Mit pinligste øjeblik....

Forleden fik jeg på jobbet mindet mig selv om mit livs pinligste øjeblik. OK, dem har der været mange af - mange er nok fortrængt - og når man er som jeg, er, hvad der er pinligheder for andre, almindeligheder for mig - dog uden at ende i Frank Hvam-grøften.....

Nå, men året er 1988/89, og mens jeg aftjener min værnepligt ved Skive Kaserne. På det tidspunkt er Storebæltsbroen blot fantasteri for den jyske trafikmafia, så turen frem og tilbage indbefattede Storebæltsfærgen. Og jeg er sortklædt, surmulerkult - det vil sige sorte jeans, sorte vanter, sort halstørklæde, sort sweater og en knælang, sort uldfrakke købt som second hand i den nu hedengangne Roger i Pisserenden.

Sådan er jeg så også klædt den fredag aften, hvor jeg er på vej hjem til barndomshjemmets trygge rammer. Vanen tro, går jeg rundt på færgen og lytter til walkman (ja, det hed det altså den gang). Kassettebåndet (sic!) er proppet med toner fra sindets mørkeste afkroge og leveret af bands som Smiths, Joy Division, Sisters of mercy og Fields of the nephilim.

Attituden er den små-arrogante, selvhøjtidlige og pseudo-intellektuelle. Og svært tømmermændsramt - vanen tro, var Skive by night blevet væltet natten mellem torsdag og fredag.

Så selvom mors smørrebrød og hjembragt kage ventede på Ligustervænget skulle jeg have mig en fransk hotdog. Men personalet var åbenbart ikke rutineret i den på det tidspunkt forholdsvis nye spise. Det betød, at brødet var flækket og papiret omkring var revet lidt op. Det opdager jeg naturligvis ikke, så jeg spankulerer rundt på færgen og nyder min franske hotdog. Og lægger da også mærke til, at andre lægger mærke til mig. Men attituden dengang gjorde, at jeg ikke tog megen notits af den.

Men - da jeg har gået færgen tyndt og spist min mad, og skal smide papiret i skraldespanden, opdager jeg, at halvdelen af dressingen er smurt ned af min lange, sorte frakke. Og dermed vist også årsagen til andres opmærksomme blikke.....

Jeg kaster mig straks ned af trappen, ind i togkupeen og får klaret de største ulykker. Frakken må naturligvis til rens, så det var en dobbelt ulykke, for så måtte jeg undvære den i en uge, da den jo skulle renses i Ringsted, mens jeg lå i Skive. Om jeg i den uge holdt mig indendøre eller kun gik i uniform, erindrer jeg ikke.....

Set i bakspejlet er historien måske ikke sindssyg pinlig, men for tiden og mit skrøbelige image som sortsyner, var det næsten en skæbne værre end døden.....