I skrivende stund har den aarhusianske musikfestival, Northside, offentliggjort, at fine navne som Arcade Fire, Franz Ferdinand, The National, Mew og Quadron vil spille op og ud, når festivalen løber af stablen til sommer. Alle navne, der ville gå direkte ind på min "skal se"-liste, spillede de på Roskilde.
Hvad angår Roskilde, er ingen navne p.t. offentliggjort, og kender man festivalen ret, bliver de første navne et verdensmusiknavn, som kun en håndfuld gymnasieelever fra Sankt Annæ vil juble over samt et dødsmetal-band, der primært vil appellere til vores norske broderfolk!
Så selvom jeg i sommers sagde, at jeg næste år ville tage den fulde pakke på Roskilde, nærmer en situation sig, hvor Roskilde skal smide nogle gode kort på bordet for, at det så kommer til at ske. Kort i form af eksempelvis Neil Young, Rolling Stones, Arctic Monkeys, Stone Roses, New Order, Babyshambles, Saint Etienne, Interpol, Johnny Marr og/eller Mazzy Star.
Men - og der er altid et men! - selvom Northside allerede frister meget, er der også nogle vægtige ankepunkter. Billetprisen nærmer sig Roskildes, og dertil skal så lægges udgifter til transport til og fra Aarhus samt overnatning (Northside har ikke noget campingareal, så du skal selv ud at finde og betale for overnatningsmuligheder), så det løber godt op. Og så er der lejrstemningen. Den vil mangle i Aarhus, og da den er en meget vigtig del af en festival, er det et tungt lod, der trækker i den modsatte retning. Det er der, hvor der tales om koncerterne og gårsdagens oplevelser, fortælles røverhistorier, grines og ikke mindst festes.
Så selvom navnene på Northside ganske givet vil appellere mere til min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag end Roskilde vil gøre, ender det nok med en Roskilde-model. Også selvom jeg stensikkert vil brokke mig over programmet. Det har jeg så gjort siden, jeg tog den fulde pakke første gang - i 1994 - så det brokkeri er efterhånden af mere rituel karakter!
Og uanset, hvor tyndbenet programmet end måtte være, er der altid noget, du kan lide og samtidig får du mulighed for at opleve noget nyt. Udfordringen og men'et er dog, at programmet ikke må ende i grøften med den lidt resignerende attitude om, at hvis du ikke kan få det, du elsker, må du elske det, du kan få!
Nå, men tiden må vise, hvordan valget falder ud, og indtil da, kan man ihukomme Neil Youngs rammende ord om, at "Rock and roll will never die"!
lørdag den 30. november 2013
torsdag den 28. november 2013
Ugens uundgåelige
I denne tid er jeg ganske begejstret for Carpark Norths nye single, 32, hvor de er gået sammen med Stine Bramsen fra Alphabeat.
Jeg har aldrig været specielt vild med Carpark North, om end især sangen Transparent and Glasslike lagde et meget fint lydspor til den danske film, Midsommer fra 2003. Men generelt synes jeg, at der er noget forceret ved dem, og at de, i deres forsøg på at være rå og upolerede, bliver netop for polerede. Omvendt er de, i deres til tider meget ambitiøse lydudtryk, meget udanske, og meget vel blandt de bedste bud på et dansk rockband med et internationalt snit.
Men jeg er nu aldrig bidt på dem, men da jeg har en svaghed for Stine Bramsens stemme - og i øvrigt også Alphabeat generelt - fangede deres seneste single min opmærksomhed. Og siden har den hængt ved. Også fordi, at Lau Højens og Bramsens stemmer spiller godt op mod hinanden, og det ovenpå en meget melodisk bund. Så det er der kommet lidt af en ørehænger ud af. Der bliver næppe tale om en tidsløs klassiker, men mindre kan også gøre det! Nummeret minder dog nogle steder lige lovligt meget om noget fra amerikanske Evanescence, men det skal ikke lægge dem last!
Men lyt selv med nedenfor:
Jeg har aldrig været specielt vild med Carpark North, om end især sangen Transparent and Glasslike lagde et meget fint lydspor til den danske film, Midsommer fra 2003. Men generelt synes jeg, at der er noget forceret ved dem, og at de, i deres forsøg på at være rå og upolerede, bliver netop for polerede. Omvendt er de, i deres til tider meget ambitiøse lydudtryk, meget udanske, og meget vel blandt de bedste bud på et dansk rockband med et internationalt snit.
Men jeg er nu aldrig bidt på dem, men da jeg har en svaghed for Stine Bramsens stemme - og i øvrigt også Alphabeat generelt - fangede deres seneste single min opmærksomhed. Og siden har den hængt ved. Også fordi, at Lau Højens og Bramsens stemmer spiller godt op mod hinanden, og det ovenpå en meget melodisk bund. Så det er der kommet lidt af en ørehænger ud af. Der bliver næppe tale om en tidsløs klassiker, men mindre kan også gøre det! Nummeret minder dog nogle steder lige lovligt meget om noget fra amerikanske Evanescence, men det skal ikke lægge dem last!
Men lyt selv med nedenfor:
søndag den 24. november 2013
Tre fra en - julens sange
Der er i dag præcis én måned til juleaften, og her på matriklen er julestemningen for alvor ved at blive løbet i gang. Ikke, at der skal ret meget til, for jeg holder meget af julen. Eller måske snarere elsker den. Og ikke kun selve juledagene, men også tiden op til - julebelysningen, julekalenderne, julepynten, julefrokoster, juleøllen, julens kristne budskab, julefreden og så videre, og så videre.
Næste weekend er det første søndag i Advent, og traditionen tro, vil det lille hjem der blive pyntet op, ligesom jeg regner med at få skrevet de første julekort.
Og mens, at jeg gør det, vil jeg lytte til julens sange. Der er gennem årene kommet mange julealbums og sange om julen. Jeg er (også?) her af den gamle skole, og kan bedst lide de traditionalle julesange og især julens salmer og sange fra diverse julekalendere.
Og tre af de sange, jeg ofte vender tilbage til, kan lyttes nedenfor - lyt, nyn eller syng gerne med:
Næste weekend er det første søndag i Advent, og traditionen tro, vil det lille hjem der blive pyntet op, ligesom jeg regner med at få skrevet de første julekort.
Og mens, at jeg gør det, vil jeg lytte til julens sange. Der er gennem årene kommet mange julealbums og sange om julen. Jeg er (også?) her af den gamle skole, og kan bedst lide de traditionalle julesange og især julens salmer og sange fra diverse julekalendere.
Og tre af de sange, jeg ofte vender tilbage til, kan lyttes nedenfor - lyt, nyn eller syng gerne med:
onsdag den 20. november 2013
Top-10 over Shu-bi-dua
For mit eget vedkommende, er Shu-bi-dua det første band, jeg begyndte at samle på. Først på kassettebånd - 78'eren får jeg i julegave i netop julen 1978! - og da jeg i 1982 langt om længe får en pladespiller, bliver det naturligvis på LP, ligesom de udgivelser, jeg har på kassettebånd bliver udskiftet med vinyludgaverne.
Koncerter bliver det også til, hvor jeg første gang oplever dem i 1980/1981 i Haslev-Hallen, og igen to år senere samme sted. Jeg husker, at begge gange var store oplevelser, med forsangeren Michael Bundesen, som midtpunktet på scenen - ikke kun fordi, at han nu en gang var forsangeren, men også fordi, at han forstod at skabe nærvær og en tæt forbindelse med publikum, og bandt sangene sammen med underholdende historier og glimt i øjet. Og det hele blev bakket op af et meget velspillende band.
Sidenhen har jeg vel oplevet dem en 8-10 gange - til byfester, festivaler med videre - og hver gang har det været med samme oplevelse af et band, der forstod at skabe kontakt til publikum og levere varen i form af en gevaldig fest og fantastisk oplevelse for publikum. Og efterlod indtrykket af, at de virkelig nød at stå på scenen og aflevere deres mange, mange hits.
De senere år har der desværre været meget stille omkring bandet - især som følge af Michael Bundesens blodprop i hjernen for nogle år siden. Vi kommer næppe til at opleve dem igen i plade- eller koncertmæssig sammenhæng, men minderne om dem vil altid leve videre. Især fordi, at der er tale om et orkester, der om nogen har leveret soundtracket til barndommen og ungdommen for mangt en dansker på +40 år.
Nå, men jubilæet er også en god anledning til at lave en top-10 over deres bedste sange. Det er nærmest en umulig mission, for de har virkeligt lavet mange gode sange. Men jeg gør forsøget, og det med de sange, jeg fortsat kan lide den dag i dag - det album, sangen stammer fra, står en parentes:
- Bageren og servitricen (#3)
- Minus til plus (#7)
- Sommergryder (#4)
- Greven ud af luften (78'eren)
- Vuggevisen (#6)
- Knald i låget (#3)
- Den grønne (#8)
- Askepot (#9)
- Hvalborg (#3)
- Vil du med mig (#10)
Shu-bi-dua, 1000 tak for musikken og oplevelserne. Og ikke mindst et STORT tillykke med jubilæet.
Jeg runder af med den, i min optik, bedste sang med orkestret:
Jeg runder af med den, i min optik, bedste sang med orkestret:
fredag den 15. november 2013
Dubbel-smagning i Ringsted
 |
| Aftenens bedste øl - syntes jeg! |
Smagningen var henlagt til Café Wagner, hvor vi fik serveret en glimrende ølmarinet svinekam med tilbehør inden, at der blev taget hul på selve smagningen. Så var der lagt en god bund! Det var også nødvendigt, for de ni øl, vi skulle smage os igennem var i den lidt tungere ende, med procenter fra 6,3 til 9.
Leif Nygaard havde stået for udvælgelsen og ledte os på fineste vis gennem smagningen. Det med blandt andet udførlige beskrivelser af øllet og bryggeriet, og undervejs lærte vi om dadel-sirup, honning fra New York med videre, som ingredienser i øllet, og slåen, blomme med videre, som smagsnoter. Den løsslupne stemning, der ofte er ved en ølsmagning gjorde, at vi fik megen sjov ud af disse beskrivelser!
Én af mine egne første Dubbel-oplevelser var den fremragende Westmalle. Det er nok en ti år siden, og siden er det en øl, jeg ofte er vendt tilbage til. Den var også på onsdagens smageprogram, hvor Leif Nygaard meget rammende fremhævede den, som værende reference-øllen indenfor Dubbel-øl. Det, jeg blandt andet sætter pris på ved en Dubbel er, at de er meget søde i smagen og hældende til det liflige. Og at de ikke smager af de mange procenter, de ofte holder. Øllen kan blive lidt klæbrig i længden, men det er til at leve med!
 |
| Aftenens vinder |
Men alt i alt endnu en god aften i regi af Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling. Tak til lokalafdelingen for endnu et godt arrangement. Tak til Leif Nygaard for et godt øludvalg og en herlig gennemgang.
torsdag den 14. november 2013
Fire ting, jeg ikke forstår ved fodbold
Oprindeligt skulle dette indlæg handle om ting, jeg hader ved fodbold, men "hade" er et lige lovligt stærkt ladet ord, så i stedet bliver det om fire ting, jeg ikke forstår ved fodbold - og nok heller aldrig kommer til at forstå!
Jeg begynder med det, der sker på grønsværen:
Fodboldspillere, der er skuespillere: Det mest pinlige, der kan ske i en fodboldkamp er, når en i øvrigt meget velbetalt fodboldspiller falder død om, bare han bliver snittet på hælen, agerer svanens død, så snart han har krydset modstanderholdets straffesparksfelt, tager sig til ansigtet i stor, stor smerte, hvis han er blevet strejfet af en lillefinger på halsen og så videre. Det er snyd og bedrag, og bringer i den grad spillet i miskredit. Og det er på ingen måde en formidlende omstændighed, hvis det er én fra mine "egne" klubber - så som Nani og Ashley Young i Manchester United og Arjen Robben i Bayern München. Snarere tværtimod!
Fodboldspillere, der brokker sig over dommerkendelser: Bevares, i kampens hede og når adrenalinen pumper, kan det være svært at tænke klart, men jeg har nu aldrig oplevet, at en dommer har ændret en kendelse på grund af spillerbrok, så hvorfor bruge energi på det? OK, strategien kan også være at lægge pres på dommeren, men det bliver dommerens kendelser næppe bedre af. Så hvorfor ikke lade dommeren passe sit arbejde og spillerne deres?
Dommernes fejlkendelser: Stort set hver eneste weekend, er der i kampe på højeste niveau det, man kan kalde meget tvivlsomme dommerkendelser. Kendelser, der ofte er afgørende for udfaldet af kampen. OK, spillerne gør det nok heller ikke nemmere for dommerne, med deres evindelige skuespil og brok. Og jeg anerkender, at det personlige skøn er en vigtig del af spillet og mennesker begår fejl, men det MÅ være muligt at give dommerstanden nogle værktøjer, der begrænser antallet af fejl - elektronik, spilstop, baglinje-dommere, uddannelse, fuldtidsprofessionelle dommere og så videre. Udviklingen i spillet og hele setuppet omkring holdene kører i ekspresfart, mens dommerstanden står stille.
Det var tre ting, og den sidste sker blandt tilskuerne:
Fans, der går op i, hvordan det går rivalerne: Bevares, der vil altid, fodboldfans i mellem, være drillerier, og det er også en del af det at være fodboldfan, men drilleriet bliver også trættende, når det bliver for ensformigt og når det stort set kun omhandler jubel, når rivalerne taber og at man holder med det hold, rivalerne spiller mod. Det er for plat, og hvorfor ikke bruge energien på at støtte sit eget hold? Jeg kan forstå det, hvis det gavner ens eget holds muligheder for en topplacering, og jeg jubler da også, hvis tabelkonkurrenter til FCK, Manchester United, Bayern München og Inter kvajer sig. Men vil dæleme ikke holde med eksempelvis FC Nordsjælland og Chelsea, bare for at undgå, at Brøndby eller Liverpool skulle løbe med mesterskabet.
Ja, det var fire ting, og der er nok mange andre ting, jeg ikke forstår ved fodbold, men måske det bare er mig, gammel og gnaven, som jeg er....
Jeg begynder med det, der sker på grønsværen:
Fodboldspillere, der er skuespillere: Det mest pinlige, der kan ske i en fodboldkamp er, når en i øvrigt meget velbetalt fodboldspiller falder død om, bare han bliver snittet på hælen, agerer svanens død, så snart han har krydset modstanderholdets straffesparksfelt, tager sig til ansigtet i stor, stor smerte, hvis han er blevet strejfet af en lillefinger på halsen og så videre. Det er snyd og bedrag, og bringer i den grad spillet i miskredit. Og det er på ingen måde en formidlende omstændighed, hvis det er én fra mine "egne" klubber - så som Nani og Ashley Young i Manchester United og Arjen Robben i Bayern München. Snarere tværtimod!
Fodboldspillere, der brokker sig over dommerkendelser: Bevares, i kampens hede og når adrenalinen pumper, kan det være svært at tænke klart, men jeg har nu aldrig oplevet, at en dommer har ændret en kendelse på grund af spillerbrok, så hvorfor bruge energi på det? OK, strategien kan også være at lægge pres på dommeren, men det bliver dommerens kendelser næppe bedre af. Så hvorfor ikke lade dommeren passe sit arbejde og spillerne deres?
Dommernes fejlkendelser: Stort set hver eneste weekend, er der i kampe på højeste niveau det, man kan kalde meget tvivlsomme dommerkendelser. Kendelser, der ofte er afgørende for udfaldet af kampen. OK, spillerne gør det nok heller ikke nemmere for dommerne, med deres evindelige skuespil og brok. Og jeg anerkender, at det personlige skøn er en vigtig del af spillet og mennesker begår fejl, men det MÅ være muligt at give dommerstanden nogle værktøjer, der begrænser antallet af fejl - elektronik, spilstop, baglinje-dommere, uddannelse, fuldtidsprofessionelle dommere og så videre. Udviklingen i spillet og hele setuppet omkring holdene kører i ekspresfart, mens dommerstanden står stille.
Det var tre ting, og den sidste sker blandt tilskuerne:
Fans, der går op i, hvordan det går rivalerne: Bevares, der vil altid, fodboldfans i mellem, være drillerier, og det er også en del af det at være fodboldfan, men drilleriet bliver også trættende, når det bliver for ensformigt og når det stort set kun omhandler jubel, når rivalerne taber og at man holder med det hold, rivalerne spiller mod. Det er for plat, og hvorfor ikke bruge energien på at støtte sit eget hold? Jeg kan forstå det, hvis det gavner ens eget holds muligheder for en topplacering, og jeg jubler da også, hvis tabelkonkurrenter til FCK, Manchester United, Bayern München og Inter kvajer sig. Men vil dæleme ikke holde med eksempelvis FC Nordsjælland og Chelsea, bare for at undgå, at Brøndby eller Liverpool skulle løbe med mesterskabet.
Ja, det var fire ting, og der er nok mange andre ting, jeg ikke forstår ved fodbold, men måske det bare er mig, gammel og gnaven, som jeg er....
lørdag den 9. november 2013
Noget at se frem til....
Her i den mørke og regnvåde tid, er det rart at have noget at se frem til. Det kunne eksempelvis være kommende rejseplaner. I år blev det for mit vedkommende til to rejser - foruden de mange rejser til arbejdsmæssig øjemed; Tyskland i foråret og Edinburgh i sensommeren.
Og det kommende år, byder også på mindst to ture - ture, der allerede er i kalenderen.
I slutningen af marts drager jeg sammen med min faste rejsevenner, Per, Preben og Stefan, til Berlin. Det bliver så mit syvende besøg i byen, jeg aldrig bliver træt af. Hovedmålet for turen er fodboldkampen mellem Hertha Berlin og Bayern München, men selvfølgelig skal blandt andet byens mange historiske steder endnu en gang opleves på nærmeste hold. Det, jeg holder meget af ved byen er, at den emmer af historie og samtidig er den umådelig smuk og med en afslappet stemning. Og så elsker jeg bare at rejse i Tyskland.
Tyskland skulle også have været målet for Ølklubbens studietur i 2014, nærmere bestemt den tyske ølhovedstad, Bamberg. Men især udfordringer omkring logistikken gjorde, at den blev lagt på is. Alternativet var oplagt - Bruxelles (der om nogen er øllets hovedstad), al den stund, at Ølklubben til næste år runder sit 10. år. Det bliver så tredje gang, at vi besøger Bruxelles, og endnu en gang bliver hovedmålet Belgian Beer Weekend, der finder sted på byens umådeligt smukke Grand' Place. Men selve byen er også ganske spændende, og lighed med de to tidligere gange, bliver det nok også til en udflugt til en anden by. De to tidligere gange har vi besøgt Brugge og Gent, så denne gang bliver det nok Antwerpen.
Derudover skal det ikke udelukkes, at der i 2014 bliver sat hak ved to ture, jeg længe har drømt og talt om - eller i hvert fald én af dem; en forlænget weekend i henholdsvis Stockholm og Budapest. Endelig kunne en fodboldtur til det engelske også komme på tale, hvor London, Liverpool eller især Manchester ville være et oplagt rejsemål. Men det må tiden vise.....
Og det kommende år, byder også på mindst to ture - ture, der allerede er i kalenderen.
I slutningen af marts drager jeg sammen med min faste rejsevenner, Per, Preben og Stefan, til Berlin. Det bliver så mit syvende besøg i byen, jeg aldrig bliver træt af. Hovedmålet for turen er fodboldkampen mellem Hertha Berlin og Bayern München, men selvfølgelig skal blandt andet byens mange historiske steder endnu en gang opleves på nærmeste hold. Det, jeg holder meget af ved byen er, at den emmer af historie og samtidig er den umådelig smuk og med en afslappet stemning. Og så elsker jeg bare at rejse i Tyskland.
Tyskland skulle også have været målet for Ølklubbens studietur i 2014, nærmere bestemt den tyske ølhovedstad, Bamberg. Men især udfordringer omkring logistikken gjorde, at den blev lagt på is. Alternativet var oplagt - Bruxelles (der om nogen er øllets hovedstad), al den stund, at Ølklubben til næste år runder sit 10. år. Det bliver så tredje gang, at vi besøger Bruxelles, og endnu en gang bliver hovedmålet Belgian Beer Weekend, der finder sted på byens umådeligt smukke Grand' Place. Men selve byen er også ganske spændende, og lighed med de to tidligere gange, bliver det nok også til en udflugt til en anden by. De to tidligere gange har vi besøgt Brugge og Gent, så denne gang bliver det nok Antwerpen.
Derudover skal det ikke udelukkes, at der i 2014 bliver sat hak ved to ture, jeg længe har drømt og talt om - eller i hvert fald én af dem; en forlænget weekend i henholdsvis Stockholm og Budapest. Endelig kunne en fodboldtur til det engelske også komme på tale, hvor London, Liverpool eller især Manchester ville være et oplagt rejsemål. Men det må tiden vise.....
Abonner på:
Opslag (Atom)