I slutningen af september udsendte to af mine absolutte favoritbands, Placebo og Mazzy Star, nye albums. Forventningerne til dem var her på matriklen tårnhøje. Måske for høje, for efter en 8-10 lytninger har de ikke helt levet op til disse.
Placebo ryger for alvor ind på min radar i 2003, hvor de udsender Sleeping with ghosts og kravler helt op i toppen af listen med favoritter, da de i 2006 udsender deres, i min optik, hovedværk, Meds. Jeg bliver blæst omkuld af deres energiske og melodiske guitarrock, der støttes på fineste vis af synths. Bandet lyder ikke som mange af de andre bands på scenen, og læg dertil Brian Molkos meget karakteristiske stemme. Et helt unikt band.
Men på det nysudsendte, Loud like love, er bandet gået i en mere poppet retning, men uden at finde den rette formel. Der er til tider lidt for meget autopilot, og teksterne halter gevaldigt. Men - der er selvfølgelig også momenter, hvor de for alvor rammer skiven. Som eksempelvis Too many friends, Begin the end og titelnummeret. Måske symptomatisk for min egen tvivlsomme smag, lyder titelnummeret, som noget, der snildt kunne have været inkluderet på et af de foregående albums!
Jeg er derfor rimelig enig med anmeldelsen i Gaffa, om end jeg hælder mod de tre stjerner.
Hvad angår Mazzy Star brød de i september 17 års albumtavshed. En pause, der for musiklytteren, har været ganske hård, for deres første tre albums er slet og ret fremragende. For 20 år siden fik de deres større gennembrud med den brillante Fade into you. En meget smuk sang, båret af Hope Sandovals skrøbelige stemme og et meget nedbarberet lydbillede.
På deres nye album, Seasons of your day, følger de tråden fra "dengang". Musikken er fortsat tilbagelænet og så velkomponeret, at den klæder Hope Sandovals fine vokal til perfektion. Især på de første 7 skæringer, og var albummet sluttet der, var der tale om et af de absolut bedste albums i 2013. Men - på de sidste tre falder kæden fuldstændig af, hvor der går der for meget bluesrock i den, og sammen med jazz, er denne genre noget af det musik, der får mine undergevandter til at kravle så langt op, at jeg lyder som en korsanger i Bee Gees!
Hvorom alting er, er jeg på den store strækning igen enig med Gaffa, om end jeg giver 6 stjerner for sangene 1-7 og 1 for sangene 8-10.
Jeg runder af med en fin smagsprøve fra hver af de to albums:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar