Indkøbsseddel til FC København

I går præsenterede FC Købehavn sit første indkøb i form af den svenske forsvarsveteran, Oluf Mellberg. Og fra klubbens side fik den ikke for lidt på tangenterne, hvor alle medier blev taget i brug for at fortælle om dette store kup og der blev skrevet side op og side ned om hans rutine, meritter, lederegenskaber og så videre. Personligt finder jeg nu købet mest løjerligt. Forsvaret var godt sidste år, men manglede måske mere bredde. Her havde jeg dog foretrukket en ung, med fremtiden foran sig frem for Grauballemanden.

Men OK, jeg har før taget fejl, og tiden må vise, om Mellberg bliver et godt køb, men set i lyset af de senere års noget uheldige køb fra FCK's side, forbeholder jeg mig retten til at være skeptisk!

Men selvfølgelig skal der ske noget på indkøbssiden. Kometen Andreas Cornelius er væk. Det samme er Martin Vingaard, der af uforklarlige årsager røg ud i kulden, da Jacobs overtog trænerposten. Samtidig ruster mesterskabsrivalerne fra FC Nordsjælland gevaldigt op, ligesom foråret i meget tydelig grad understregede, at der er plads til forbedring i FCK. Også med den kommende Champions League in mente.

Så som den mandagstræner, jeg nu en gang er, er her min indkøbsseddel til FC København:

Forsvaret

Mellberg er nu hentet, hvilket gør holdet mindre sårbart overfor skader, karantæner og formnedgange.

Midtbanen

Her skriger holdet efterhånden efter en central midtbanespiller med store lederegenskaber. TK, Claudemir og Delaney har endnu ikke vist, at de er i stand til at fylde den rolle ud. Det må være den næst højeste prioritet for den sportslige ledelse. Desuden bør der snarest finde en afløser for Bolanos, hvis formkurve har været støt nedadgående det seneste år, og skal der tjenes en skilling på ham, bør han skibes af sted nu - eller senest til vinter

Angrebet

Sidste års topscorer, Andreas Cornelius, er væk, og i den nuværende trup findes der ingen oplagte afløsere. Men det tænkte mange også, da Dame N'Doye sidste år blev solgt! I øvrigt stor ros til FCK-ledelsen for godt købmandsskab i forbindelse med salget af Cornelius. Men - angriberposten må være klubbens højeste prioritet. Vetokele viste ikke meget sidste år og Santin ligner nu på 3. år en færdig mand. De tilbagevendte Mos og Diouf har jeg heller ikke meget fidus til.

Hvem indkøbene så bør være, er - for mit vedkommende - straks mere usikkert. En mulighed er dog også, at flere af de unge talenter bliver en del af truppen, men Jacobs viste sidste år en meget lille tilbøjelighed til at rotere i truppen, og rotation er jo ofte den bedste mulighed for at få unge spillere etableret og integreret på holdet.

Personligt håber jeg, at der ikke kommer flere udlændinge til holdet, da rygraden bør være dansk. Et dansk mesterhold skal være trækplaster for danske spillere. Men for at trække en kæphest af stalden, burde den tidligere Aab'er Thomas Enevoldsen være et emne. FCK kunne også være en oplagt mulighed for Thomas Kahlenberg til at få gang i sin karriere igen, men et sådan skifte er næppe oplagt for den tidligere Brøndby-mand! Peter Løvenkrands, Christian Poulsen og Nicklas Bendter anser jeg som udelukkede.

Nå, men spekulationerne kan fortsætte i det uendelige og når alt kommer til alt, er klubbens sportslige ledelse jo nok klogere end "os" mandagstrænere! Dog føler jeg en smule bekymring over den defensive tilgang, klubben hidtil har haft til den kommende sæson, hvor den taler om, at mesterskabet har den absolutte førsteprioritet. Men 4-6 snittere i Champions League og en pauver pointhøst gavner hverken FCK eller dansk fodbold - hverken på kort eller lang sigt.

FORZA FCK!

En fredag på Roskilde

Som jeg skrev lige her, blev det i år for mit vedkommende kun til én dag på årets Roskilde Festival. Et valg, jeg bitterligt fortrød i takt med, at festivalen kom tættere og tættere på, og ikke mindst mens, at den stod på. Men det er som bekendt bedre at tørre den spildte mælk op end at græde over den, så til næste år er jeg tilbage igen - vel at mærke med fuldt program!

Men når det nu en gang skulle blive og være sådan, var én dag bedre end ingen, og selvom jeg gerne havde oplevet Metallica, The National, Sigur Ros, Queens of the stone age, John Grant, Kraftwerk, Quadron og så videre, og så videre, fik jeg forgangne fredag en mere end fin oplevelse på de overpissede græsarealer lidt uden for Roskilde centrum.

Jeg ankom til lejren, Camp Morfar/Blanco/Røv, omkring kl. 09.00, og langsomt begyndt lejrens beboere at kravle ud af teltet, klar til at børste torsdagens begivenheder af sig. Stemningen var straks i top, hvor jokes, lårklaskende morsomme kommentarer, røverhistorier og øllet flød i en lind strøm. Så alt var ved det gamle, og genkendelsens glæde er, som bekendt, ofte den største.

Dagens musikprogram blev også vendt, hvor jeg sammen med Klaus, Ulrik og Jesper fik synkroniseret vores planer. Jeg blev naturligvis også igen-igen hånet for min fejlagtige disposition, og det var helt på sin plads.

Lejrlivet er en væsentlig del af Roskilde, og da stemningen, som altid, var helt i top, blev jeg hængende lidt mere end beregnet, hvorfor jeg gik glip af Dead can dance på Arena. Det var ellers et af de navne, jeg absolut skulle opleve, men en del af en festival er også, at du glipper en god koncert eller flere til fordel for grin, øl og gajol-shots!

Nå, men første kunstner, jeg oplevede var Jonathan Wilson kl. 17 på Odeon. Jeg kendte ham ikke i forvejen, men kun af omtale. Musikken viste sig at være Neil Young møder The Eagles, og ikke helt ulig Wilco. Jeg blev dog ikke helt fanget. Det skyldtes også, at Jesper, Ulrik og Klaus ville opleve Metz, der spillede kl. 18 på Pavillon. Da jeg læste omtalen på festivalens APP var jeg overbevist om, at dem skulle jeg også opleve.

Jeg landede 18.05 og her var de færdige med deres andet nummer, og forsangeren lød som en astmatiker. Årsagen var dog. at alle numrene blev afleveret i et hæsblæsende tempo, og de nåede vel 20 numre på de 45 minutter, koncerten varede. Stilen var ikke ulig tidlig Nirvana, og bandopsætningen lå dog også meget tæt op af forbillederne. Men en forrygende koncert, der understregede, at Metz kunne være værd at holde lidt mere øje med.

Herefter gik turen til Orange, hvor soul-legenden Bobby Womack skulle spille ud og op. Til koncerten med Gorillaz for et par år siden var han også på den scene, og leverede en gribende indsats, så vi ville gerne opleve ham igen. Her blev der leveret soul-klassikere med indlevelse og tilstedeværelse, men koncerten ramte ikke helt plet. Nogle passager blev simpelthen for langtrukne, ligesom Arena havde været en bedre placering end Orange.

Næste kunstner blev så den kunstner, der vel sagtens er blevet diskuteret mest ved dette års Roskilde, nemlig Rihanna. Men at dømme efter publikum og dets reaktion under koncerten havde festivalen set rigtigt. Aldrig før har jeg oplevet så mange mennesker ved Orange, og stort set alle var i ekstase under de 90 minutter koncerten varede. Ankepunkterne var, at hun kom 30 minutter for sent - hun er dog ikke den første, der er kommet for sent til en Roskilde-koncert! - at lyden de første 20 minutter var elendig og at dele af sangene var med playback (som backing- og ekstravokal), så de kunne lyde præcis, som på hendes albums. Det havde dog ikke været nødvendigt, for hun kunne sagtens selv synge Orange helt op og ind i hjertekulen på publikum.

Når det så er skrevet, leverede hun et brag af en koncert og popfest. Det var væg-til-væg med hits, hun var super-cool, men også til stede og med fokus på sangene og ikke et stort anlagt sceneshow. Publikum overgav sig til hende og hun til festivalen. Talk that talk, We found love, Where have you been, Only girl in the world og Diamonds var højdepunkterne blandt mange højdepunkterne.

Og til debatten om Rihanna, vil jeg blot henvise til dette fine indlæg fra Bloggers by choice.

Dagens sidste musikoplevelse blev for mit vedkommende synth-punkerne, Crystal Castles, der gik på Arena 01.30. Jeg havde forventet et koldt og distanceret ikke-show, men det blev lige omvendt. Coolt, tilstedeværende og energifyldt og de lange synth-flader sparkede nyt liv i de trætte kroppe. En perfekt afslutning på en god Roskilde-dag.

Opsummeret, ser min bedømmelse sådan ud (med 6 stjerner, som det højeste):

Jonathan Wilson - 3 stjerner
Metz - 4 stjerner
Bobby Womack - 3 stjerner
Rihanna - 6 stjerner
Crystal Castles - 5 stjerner

Tak til Roskilde og ikke mindst Camp Morfar/Blanco/Røv for en herlig fredag. Jeg havde nær skrevet festival i stedet for fredag, men en RIGTIG festival er minimum torsdag til søndag, og helst boende i campingområdet. 

Vi ses til næste år - rock and roll will never die!

Et pubbesøg i Kolding

I flere år har min kammerat, Kenn, og jeg talt om, at vi skulle besøge den nærmest verdensberømte pub i Kolding, Den engelske pub - også kaldet You'll never walk alone. Og hvorfor så det? Jo, ejeren af pubben, Torben Mathews, var én af pionererne på den ølbølge, der har skyllet hen over landet de seneste 10-15 år, og pubben er kendt for sit meget store øludvalg, hvoraf meget er af egen import, og for sine hyggelige omgivelser. Besøget blev yderligere aktualiseret, da jeg for nogle måneder siden var til ølsmagning med netop Torben Mathews, og det har jeg skrevet om lige her.

Men hidtil er det blevet ved snakken, men lørdag stævnede vi - med tog! - ud mod Kolding. Og cirka kl. 11.00 landede vi på Kolding Station. Selvom pubben trak gevaldigt var vi enige om at indlede besøget i Kolding med en byvandring, hvor første stop var Koldinghus. Vi var ikke inde på selve museet, men gik omkring borgen, nød udsigten og knipsede billeder af det mægtige bygningsværk.

Herefter travede vi gennem byen, der viste sig at være ganske hyggelig, med mange specialbutikker (vin, ost, slagter, fisk med videre), gamle bygninger, små gader og hyggelige torve. Desværre småregnede det om formiddagen, så gadelivet var ganske begrænset.

Efter en god frokost på én af byens mange hyggelige cafeer, blev kursen sat mod pubben. Der var lørdagsjazz, hvilket gjorde, at den var pakket fra gulv til loft, fra endevæg til endevæg. Men da vejret var klaret op og da vi ikke nærer den store begejstring for jazz, fik vi handlet den første omgang og fortrak til det hyggelige gårdmiljø.

Den første bestilling gav et varsel om, at vi havde valgt rigtigt og ville bruge en lørdag i Kolding. Der manglede et ølkort og det var grundet de mange gæster umuligt at vade frem og tilbage langs pubbens mange ølhaner, men den unge pige bag disken fandt via nogle opklarende spørgsmål hurtigt frem til en øl, hun mente vi ville kunne lide. Hun fik ret!

Omkring kl. 15 sluttede jazzen og pubben blev tømt, hvorefter vi straks listede ind. Pubben er også kendt som en rigtig god sportsbar, og Mathews' glæde og fascination for engelsk fodbold lod sig ikke fornægte, hvor mangt en signeret fodboldtrøje prydede i loftet - desværre en del fra Liverpool og ingen Manchester United! - ligesom der var en såkaldt Wembley-wall, signerede fodboldbilleder og så videre.

Både da vi sad udenfor og da vi rykkede indendøre, kunne vi notere, at der er en del ansatte på pubben - primært unge mennesker. Men modsat den betjening, du ofte møder på cafeerne, var der her tale om et absolut kompetent og imødekommende personale, der kendte øllene, øltyper med videre, og var i stand til at servere øllene på den helt rigtige måde. Det gjorde det også nemmere for os at overskue det nærmest uoverskuelige øludvalg, hvor de efter nogle enkelte dessiner straks fandt frem til en øl, der faldt i vores smag.

Prisniveauet var rimeligt, hvor langt de fleste øl lå på 45-50.- for 50 cl. Det kan man ikke klage over, når der samtidig var tale om rigtig gode øl. Noget, der også imponerede os var, at du her kunne få normalt meget stærke øltyper som imperial stout og dobbelt IPA til nogle mere humane procenter, men uden, at det gik udover smagen og smagsoplevelsen. Så en imperial stout behøver altså ikke at hamre på 11-13% for at være god - satans!

Blandt de bedste smagsoplevelser var noget af deres egen import fra Mendocino-bryggeriet, der ligger i Californien - Imperial Stout og Imperial IPA. Aftenens clou var dog den engelske Thornbridge Saint Petersburg. En imperial russian stout på "kun" 7,7%, men smagte af meget mere. Himmerigsmundfuld var i denne henseende den rette betegnelse.

Klokken 18 blev vi i øvrigt "forvist" fra den indendørs bar, da der skulle være et privat arrangement for pubbens stamgæster. Men den udendørs bar forblev åben, og den venlige pige bag baren hentede velvilligt øl til os, når det var tid til en ny. God service, og det gav samtidig en mulighed for at snakke mere om pubben, hvordan det var at arbejde der med videre. Hun kunne fortælle, at Torben Mathews gør meget ud af, at personalet kender øllene og ved personalemøderne er der ofte/altid ølsmagning. Det er også med til, at de er i stand til at betjene kunderne på en god måde - som vi også selv oplevede.

Så alt i alt en rigtig hyggelig tur, og et gensyn er ingenlunde udelukket. Hjemturen føltes betydeligt længere end turen derover, men det var det hele værd! Derfor er et besøg i Kolding og Den engelske pub mere end anbefalelsesværdig.

Suede i Tivoli

Juni er åbenbart, også for mit vedkommende, måneden for musikalske gensyn med gamle musikalske helte. 13. juni var det Depeche Mode i Parken og torsdag var det så Suede i Tivoli. 

Dagen forinden havde de givet en intim koncert i Lille Vega, og efter Tivoli-koncerten kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke forsøgte at få billet, men da billetterne kom i salg tøvede jeg, for der kunne være tale om en musikalsk lottokupon, for hvordan ville Suede lyde 11 år efter, at jeg sidst oplevede dem på en scene?

Men både meldingerne fra Lille Vega og min egen oplevelse dagen efter viste, at de lød lige så godt, som den dengang. Bandet var utroligt veloplagte og -velspillende og Brett Anderson sang - som altid - som havde englene havde taget bo i ham. Og fuld af energi, tilstedeværelse og sangglæde, ligesom hans "sceneshow" var nøjagtigt det samme, som da jeg så dem første gang i 1995 - cool og tungen i kinden, ligesom hoftesving, ståen-på-højtalere, mikrofonsving med videre ikke havde ændret sig. Som vi også så det med Dave Gahan i Parken, kan du ikke lære en gammel hund nye tricks!

Det var tydeligt, at de nød at spille sangene fra deres seneste, og i øvrigt mere end glimrende album, Bloodsports, men samtidig blev der også gravet godt og grundigt i bagkataloget. Der var naturligvis publikumstræffere som Trash, Animal Nitrate og Beautiful ones, men også mere sjældne numre som Sleeping pills fra deres efterhånden 20 år gamle debut. Stort set alle sangene blev afleveret, som de skulle, om end det enkelte steder var tydeligt, at Anderson ikke længere helt kunne ramme de høje toner, men i min optik var de bedst, da de spillede It starts and ends with you, Everything will flow og New generation. Sidstnævnte stod, som var den frisktappet fra fad. Hele sætlisten kan ses lige her.

Et ankepunkt kunne have været lyden i Tivoli, al den stund, at parken ikke er bygget til koncerter og at der er nogle strenge restriktioner for, hvor højt de må spille. Vi - Anita, Mikkel og jeg - valgte at stå bagest og midt for scenen, og her var lydoplevelsen ganske fin og lyden var af en tilpas styrke, så selv de evindelige snakkehoveder blev overdøvet.

Så alt i alt får koncerten 4 ud 6 mulige stjerner. En koncert, der understregede, at Suede fortsat har en berettigelse - om end publikumsdelen viste, at der ikke er kommet mange nye fans til de seneste 15 år, men at dem, der var med dengang, holder ved! - og af de 7 gange - Store Vega i 2002, 5 gange på Roskilde og så nu Tivoli - har jeg endnu "til gode" at opleve en dårlig koncert med dem.

Tak til Anita og Mikkel for en hyggelig aften. Tak til Suede for en forrygende koncert.

Lad mig runde af med et af de fine øjeblikke fra deres seneste album:

Årets Tour de France

Lørdag cykles årets Tour de France i gang, og det som en jubilæumsårgang - nummer 100! En årgang, der forhåbentligt også markerer en revanchering for sidste års gudsjammerlige kedelige Tour, hvor stort set alle etaper var lange, flade enkeltstarter eller såkaldte sprinteretaper. Sådan føltes det i hvert fald!

Og noget tyder på, at Tour-ledelsen har taget kritikken til efterretning, hvor der, på papiret, er fundet en god balance mellem de flade etaper og så store slag i bjergene - med 18. etape, som nøgleetapen, hvor rytterne skal forcere Alpe d'Huez' 21 frygtede hårnålesving hele to gange. Samtlige etapeprofiler kan ses lige her, og for mit vedkommende er kalenderen blokeret 14. og 18. juli. Sidstnævnte er førnævnte 18. etape, mens rytterne den 14. juni slutter af på mægtige Mont Ventoux.

Ses der på etapeprofilerne kan spændingen bevares helt hen til anden sidste etape, hvor rytterne slutter af på endnu et bjerg udenfor kategori. Altså en oplagt sidste mulighed for at angribe og ryste konkurrenterne.

Også feltet lægger op til en stor årgang, hvor nogle af verdens p.t. bedste etaperyttere stiller til start. Favoritfeltet må være Chris Froome (Team Sky), Joaquin Rodriguez (Katusha), Alberto Contador (Team Saxo Tinkoff) og Alejandro Valverde (Movistar). Alle ryttere, der, på deres gode dage, er uhyggeligt stærke og sejlivede i bjergene, men som samtidig også cykler en habil enkeltstart.

Af disse må Chris Froome siges at være den absolutte storfavorit. Han kunne snildt have vundet sidste år, havde han ikke skulle køre for den senere vinder, Bradley Wiggins. Samtidig har han et meget stærkt hold i ryggen og har været godt kørende i foråret.

Her på matriklen heppes der på Contador, men hans forår har ikke været imponerende. At dømme efter det hold, Saxo-Tinkoff stiller med, går de all-in efter den samlede sejr, hvor holdet helt og aldeles er bygget op omkring Contador. Holdet har i de danske medier været mødt af en del polemik, al den stund, at der ingen danskere er med. Jeg vil da også mene, at Nicky og Chris Anker Sørensen ville have pyntet på holdkortet, men tiden må vise, om Riis og resten af ledelsen valgte rigtigt.

Mit eget bud på top-3 og dermed podiet er:

1. Chris Froome
2. Joaquin Rodriguez
3. Jurgen van den Broeck

Samtidig ser jeg frem til TV2's dækning af Touren. Jeg har skrevet det flere gange, men deres dækning af noget af det bedste sportsfjernsyn, der findes og burde være målstokken for al anden dækning af sportsbegivenheder. Dennis Ritter, Rolf Sørensen og Jørgen Leth supplerer hinanden til perfektion og giver seerne en medrivende dækning, hvor der også er respekt for løbet og rytterne, og med herlige anekdoter fra tidligere tiders store bedrifter.

Og lur mig, om ikke også årets årgang byder på dopingsnak, og dermed en oplagt mulighed for de nyreligiøse på sportsredaktionerne til at kloge sig på cykelsporten, kritisere TV2 for fortsat at bruge Rene-Rolf og efterlade det indtryk, at du kan gennemføre endsige vinde verdens hårdeste cykelløb, bare du er dopet!

Det skal ikke forhindre mig i at glæde mig rigtigt meget til årets Tour de France, og jeg håber, at rytterne er sat op til at give sig selv, konkurrenterne, tilskuerne og seerne en meget stor oplevelse.

Rigtig god Tour de France!

Ugens uundgåelige

Min radiolytning begrænser sig primært til mine morgener - hvilket så ret beset vil sige P3's natradio - og for en måned tids siden, eller måske lidt mere, blev min nysgerrighed fanget af en sang, der lød som et møde mellem slut-70'ernes disko og start-80'ernes synthpop. 

Via min APP, Shazam (der fungerer sådan, at den lytter til musikken og via en database finder frem til sangtitel og kunstner) fandt jeg ud af, at der var tale om danske Vinnie Who's 39. Jeg har efterfølgende læst, at sangen er en hyldest til fritfaldsspringeren Felix Baumgartner og hans vanvittige rekord fra sidste år.

Jeg kender ikke så meget til Vinnie Who - kender muligvis andre af hans sange, når jeg hører dem - og husker ham mest, som sparringspartneren for Thomas Blachmann i seneste X-factor-runde.

Men fremover vil jeg også huske ham for denne ørehænger af rang, der også har et betydeligt internationalt snit over sig. Der bliver næppe tale om en udødelig klassiker - mindre kan også gøre det! - men jeg synes, at han på fineste vis går tilbage i historien og opdaterer lyden derfra. Og når man, som jeg, er et firserlevn, skal der ikke til meget til før, at du bliver begejstret for noget, der lyder som fra den gang. Og musikproducere som Trevor Horn, Giorgio Moroder og Nile Rodgers vil klappe i deres små hænder, lyttede de til nummeret.

Lyt selv med her:

Årets Ringsted Festival...

2013 er åbenbart, for mit vedkommende, året for endagsbilletter til festivaler, hvor jeg foruden Roskilde også snupper en dag på årets Ringsted Festival. Det bliver så tredje gang, jeg besøger hjembyens festival - jeg var der i 2005, hvor festivalen begyndte og så for to år siden, hvor jeg blev lokket med af mine gode naboer, der er der hvert år. Det var også kun én dag - lørdag, hvor blandt andet Sort Sol leverede en forrygende koncert.

At det ikke er blevet til mere skyldes ikke uvilje, men flere år har festivalen ramt ned i bryllupper i vennekredsen, rejse med Ølklubben og slet og ret anden prioritering. Også fordi, at Roskilde hvert år har været på min liste.

Jeg kan godt ærgre mig lidt over, at det ikke er blevet til flere gange, for det er en rigtig god festival. Musikprogrammet er meget bredt, hvorfor der altid er et eller andet, du gerne vil høre, omgivelserne i Lystanlægget er rigtig hyggelige, stemningen er i top og så er festivalen en rigtig god mulighed for at møde gamle venner og bekendtskaber, feste og have det sjovt.

Men i år skulle det så være - også selvom det så kun bliver for én dag. Det bliver fredagen, hvor jeg skal opleve Rugsted & Kreutzfeldt (og dermed på en tur ned ad nostalgiens sti), Saybia (der vist spiller deres eneste koncert på Sjælland i år) og ikke mindst mine store helte fra Love Shop. Sidstnævnte bliver helt sikkert en stor oplevelse, for Jens Unmack & co. er altid garanter for forrygende, nærværende og energiske koncerter. Meget passende ligger de tre koncerter lige i forlængelse af hinanden.

At jeg så ikke snupper alle tre dage skyldes blandt andet, at jeg om søndagen skal til familiefødselsdag i Gilleleje og samtidig var de tre førnævnte navne dem, jeg absolut helst ville høre.

Så jeg glæder mig rigtigt meget til fredag den 2. august, men inden da skal der sættes hak ved Suede på torsdag i Tivoli samt en fredag på årets Roskilde.