Efter 12 års albumpause, udsendte engelske Blur fornylig deres 8. studiealbum, The Magic Whip. Et album, der flere steder allerede omtales som årets bedste album.
Selv har jeg aldrig selv været sådan rigtigt på bandet. Bevares, jeg synes, at der er fine sange på såvel deres tidlige som senere albums, men jeg har altid syntes, at de manglede lige det sidste til at ramme mig helt. Især deres mere legesyge momenter har irriteret mig, men jeg foretrækker også sange, der er mere "lige ud af landevejen".
Nå, men også her på matriklen har det nye album fået en chance. Det med ganske stor fornøjelse, og med indtrykket af et album, der ligger mere i forlængelse af Damon Albarns soloalbum fra sidste år og hans arbejde med eksempelvis Gorillaz end af bandets tidligere albums. Men bandet formår at skabe mere musikalsk fylde end på Albarns egne ting, og så brænder guitaristen Graham Coxon, nærmest som altid, virkelig igennem - som eksempelvis på Go out. Min egen personlige favorit er dog Lonesome Street, der lyder som noget, der kunne have været med på et af bandets første albums.
Samlet set giver det indtrykket af et helstøbt album fra et band, der igen nyder at spille sammen, og hvor mange ting går op i en højere enhed.
Og vil bookerne det os godt, bliver Blur også smidt på plakaten for årets Roskilde.
Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar