet. Mange af øllene er også karakteriseret ved, at de vinder ved at blive gemt i et par år (hvis man kan holde nallerne væk fra dem så længe!), hvor de efterhånden antager en vinøs og portvinsagtig form. Herligt.

Igen i år har jeg efterhånden fået smagt en del forskellige juleøl, og top-3 er ret beset de sædvanlige:

Juleporter fra Det lille bryggeri
Gouden Carolus Noël
Semper Ardens Christmas ale fra Carlsberg

Den dårligste må siges at være den økologiske juleøl fra Herslev. De plejer at lave godt øl, men den her er slet og ret intetsigende.

Skål og højt skum! Og husk, at man naturligvis drikker juleøl til julemaden!

Årets plader

Pladeåret 2010 går på hæld. Og set med min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag, har det været et ganske fint år, set med både nationale og internationale briller. Såvel flere nye navne som gamle kendinge udgav fine plader. Og har man som jeg hang til lister, skal årets albums da også kåres. De er følgende og i prioriteret rækkefølge:

De internationale

1.    The National - High Violet. Det for mig mest indlysende valg. Og et album, der også vil stå højt på listen, når dette årti skal gøres op

2.    Radio dept. – Clinging to a scheme

3.    Neil Young - Le Noise. Når Young udgiver et album, er det selvskreven på en årsliste.

4.    Interpol – Interpol.

5.    Belle & Sebastian – Write about love

6.    Tracey Thorn - Love & Its Opposite

7.    The Walkmen - Lisbon

8.    Kent - En Plats i Solen. Ikke deres stærkeste udspil, men med deres track record kan mindre også gøre det

9.    Beach House - Teen Dream

10. Arcade Fire - The Suburbs

De danske

1.    Love Shop - Frelsens hær. De er tilbage, og det i meget overbevisende stil. Redningsklar og Memory Babe er allerede nyklassikere

2.    Our broken garden – Golden sea

3.    Agnes Obel – Philharmonics. Slet og ret årets clou, og en meget overbevisende debut

4.    Murder – Gospel of man

5.    De eneste to – De eneste to

Sådan ser listerne ud. Om hjørnet venter et nyt og spændende år. P.t. er de mest imødesete blandt de danske Green pitch, De efterladte og Veto, mens R.E.M (de skylder efterhånden!) og P.J. Harvey er det på den internationale scene.

Et godt FCK-år

Tirsdag aften leverede FCK måske én af de største klubholdspræstationer i Danmark, hvor holdet med en sejr over græske Panathinaikos sikrede videre deltagelse fra gruppespillet i Champions League. Og det fra en gruppe med landemestrene fra tre langt større fodboldnationer end Danmark, ligesom måden, det skete på, var ganske overbevisende.

Dermed rundede FCK et fantastisk fodboldår af. I maj blev endnu et mesterskab hentet hjem, og holdet gik ubesejret gennem efteråret og med en historisk margin ned til nummer 2.

Det var også året, hvor undertegnede krøb til korset og undskyldte overfor Ståle Solbakken. Undskyldte for at have brugt ord som "migræne-bold", "HamKam-fætter" og "Ståle Raus". Det var den gang, men jeg ved bedre nu. Alt er tilgivet og FCK fremstår i dag, som et yderst homogent hold, hvor alle kæmper for alle.

Endelig - og måske det vigtigste - var det året, hvor William Kvist fik sit store gennembrud. Sammen med træneren og måske Dame N´Doye, er han én af de væsentligste årsager til FCK's succes i 2010. Lederen, dirigenten, foregangsmanden - ja, fortsæt selv listen. Og bundniveauet har været tårnhøjt, og sammen med et af de bedste indkøb nogensinde, Claudemir (hvem savner Atiba Hutchinson?), udgør han måske den bedste centrale midtbane i FCK's historie. Bevares, han mangler fortsat noget for at nå Tobias Linderoth og til dels Peter Nielsen, men mindre kan også gøre det. Det var også året, hvor han nærmest flåede anførerbindet af Hjalte Nørregård. Sidstnævnte er nu væk - men i øvrigt tak for mange gode stunder og vigtige mål mod Brøndby - men var han blevet, havde han næppe fået det hverv igen. Jeg så gerne, at klubmanden og kulturbæreren William Kvist blev længe i klubben, men det er et naivt ønske. Den eneste gåde er, at han endnu ikke har fået gennembruddet på landsholdet, men det er én af de sædvanlige Morten Olsen-mysterier.

Næste fredag er der lodtrækning til næste runde i Champions League. Giv gerne FCK et af de store hold - Chelsea, United eller Real Madrid - så Parken igen kan fyldes og alle kan få en stor, stor oplevlese.

FORZA Kvist. FORZA Ståle. FORZA FCK

Redningsklar (live)

Årets koncerter

2010 går på hæld. Også koncertmæssigt. Her blev der sat hak ved 20-25 koncerter i løbet af året, og når man har hang til lister, skal der også laves én over årets koncerter. Det er, og i prioriteret rækkefølge:

• Love Shop på Gimle
• Tindersticks i Store Vega
• Kent i Tap1
• Moi Caprice på Gimle
• Kasabian på Roskilde

Og så ikke ét ord om de koncerter, jeg glippede, men National i KB-hallen, Walkmen i Amager Bio og Murder på Gimle havde nok været værdige konkurrenter til de nævnte 5.

For det nye års vedkommende venter allerede koncerter med De eneste to, Interpol, National, Swans, Sort Sol og Specials. Og flere føjes nok til...