Og glæden ved løb....

I sidste uge skrev min Facebook-ven Sandra følgende på sin væg "er meget fascineret af de folk, der kan opnå ´runners high´. Om jeg så spurtede 200 km tror jeg aldrig, det kommer til at ske for mig! (Ja, jeg er lige hjemvendt fra dagens løbetur!)". Det affødte en længere tråd om især løbetræningens fortrædeligheder og runners high (der er en tilstand af "rus" efter eksempelvis en løbetur, hvor morfinagtige stoffer (endorfiner) i hjernen, som kan virke opmuntrende, er blevet udløst). Og hvor der til slut blev sat trumf på med introduktionen af runners low.

Og tråden var nok meget betegnende for vores forhold til løbetræning. Enten løber du eller også gør du ikke. Og flertallet af dem, der løber, hader det. Men gør det alligevel - måske, fordi løbetræningen ikke nødvendigvis er særligt tidskrævende, du kan træne på det tidspunkt, der passer dig, den kræver ikke nogle udstyrsmæssige forudsætninger bortset fra et par kondisko og så er den effektfuld, hvad enten du går efter at komme i form, tabe dig eller lignende.

Tråden fik mig til at "reflektere" over, hvorfor jeg selv løber, hvad der får mig til at kravle i løbetøjet kl. 05.15 med videre..... Som skrevet her, har jeg tidligere løbet meget, og er efter en længere forklar-mig-røv pause ved at komme i gang igen (jeg kan notere, at noget lignende skrev jeg også sidste år uden, at der skete ret meget mere.....), hvor jeg kommer af sted 3 gange om ugen, længde og tempo ufortalt!

Og mit eget forhold til løb er nok midt i mellem - jeg hverken elsker eller hader det. Ret beset er træningen røvsyg. Der sker ikke en skid og Hotel Scandic-skiltet kunne jeg også se for 5-10 minutter siden. Nogle vælger at supplere med musik i ørene under træningen, men den finte har ikke rigtigt virket for mig. Tidligere oplevede jeg træningen som en god måde at få renset hovedet på og koble af, men p.t. er det snarere tanker som "er jeg ikke snart hjemme", "fuck, det er koldt" og "to skridt mere og jeg brækker mig", der fylder....

Men det er så glemt, når jeg kommer hjem. For når du har pustet og strakt ud, og taget et varmt bad, fyldes krop og sjæl med velvære. Sådan har jeg det i hvert fald....., og i takt med, at formen er blevet bedre - den kunne heller ikke blive dårligere - mærker jeg også mere overskud i hverdagen. Og det er blandt andet af disse grunde, at jeg kommer af sted i løbeskoene, at jeg allerede glæder mig til næste træningspas.

Er der en målsætning? Tja, gerne en grundform til den kommende cykelsæson, endnu mere overskud og så et forsøg på bedre at kunne passe det tøj, jeg allerede har i skabene....

Men ingen målsætning om marathon. Om jeg igen kommer til at løbe et må tiden vise, men jeg har fortsat en drøm om at løbe New York Marathon, men formen skal være god, så jeg - i det omfang, det kan lade sig gøre - kan nyde løbet, stemningen og byen.

Og for at kante runners high igen - jeg husker, at min gamle løber-ven Martin Søgaard under vores marathon-tur til Rom sagde, at alle løbere var glade. Som en konstatering under en noget højstemt "sejrsmiddag" sammen med resten af selskabet (og det var inden, at Amaronen flød!). Så der er nok noget om det der runners high, men nok også runners low......