Guilty pleasures - igen!

Jeg har her, skrevet om nogle danske og mere flygtige guilty pleasures indenfor musikken. Men jeg har naturligvis også nogle mere længerevarende. Og de er.....

Kylie Minogue
Jeg har beset siden slut-firserne, og dermed Kylies Stock, Aitken & Waterman-dage, været rimeligt begejstret for hende, hvor den uskyldsrene pop var et fint modspil til den sortklædte, surmulerkult, der primært kendetegnede min musiklytning. Og begejstringen voksede, da hun gik indie og samarbejdede med Manic Street Preachers og især Nick Cave. Sidenhen er hun gået mere disco, men uden, at ørehængerne af den grund er udeblevet.

Jeg synes, at hendes styrke er evnen til at genopfinde sig selv, men fortsat indenfor samme skabelon. Og hun er på mange måder i samme boldgade, som Madonna. Sidstnævnte var så i hendes tidlige år STILSKABEREN, mens Kylie lå i slipstrømmen. De senere år har Madonna så, i mine ører og øjne, taget sig mere patetisk ud, mens Kylie har fundet sin egen niche. Her er nogle favoritter:

All the lovers

On a night like this

Tears on my pillow

Britney Spears
Skandalernes holdeplads og sladderpressens yndlingsoffer, og de senere år har hun ikke gjort noget for at undgå disse roller, og hvor historierne om hendes privatliv og udskejelser har fyldt mere end musikken.

Men når det er skrevet, havde Britney, især i de tidlige år af hendes karriere, en fantastisk tæft til at vælge ørehængere og levere dem på overbevisende vis. Og i en blanding af det uskyldsrene og vampede, både på video og tone. Der har været mange, mange smuttere i hendes repetoire, men når hun rammer, så RAMMER hun. Her er et par favoritter:

Everytime

(You drive me) Crazy

Rihanna
Rihanna er, sammen med Beyoncé, den mest interessante på R&B-scenen, men Rihannas styrke er, at hun i højere grad end Beyoncé og andre formår at variere sit udtryk. Og hendes nasale, dovne og melankolske stemme giver nogle fine dimensioner til sangene.

Hendes albums er dog, mildt sagt, af meget svingende karakter, hvor der er lavet meget lort, men hver gang er der mindst 3-4 sange, der hænger i øret - meget længe. Og især, når hun er i det stille/afdæmpede hjørne.

Min største anke er, at hun spiller meget på sit udseende, hvor bryster og balder fylder lige lovligt meget. Det er så vidt ok, men det gør det også nogle gange svært at tage hende alvorligt som kunstner. Ærgerligt, for hun har meget at byde på, musikalsk.

Her er nogle favoritter:

Take a bow

Only girl (in the world)

Unfaithful