onsdag den 8. august 2012

Og musikken er fra USA

Siden jeg i begyndelsen af 80'erne for alvor begyndte at lytte til og købe musik, har interessen primært koncentreret sig om nordiske og britiske navne.

Bevares, efterhånden begyndte navne fra den anden side af Atlanten også at snige sig ind, eksempelvis Neil Young, REM, Swans, National og Interpol, men de lød og lyder også som noget, der er kommet ud fra England. Undtagelsen er Neil Young, der er helt sin egen, men det er en helt anden historie.

Men jeg kan notere, at 3 af dette års mest interessante udgivelser netop stammer fra USA, der også har dét til fælles, at de alle har en kvindelig forsanger.

Chromatics har jeg lært at kende via Jens Unmacks fine blog, der ofte er kilde til ny musik. Og han skal have stor tak for at åbne mine øjne for Chromatics, for deres nyeste album, Kill for love, er blandt årets absolut bedste albums. Lyden er synth-pop/-rock, og med fine referencer til firser-scenen og Twin Peaks, og de 90 minutter, albummet varer er ikke ét minut for langt. Og som det amerikanske musik-site, Pitchfork, skriver, så er der ikke tale om en samling af hits, men et album. Der er ikke ét svagt øjeblik på albummet, men her er et par højdepunkter blandt højdepunkterne:





Best Coast lærer jeg at kende i 2010, hvor de albumdebuterer med det meget fine Crazy for you. Det blev så for nogle måneder siden fulgt op med The only place. Og her er der ikke tale om den svære 2'er, for albummet er slet og ret fremragende. Flere steder bliver musikken omtalt som surf-pop/-rock, men i mine ører er det snarere tresserpop, som Phil Spector og dermed også Ronettes og Crystals ville skære den. Her er albummets absolut bedste fuldtræffer, der også må siges at være én af årets bedste popsange:




Endelig er der Beach House. De fik deres store gennembrud i 2010 med Teen Dream, men tager et syvmileskridt fremad med deres seneste album, Bloom, der her på matriklen fortsat er den varmeste kandidat til årets album. Slet og ret et mesterværk, hvor de trækker på inspiration fra blandt andet Cocteau Twins og Portishead, men skaber samtidig deres helt eget musikunivers. Albummet er ét langt højdepunkt, men her er alligevel den sang, jeg vender tilbage til igen og igen og igen:


Ingen kommentarer: