Selv fik jeg nyheden om, at han var fundet, mens jeg var på arbejde, og afbrød mine kolleger med jubelråb. Og her et par dage efter, får jeg stadig gåsehud, når jeg ser billeder og nyhedsudsendelser fra da han dukkede op. Politimandens jubelråb og den lykkelige familie. Man kunne og kan kun være lykkelig på Holgers og hans forældres vegne.
Hvordan de og nærmeste familie havde det i det døgn, han var væk, kan man kun gisne om. Men det må have været noget nær den forfærdeligste situation, man som forældre kan stå i. Det værste mareridt, man kan have.
Jeg kan godt forstå dem, der mener, at historien fik lige lovlig meget på den store klinge, men historien om nuttede Holger er også nødvendig. Den positive historie i en verden med krig, tsunami og så videre. Troen på det gode, lyset i mørket, at tingene også kan gå godt og miraklet. En gæv gut og man må håbe, at han og hans forældre kommer umærkede tilbage til hverdagen. En god uge blev endnu bedre, da han blev fundet.
