Hvert år i slutningen af maj byder Danske Ølentusiaster op til ølfestival i København. Den har de senere år været holdt i TAP1 på den gamle Carlsberggrund, men er i år flyttet til Lokomotivværkstedet nær Fisketorvet. Og finder sted netop i disse dage, og i lighed med de senere år, gæstede jeg festivalen om torsdagen. Her er festivalen lidt mindre overrendt, hvor der er god plads ved standene, til at komme rundt og tid til at tale med bryggerne.
Og når det ikke længere kunne være TAP1, viste Lokomotivværkstedet sig at være et godt valg. Mere plads, store vinduer, der gav et bedre lys og og en hyggelig have, hvor man kunne nyde øllen og den friske luft. Ankepunktet er dog, at der var alt for få toiletter, så det må blive fikset til næste år.
Selve ølfestivalen er et slaraffenland for ølnydere - hvad enten du er ølnørd eller "blot" almindelig nysgerrig - for der er noget for enhver smag. Både i øltype, procenter, smagsnuancer, eksperimenterende eller mere mainstream og så videre. Det betyder også, at du får mulighed for at gå på opdagelse i de mange spændende - især danske - bryggerier, lære øllets verden bedre at kende og slet og ret at få en god oplevelse sammen med ligesindede.
Heller ikke i år havde jeg lagt nogen fast plan for, hvad jeg skulle smage, men ville blot prøve mig frem. Dog vidste jeg, at jeg skulle forbi Amager Bryghus, Det Lille Bryggeri, Munkebo, Hornbeer, Flying Couch, Rocket Brewing og Ølkollektivet, for de er alle garanter for mere end godt øl, ligesom de igen i år havde nogle spændende nyheder med.
Men der dukker altid også spændende øl og bryggerier op, og som du ikke kendte i forvejen. Blandt andet Bryggeri Freidahl, der er stiftet af Vestfyen, og skal være deres mere eksperimenterende side. Måske inspireret af Carlsbergs Jacobsen-serie. Og det tegner allerede lovende. Jeg smagte deres Roulv, der er en baltisk porter på 9%, hvor der også er tilsat mjød. En spændende og god øl.
Apropos Jacobsen, havde de igen i år nogle såkaldte Special Brew med, som ikke kan købes i butikkerne. Blandt en Golden Naked Christmas Ale fra 2008. Én af dette års bedste smagsoplevelser.
Aftenens største clou var dog amerikanske Brooklyn, der stod sammen med Carlsberg. I programmet var tre varianter annonceret - varianter, der også fåes i en almindelig handel. Men på standen var det store skyts af specialbryg fra én af pionererne i de seneste 10-15 års ølbølge trukket frem. Blandt andet deres Hand & Seal og Cuveé Noire.
Så generelt fik jeg smagt meget godt øl, og en top 6 kunne se sådan ud - i uprioriteret rækkefølge:
Batch 1000 fra Amager Bryghus. En fremragende IPA på 6,5%
Kriek fra Det Lille Bryggeri. En kirsebærøl på 9,1% og en understregning af, at jeg bliver mere og mere tilbøjelig til de mere frugtede og/eller sure øl
Cuveé Noire fra Brooklyn Brewery. En slet og ret fremragende Imperial Stout på 10,6%
Brown Dwarf fra Rocket Brewing. En Imperial IPA på 9,4%
Golden Naked Christmas Ale fra Jacobsen. En English Strong Ale fra 2008, og som holdte betydeligt mere end de oprindelige 7,5%
Eendens & Molens fra Ugly Duck/De Molen. Imperial Stout på 11%. Måske den mest imødesete øl på årets festival, men forventningerne viste sig at holde stik
Mange tak til Danske Ølentusiaster for et godt arrangement. Mange tak til bryggerierne for meget godt øl. Mange tak til Peter, Lotte, Lars, Martin og Kenn for rigtigt godt selskab.
En af de største og bedste kvindestemmer på den danske musikscene tilhører Solveig Sandnes - i hvert fald i mine ører. Hun har en lille og fin stemme, der samtidig er meget udtryksfuld og melankolsk. Jeg støder første gang på hende i de mere end kriminelt oversete Lovebites. Bandet albumdebuterer i 1997, og musikken er satans ørehængende, og i krydsfeltet mellem rocken og poppen. Ikke ulig svenske Cardigans, som de lød på det tidspunkt. Af uransagelige årsager udebliver gennembruddet. Hun forlader bandet efter kort tid, men jeg når da at opleve bandet live med hende i forgrunden - på Loppen. Og efter et enkelt solo-album, er der længe meget stille omkring hende - i hvert fald plademæssigt.
Men de senere år har hun gjort sig i Er de sjældne, hvor hun spiller og synger sammen med forfatterinden, Lone Hørslev. Et projekt, jeg sætter stor pris på. Sideløbende leverer hun også backing-vokal i de mere end glimrende Ukendt under andet navn.
Nå, men nok snak - her er tre eksempler fra Solveig Sandnes:
For et år tids siden åbnede Ølsnedkeren på Nørrebro - en lille og hyggelig ølbar, hvor der serveres eget øl. Ølsnedkeren er samtidig en del af Ølkollektivet, der brygger på Stronzos gamle bryggeri i Gørløse. Og det så meget, at øllet nu også fås på flaske, og én af disse er Still Entangled, som jeg smagte forleden. Der er tale om en Imperial IPA på 7,5%, men den smager af meget mere. Den er meget tør, men også ganske fyldig i smagen, og med tropiske frugter og citrus i eftersmagen. Og så selvfølgelig med IPA'ens klassiske bitterhed. Det er samtidig en øl, jeg vil foretrække at nyde uden ledsagelse, men den vil måske også stå godt til frokostbordet. Alt i alt en øl, jeg meget gerne anbefaler, og det er helt sikkert, at støder jeg igen på øl fra Ølsnedkeren, ryger det med ned i kurven. Øllen blev købt hos Maltbazaren i Rødovre. Skål!
I forbindelse med mit arbejde rejser jeg en del til især Helsingfors og Stockholm, og når tiden tillader det, prøver jeg også at presse et besøg på byens ølsteder ind. Det var også tilfældet med denne uges smuttur til den finske hovedstad. Landet er ikke ligefrem kendt for sit øl, men snarere sit uforståelige sprog, vodka, knive, ishockey og skisport. Men alligevel byder byen på mange gode vandingssteder.
Jeg valgte at lægge vejen forbi Oluthuone Kaisla, der lå 5 minutters gang fra mit hotel - og forholdsvis tæt på byens centralstation og centrum. Jeg havde fundet frem til stedet via Ratebeer, hvor den har byens næsthøjeste score. Baren er temmelig stor - både hvad angår siddepladser og øludvalg. Af sidstnævnte bydes der på øl fra mere end 30 haner, ligesom flaskeudvalget hurtigt ryger forbi 100 varianter. Der er tale om primært belgisk, amerikansk og engelsk øl, men naturligvis også de mikrobryggerier, landet har at byde på. Af det udenlandske øl, er der ikke kun tale om det, du støder på mange steder. Blandt de amerikanske var blandt andet Founders og Kona, der begge laver fremragende øl. Udvalget fremgår af tavler i baren, ligesom flaskeudvalget står fremme, så du nemt kan orientere dig i det.
Indretningen er typisk pubstil, som vi kender det fra især England, og rasende hyggelig. Der er plads til at hænge ved baren, men også en masse hyggelige kroge, hvis du vil have lidt mere privatliv. Betjeningen var god og imødekommende, så du følte dig velkommen. Øllet bliver skænket i originale glas fra bryggerierne, og hele herligheden ligger en smule under det, du betaler på de danske ølbarer, men hvor udvalget snildt matcher dem. Selv smagte jeg følgende:
Sour Fuzz fra Panimo Hilsi. En syrlig farmhouse ale på 7,5%
Plevnan stout fra Koskipanimo. En stout i britisk stil på 7%
Castaway fra Kona. En frisk IPA på 6%. Øllen kan, pudsigt nok, p.t. købes i Rema 1000
Alt i alt et sted, der er værd at udforske, er man på de kanter. Skål!
Jeg har de seneste måneder løbet hver søndag i Bidstrup Skovene mellem Ringsted og Roskilde - eller i hvert fald når det passede ind i min kalender. Og det sammen med den lokale løbeklub, RIMO. Her mødes vi kl. 09.00 ved Avnstrup Asylscenter, og ligesom ved træningen om onsdagen inddeles vi så i hold i forhold til tempo og distance. Der er ikke så mange med om søndagen, men alligevel er vi altid mindst tre hold. Der løbes i cirka 1 time, og mit hold plejer at ramme 9-10 km. på den tid. Jeg havde forinden ikke tidligere løbet i skoven - bortset fra dengang, jeg legede soldat - men efterhånden som tiden er gået, er jeg nået frem til den erkendelse, at jeg næsten ikke kan undvære den træning. Og som jeg for et stykke tid siden skrev på Facebook, så er løb i skoven, som et Kinderæg - meditation, naturoplevelse og god træning på én og samme gang. Meditation fordi du kun er dig selv - og dit hold. Og så måske andre motionister på løbeben, cykel med videre. Der er ingen biler, fodgængere og andre forstyrrende elementer. Du nyder turen - eller så meget, som du nu kan... - og tankerne får lov til at flyve afsted. Naturoplevelse fordi du oplever skoven på nærmeste hold. Skovens dyr (hvis de ikke er blevet skræmt bort af din astmatiske stønnen), skovens skift i takt med årstiderne og du kommer ad stier, du ellers normalt ikke vil komme. God træning fordi du bliver udfordret og presset noget mere end på asfalt. Veje/stier er eksempelvis mere kuperet og det blødere underlag kræver også flere kræfter. Det ses også af tiderne, hvor vi typisk er 30-60 sekunder længere om hver km. end på asfalt. Og samtidig er det en god afveksling til landevej og by. Så denne form for træning kan jeg kun give mine varmeste anbefalinger. Og nu glæder jeg mig allerede til næste tur.
Efter 12 års albumpause, udsendte engelske Blur fornylig deres 8. studiealbum, The Magic Whip. Et album, der flere steder allerede omtales som årets bedste album. Selv har jeg aldrig selv været sådan rigtigt på bandet. Bevares, jeg synes, at der er fine sange på såvel deres tidlige som senere albums, men jeg har altid syntes, at de manglede lige det sidste til at ramme mig helt. Især deres mere legesyge momenter har irriteret mig, men jeg foretrækker også sange, der er mere "lige ud af landevejen". Nå, men også her på matriklen har det nye album fået en chance. Det med ganske stor fornøjelse, og med indtrykket af et album, der ligger mere i forlængelse af Damon Albarns soloalbum fra sidste år og hans arbejde med eksempelvis Gorillaz end af bandets tidligere albums. Men bandet formår at skabe mere musikalsk fylde end på Albarns egne ting, og så brænder guitaristen Graham Coxon, nærmest som altid, virkelig igennem - som eksempelvis på Go out. Min egen personlige favorit er dog Lonesome Street, der lyder som noget, der kunne have været med på et af bandets første albums. Samlet set giver det indtrykket af et helstøbt album fra et band, der igen nyder at spille sammen, og hvor mange ting går op i en højere enhed. Og vil bookerne det os godt, bliver Blur også smidt på plakaten for årets Roskilde. Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet:
Sammen med Amager Bryghus og Det Lille Bryggeri, har Hornbeer længe været blandt landets absolut mest interessante og bedste bryggerier. Og et af deres nyere bryg er Vladimir P. Der er tale om en Russian Imperial Stout på hele 12%. Jeg havde hørt meget godt om den, men blev en kende skuffet. Også fordi, at deres andre imperial stouts er af tårnhøj kvalitet. Trods den høje alkoholprocent er den meget let i smagen, og den sødlige eftersmag hænger ved fra start til slut. Blandt smagsnoterne er blandt andet tørrede frugter og chokolade. Den lette og sødlige smag gør øllen meget letdrikkelig, hvilket også gør den lidt farlig, de mange procenter taget i betragtning! Trods dette, vil jeg gerne anbefale øllen, men er man på udkig efter de store imperial stouts findes der mange andre, der er betydeligt bedre. Både fra danske og udenlandske bryggerier. De to førnævnte - Amager Bryghus og Det Lille Bryggeri - laver eksempelvis nogle helt fantastiske imperial stouts. Øllen blev købt hos Fish & Beer i København. Skål!
