Flere nye plader

I denne måned udkom der to plader - at jeg fortsat bruger det begreb siger noget om, hvor gammel, jeg er.... - der blot understreger, at 2013 er og bliver en meget fin årgang, også plademæssigt.

Den første er med danske Ulige numre, der bragede igennem for et par år siden med ørehængeren København. Nu er de langt om længe ude med et helt album, der på store strækninger ligger fint i sporet fra København - uden helt at ramme niveauet fra denne.

Jeg synes, at de på albummet viser, at de har øre og sans for det danske sprog og den gode melodi, og dermed også kan deres håndværk. Skabelonen - livet i den københavnske storby - bliver måske lidt for snæver, men over de fleste numre fungerer det mere end fint. Det er derfor også et album, der understreger, at Ulige numre ganske givet er langtidsholdbare og at de bør blive en væsentlig spiller på den danske rockscene. Potentialet er der i hvert fald. Alt i alt er der tale om et godt og gedigent debutalbum, der dog ikke vælter ind på listen over alle tiders bedste debutalbums, men mindre kan også gøre det! I øvrigt bør albumforløberen, Blå, opnå samme status som København. Et helt igennem perfekt nummer!

Læs eventuelt mere i Gaffas anmeldelse, som jeg er ganske enig med.

Den anden plade er med engelske White lies. Deres nummer tre i rækken, og hvor fortsætter tendensen fra den forrige, Ritual, med at gå i en mere elektronisk retning. Det klæder dem i den grad, hvor samspillet mellem synths og guitar er spillet og produceret til nærmest det perfekte, og suppleret stærkt af Harry McVeighs kølige og tilbagelænede vokal.

Inspirationen fra The Cure og New Order og ikke mindst firsernes New romance-scene er fortsat intakt, og det sættes der jo her på matriklen stor pris på. Storladne rockhymner og patosfyldte ballader supplerer hinanden ganske fint, men det havde næppe skadet albummet, var to-tre numre skåret fra. Albummet kan blive lidt for ensformigt, men sange som blandt andet Change, There goes our love again, First time caller og titelnummeret er hele albummet værd.

Endnu en gang er jeg ganske enig med Gaffas anmeldelse, om end jeg giver albummet 5 ud af 6 mulige stjerner.

Bandet spiller i Vega til november, og p.t. overvejer jeg ganske kraftigt at indløse billet til den koncert!

Jeg runder af med to smagsprøver fra pladerne:

Fodbolden ruller igen

Nok er flere fodboldligaer allerede flere runder inde i den nye sæson, men i denne weekend sparkes fodbolden for alvor i gang, nemlig med første runde i Premier Leauge.

Og den kommende kan blive én af de mest spændende og åbne i mange år.

Ser man på de tre mest oplagte bejlere til mesterskabet, Chelsea, Manchester City og de regerende mestre fra Manchester United, har de alle tre fået ny manager. For sidstnævntes vedkommende skal David Moyes udfylde skoene efter én af de største og mest succesrige trænere gennem tiden, Sir Alex Ferguson. Det kan blive en meget, meget svær opgave, da Sir Alex vel sagtens har været Uniteds vigtigste spiller de seneste år. Derimod har Chelsea den fordel, at deres nye træner er en gammel kending, Jose Mourinho, og han kommer med et stort kendskab til klubben og holdet, hvilket kan blive en meget afgørende trumf. Endelig bliver det spændende, om Arsenal og Arsene Wenger får forløst det store potentiale, det talentfulde mandskab har, hvor det vel er sæsonen, at Walcott, Ox, Ramsey, Wilshire med flere skal bevise deres talent. Uanset hvad, kan mesterskabet meget vel blive afgjort fra trænerbænken.

På spillersiden er der også mange ubesvarede spørgsmål, med et fortsat åbent transfervindue. Vil Luis Suarez, Gareth Bale og Wayne Rooney eksempelvis skifte klub? Og vil topholdene lave nogle spektakulære indkøb? Klubskifter, der kan blive den afgørende forskel mellem succes og fiasko. For mit vedkommende håber jeg, at Rooney bliver i Manchester United og Moyes kan forløse Rooney’s ubestridelige potentiale endnu mere. Men her er jeg nok for farvet, al den stund, at United er min klub og Rooney min spiller!

Hvorom alting er, glæder jeg mig usigeligt meget til at følge sæsonen. Primært fra sofaen, men måske jeg når en enkelt kamp eller to på et engelsk stadion - det må tiden vise. Hvad angår sofadækningen, glæder jeg mig over, at TV3 fra denne sæson også sender fra Premier League, men jeg håber dæleme også, at dækningen bliver lidt mere koordineret med 6’eren end tilfældet er med i dag, hvor de gudhjælpemig viser de samme tre kampe!

Afslutningsvis mit bud på top-6 

1. Chelsea
2. Manchester City
3. Manchester United
4. Liverpool
5. Tottenham
6. Arsenal 

God sæson. Manchester United - Pride of the north!

Det kunne have været så godt #3

Som jeg skrev lige her, var de seneste albums med Band of horses og The Killers blandt sidste års største skuffelser, plademæssigt.

For 2013's vedkommende tager Editors ganske givet denne pris. The weight of your love, som albummet hedder og som udkom i slutningen af juni, lever i hvert fald ikke op til bandets tidligere bedrifter.

Jeg lærer bandet at kende i 2005, hvor de udsender den mere end fortrinlige debut, The back room. Et album, der to år senere bliver fulgt op af An end has a start, der i mine ører er bandets hovedværk. På begge trækker de store veksler på inspirationen fra Joy Division, men også New Order og det tidlige Simple Minds, og er dermed i samme boldgade, som, ligeledes mesterlige, Interpol.

Lyden er stor, tung og sortrandet, og den på det tidspunkt 24-25 årige forsange, Tom Smith, synger mørkt, dystert og som havde han oplevet alverdens ulykker. Overbevisende og med stor indlevelse.

Men det på efterfølgende album, In this light and on this evening, og især på deres seneste, knækker filmen i jagten på et større gennembrud og mere tilgængelige rockplader. Jeg kan godt forstå, hvis de løb tør i Joy Division-skabelonen, men havde så foretrukket, at de havde skelet til eksempelvis Arctic Monkeys eller amerikanske bands som The National eller The Walkmen.

I stedet - og især på The weight of your love - tager bandet de dårlige sider fra U2, Echo & the bunnymen og Bruce Springsteen, hvilket især skinner igennem på blandt andet A ton of love, Hyena og Formaldehyde. Jeg tror, at det er et meget bevidst valg, og det må man om lytter respektere. Et band, skal ikke blive i en bestemt position, bare fordi en stagneret lytter, som jeg, foretrækker lyden fra Joy Division!

Men i modsætning til Band of horses og The Killers, falder albummet ikke helt igennem. Dertil er deres bundniveau for højt, og sange som Two hearted spider, The phone book og Bird of prey kunne snildt have begået sig på bandets to første albums.

Alt i alt er jeg meget enig i Gaffas anmeldelse af albummet. Det får også af mig 3 ud 6 stjerner, men med fornemmelsen af, at de godt kunne gøre det bare lidt bedre.

Nedenfor er en smagsprøve fra albummet, efterfulgt af bandets, i mine ører, hidtil bedste nummer:

FC København og den spillemæssige krise

FCK og TK i frit fald

På søndag spilles Match of the weak - som Nikolaj Steen Møller, også kendt som -smølle - omtalte kampen på Twitter - mellem FC Nordsjælland og FC København i Superligaen. En meget rammende betegnelse, al den stund, at de seneste to års guld- og sølvvindere ligger i bunden af ligaen efter tre runder. 

For FCK's vedkommende er det med 0 point den dårligste sæsonstart i klubbens historie og holdet er uden sejr siden - ja, seneste udekamp mod FCN 15. april 2013. Faktisk har holdet kun vundet én kamp ud af de seneste 13.

Alligevel holder klubben, med sportschef Carsten V. Jensen i spidsen, fast i, at der er tale om pointmæssig og ikke spillemæssig krise. Hele hele foråret - bortset fra selve mesterskabet - er åbenbart glemt eller fortrængt. Vi er dog mange, der ikke har glemt, at holdet gennem hele foråret spillede rædsomt. Forklaringen fra flere spillere var dengang, at holdet ikke var under pres - OK, du kan som en velgageret fodboldspiller kun motivere dig selv, hvis du er under pres?!

Som den Mandagstræner, jeg nu en gang er, er det dog tydeligt, at holdet er uden gejst, vindermentalitet, kreativitet og ledelse. Og har været det længe. Var spillet OK og arbejdede spillerne stenhårdt på grønsværen, kan du godt leve med en pointmæssig krise, men for FCK's vedkommende er det bare ikke tilfældet.

Det nemmeste ville være at fyre træneren, Ariel Jacobs, men det løser bare ikke problemet, for alle pile peger på sportschefen. Og begynder ved succesåret 2011:

• I mere end et år havde klubben vidst, at Ståle Solbakken ikke ville forlænge sin kontrakt, men alligevel gør CV sit hjemmearbejde så dårligt, at den træner, de målrettet går efter, fyres efter 6 måneder i trænerstolen. CV overtager selv trænergerningen, hvilket gør skidt til lort
• Der sker stor udskiftning i truppen, hvor Jesper Grønkjær stopper karrieren, mens Wendt, Anthonsen og Pospech vil videre. Det er forståeligt, men komplet uforståeligt, at klubben vælger at sælge William Kvist, der dét år har fået sit store gennembrud. Dermed er klubben uden en leder og kulturbærer. Samtidig fejler CV igen i sine indkøb og den direkte afløser for Kvist, Christian Grindheim, er blandt de største fejlkøb i klubbens historie. Det siger ikke så lidt! Hullet efter Kvist er fortsat ikke lukket, og er i min optik i dag holdets største problem.

I denne sæson har man så afhændet Andreas Cornelius, og det har været godt købmandskab af klubben. Men desværre havde man ikke en direkte afløser i kikkerten (hvorfor var man så uforberedte på et salg af klubbens største salgsobjekt?), og henter i stedet Marvin Pourie hos nedrykkerne (!) fra Silkeborg. En spillertype, der minder alt for meget om de øvrige, Santin og Vetokele. Dermed er FCK fortsat uden den angrebsslagkraft, der ellers har kendetegnet holdet gennem tiderne, med Peter Møller, Marcus Albäck, Dame N'Doye med videre. Det betyder så, at spillet i dag ender i meget nipseri - nipseri, som du ikke har spillerne til!

For så vidt angår det manglende lederskab, har man vel håbet på, at den indkøbte forsvarsveteran, Oluf Mellberg, kunne løfte denne opgave. Indtil videre har han dog mest lignet det, han er - en aldrende spiller på aftægt. Langsom og uden overblik og gennemslagskraft. Det skal her i parentes bemærkes, at da klubben i sommeren 2000 hentede Jacob Laursen og Ståle Solbakken var det også med samme øjemed - lederskikkelser. De tog rollen på sig fra første sekund, at de var på banen.

P.t. tales der så, i medierne, om, at klubben vil styrke venstrekanten. Paradoksalt nok har man i dette transfervindue skilt sig af med to venstrekanter, Michael Jakobsen og Martin Vingaard. To spillere, der burde have potentiale til at begå sig i toppen af dansk fodbold, men som af uransagelige årsager ikke blev benyttet af Ariel Jacobs.

På den positive side tæller så, at klubben ikke handler i panik, og kun går efter spillere, der kan løfte kvaliteten på holdet. Men igen - indkøbshistorien de seneste par år har hidtil vist noget andet, med Nicolaj Jørgensen og Kris Stadsgaard som undtagelserne.

Uanset hvad, skal der ske noget. Spillet skal blive bedre og der skal være én, der tager førertrøjen og viser vejen. Ikke kun fordi, at holdet ligger i bunden, men også fordi, at der lige om hjørnet venter Champions League. Og nogle af de gevaldige snittere, som sandsynligvis venter, den nuværende form taget in mente, gavner hverken holdet eller dansk fodbold - på kort eller mellemlang sigt.

Hele 2013 har i hvert fald vist, at angriberne Santin, Vetokele og Pourie, og midtbanespillerne Claudemir, Delaney, TK og Bolanos IKKE er svaret på FCK's problemer og dem, der trækker holdet ud af den nuværende spillemæssige krise.

Der er fortsat nogle uger tilbage før, at transfervinduet smækker i, og inden, at det sker, håber jeg, at CV har fattet alvoren og købt en tonserangriber og en kreativ midtbanespiler med lederegenskaber - det kunne være min kæphest, Thomas Enevoldsen eller en anden Thomas, som render rundt i Brøndby og gerne vil have gang i sin karriere igen, nemlig Kahlenberg (eller Pestilensen, som han i FCK blev omtalt som, da han spillede for de Blå/Gule).

Anyhoo, FORZA FCK, men lur mig, om jeg søndag aften ikke er endnu mere indebrændt end, at jeg er i dag.

Top-10 over Neil Young....

På mandag spiller Neil Young, også kaldet Mesteren, i Forum. Det bliver så femte gang, at jeg oplever ham live og forventningerne er tårnhøje. Young er altid garant for en stor koncertoplevelse og med sig har han de forrygende Crazy Horse. 

Der er dermed lagt op til en energisk og tungt rockende aften, og med guitarsoloer så lange, at du kan nå at gå på toilettet, spise og hente øl inden, at næste nummer begynder. Og hvor vi stensikkert får mange ture ned gennem Youngs meget, meget fine bagkatalog. Statistikken fra den igangværende turné understreger i hvert fald denne mulighed!

Koncerten er desuden oplagt til at lave en top-10 over hans bedste numre - når man nu en gang har hang til lister! En umulig opgave, da bagkataloget bugner af fremragende melodier, men alligevel et forsøg - i absolut uprioriteret rækkefølge:

1. Like a hurricane 
2. Rockin’ in the free world
3. Ambulance blues 
4. A man needs a maid
5. My my, hey hey (out of the blue)
6. Heart of gold 
7. Cinnamon girl 
8. Only love can break your heart 
9. Cortez the killer 
10. From Hank to Hendrix

Lad mig runde af med en optagelse fra den igangværende turné:

En dag på Ringsted Festival 2013

Love Shop på scenen

Som jeg skrev lige her, valgte jeg i år at tage én dag på årets Ringsted Festival, og det eneste, jeg fortrød ved det valg var, at jeg ikke tog alle dagene med, for den forgangne fredag var naturligvis en stor succes. Stemingen var høj, det hidtil fremragende sommervejr var også med festivalen, rammerne i Ringsted Lystanlæg var perfekte og hyggelige og proppet med store som små fra nær og fjern, ligesom musikprogrammet mere eller mindre ramte noget for enhver smag.

For mit eget vedkommende begyndte dagen med opladning hos naboen, der hvert år lægger hus og have til fest og farver inden, at turen går mod festivalpladsen. Efter, at vi havde hygget os der nogle timer, gik turen mod nogle af deres venner, Fie og Danny, hvor den stod på pool-party.

Cirka kl. 16.00 blev der så tjekket ind på pladsen, og første band, jeg skulle opleve var Rugsted & Kreutzfeldt. Men inden, at de gik på, fik jeg hilst på en masse gamle kendinge. For noget af det gode ved festivalen er, at du også møder en masse mennesker - tidligere naboer, klassekammerater, fodboldkammerater og så videre, og så videre. 

Nå, men 16.45 gik ét af de bands, hvis kassettebånd jeg sled op i begyndelsen af 80'erne, på scenen. Og de lagde naturligvis fra land med en perlerække af deres hits fra den gang, suppleret med nogle nye sange. Desværre var lyden lidt mudret og for lav, men det ændrede ikke ved oplevelsen af en god tur ned af nostalgiens kringlede veje. De spillede rigtigt godt og det var tydeligt, at de nød at stå på scenen. De nye sange faldt noget igennem, mens sange som Går gennem tiden, Tilfældigvis forbi, Sad i parken og især Jeg ved det godt væltede teltet.

Næste band var for mit vedkommende Saybia, der på festivalen vist gav deres eneste koncert på Sjælland i år. Koncerten blev dog oplevet lidt på afstand, mens vi - Per, Christina og jeg - gik rundt på pladsen. Indtrykket var et band, der ikke rigtigt formåede at sparke deres fine sange ud over scenekanten, men alligevel en fin oplevelse.

Formåede Saybia ikke at komme ud over scenekanten, rådede næste band, Love Shop, i udpræget grad bod på dette. I skikkelse af forsangeren, Jens Unmack, har bandet velsagtens landets bedste performer. Og samtidig bliver han bakket op af et yderst kompetent band, der stråler af spilleglæde og vitalitet. Koncerten blev en fornem tur ned gennem deres flotte bagkatalog, og står som én af de bedste koncerter, jeg har oplevet med dem. Og i sange som En nat bliver det sommer og Alle har en drøm af befri, viste guitaristen, Mika Vandborg, at skyggen fra Hilmer Hassig ikke er for tung og gav sangene sit eget personlige og fine præg. Det var første gang, at bandet var på de her kanter, men forhåbentligt ikke sidste.

Herefter var planerne mere løse, hvor vi blandt andet lagde vejen forbi 80-er-fest med Jørgen de Mylius, der gjorde den som DJ og spillede hits fra dette herlige årti.

Så alt i alt en herlig dag på årets Ringsted Festival, og mon ikke, at jeg lægger vejen forbi igen til næste år - og denne gang alle tre dage.

Tak til festivalen for et rigtigt godt arrangement. Tak til naboer, venner med videre for godt og sjovt selskab.

Sommerferien 2013

Møns Klint

4½ uges dejlig sommerferie er ved at være ved vejs ende, og den rundes af med Ringsted festival i dag og 70 års fødselsdag på søndag hos min mors kusine. 

Listen over de ting, jeg gerne ville nå var lang, men først og fremmest var planerne, at urene skulle sættes på hold og at jeg skulle så meget ned i gear, at hvilepulsen nærmede sig 0. Det blev også tilfældet, og ellers gik dagene blandt andet med at 

• holde mit princip om at glemme alt om lange bukser og strømper i min ferie. Shorts og bare tæer er ferietøj
• være på en dejlig tur til Møns Klint sammen med min søster, svoger og ene niece
• lege turist i København og det skrev jeg om lige her
• besøge gode venner i sommerhus i Karrebæksminde
• cykeltræne stort set hver anden dag, hvilket cyklede sig op i cirka 450 km. - ikke et specielt svimlende antal, men det vigtigste var også at komme af sted....
• komme i bund med papirerne fra blandt andet diverse pensions- og forsikringsselskaber
• klippe hæk
• tømme fiskehandlerne i Karrebæksminde
• nyde kolde øl på terrassen
• skrive breve og e-mails til nær og fjern
• blogge
• grille
• nyde det bedste juli-vejr i mands minde
• se familie og gode venner - enten her eller der
• være på endnu en glimrende Roskilde Festival. Dog kun for én dag, og det tæller ikke rigtigt...
• læse bøger
• se nogle gode film, heriblandt (med link til filmsitet Scope) Enemy of the state, Blood work, Braveheart, Reprise, The Joneses, Absolute Power, Kill Bill vol. 1 og Kill Bill vol. 2
• bestille plader, bøger og films hos Amazon
• købe diverse cykelting så som nyt cykeltøj og -dæk
• planlægge Ølkubbens kommende studietur til Edinburgh
• ordne cykler og bil
• ordne huset fra gulv til loft
• ordne have - igen og igen
• ordne trædesten i haven
• se Tour de France
• se Superligaen blive sparket i gang igen
• dovne på sofa og i haven
• slappe af og bare være
• knække en kindtand, og når jeg er færdig med de behandlinger, er jeg 10.000.- fattigere, men de penge havde jeg heller ikke noget andet at bruge til....

Alt i alt nogle gode dage, men det bliver også fint at komme tilbage til trædemøllen. Trædemøllen er jo også en forudsætning for, at man nyder sin ferie!