I går indrømmede én af dansk cykelsports absolut største navne gennem tiderne, Rolf Sørensen, at han gennem sin storhedstid også tog doping. Og straks flød Twitter, Facebook og medierne generelt over med forargelse, afstandstagen, jokes og så videre. TV2 måtte sågar ud med en erklæring om, at de trods indrømmelsen ville fortsætte med Sørensen som cykelekspert - til trods for, at kolleger på mediehusene mente, at TV2 da måtte fyre ham. Men selvfølgelig skal han fortsætte - han er blandt landets bedste ekspertkommentatorer og TV2's setup for dækning af cykelsporten og Tour de France generelt, er blandt det bedste sportsfjernsyn, der kan opdrives i og udenfor Danmark. Her på matriklen er eneste anklage, at indrømmelsen ikke kom før, men selvom jeg ikke billiger doping, ændrer heller ikke denne indrømmelse noget som helst ved min fascination for cykelsporten. Og jeg har mere respekt for Rolf Sørensen og enhver anden cykelrytter, der har været dopet, end jeg har for alverdens tudeprinser og skuespillere i fodboldens verden. Og selvom mange kommentatorer og lægmænd nærmest giver udtryk for det, gennemfører og vinder du ikke nogle af verdens hårdeste og mest barske cykelløb ved hjælp af doping. Cykelryttere er blandt de mest disciplinerede i sportens verden. De lever året rundt et asketisk liv, med detaljerede kostplaner. De træner året rundt og i al slags vejr. De følger svært detaljerede træningsplaner for at toppe på det rette tidspunkt. De kører løb i al slags vejr og terræn, og her er ingen aflysninger grundt til sne eller vand på banen. Og alt dette til en løn, der ofte er meget, meget lavere end eksempelvis end mangt en fodboldspiller, der så alligevel laller rundt og ter sig tosset og åndsvagt - ingen nævnt, ingen glemt! Så her på matriklen har cykelsporten og dens udøvere fortsat den største respekt! Og lad os så komme videre.
Årets Champions League i fodbold har nu nået kvartfinalerne, hvor programmet er følgende: Bayern München - Juventus Barcelona - Paris Saint-Germain Real Madrid - Galatasaray Malaga - Borussia Dortmund Og her på matriklen håber jeg, at Bayern München eller Borussia Dortmund går hele vejen og vinder pokalen med de store ører. Først og fremmest fordi, at jeg er Bayern München-fan, men også fordi, at begge hold er kendetegnet ved blandt andet
at have orden i økonomien og have en sund forretning, og det er selvom, at de har billetpriser, der ligger betragteligt under det niveau, du ser i Italien, England og Spanien. Ja, i visse tilfælde også under, hvad du skal betale for at se en knoldesparkerkamp i den danske Superliga. Her er der heller ingen rigmænd, der poster penge i klubben eller behov for store lån for at få råd til at betale lønninger
at have en fantastisk fankultur. Der er fyldte stadions, med en fantastisk stemning, og et meget tæt samarbejde mellem klubben og fans
at de spiller godt og underholdende fodbold. Begge hold fungerer som en helhed og velsmurt maskine. Her er ingen Messi, Ronaldo, Zlatan og så videre, men et hold, der arbejder sammen i en kæde uden svage led
at have fokus på egen talentudvikling og stor brug af hjemlige spillere. Bevares, begge køber også spillere, men der er en fin balance mellem "hjemmefødninger" og udefrakommende spillere
Så en samlet sejr til ét af de to hold, vil give mig en tro på, at der fortsat er en fremtid for fodbolden og at moderne fodbold kan blive bygget på de principper, der bærer Bayern og Dortmund.
Men jeg ved også, at mange håber på Real Madrid mod Barcelona finalen. Fint nok med mig. Så slipper jeg for at se fodbold den dag, for jeg vil hellere se en kick-and-rush kamp mellem Gillingham og Rotherham end to operettehold, hvor tiden mestendels vil gå med "dødsfald" på banen, flæberi og evindelige forsøg på at påvirke dommeren. Men det er nok bare mig, der er galt på den.....
For nogle måneder siden meldte jeg mig ind i det øllaug, der er på min arbejdsplads. Jeg var ellers gået udenom en del gange, da jeg i forvejen gik til arrangementer i den ølklub, jeg har med nogle tidligere kolleger fra Post Danmark samt i regi af Danske Ølentusiaster. Nå, men deres arrangementer så efterhånden mere og mere spændende ud, så jeg valgte alligevel at hoppe på. Og tirsdag aften var jeg så til endnu et arrangement i øllauget. Denne gang med Torben Mathews, der er én af pionererne i den ølbølge, der skyllede ind over landet i begyndelsen af nullerne. Mathews er mest kendt for sit værtshus i Kolding - med det for en Manchester United-fan forfærdelige navn, You'll never walk alone - der fører et væld af forskellige øl, hvoraf en stor del er egen import - med vægten lagt især på engelske øl. Jeg har kun besøgt værtshuset én gang, men det var inden, at jeg vidste, at der fandtes andre øltyper end pilsnere. Udover værtshuset, er Matthews også en ivrig ølskribent og altså en flittig foredragsholder. Og efter at have oplevet ham på de skrå brædder i en tre timers tid, forstår jeg godt, hvorfor han er en efterspurgt foredragsholder. Sjældent har jeg været så godt underholdt - det var ølsmagning og stand-up på samme tid, hvor historier, anekdoter og vittigheder blev viklet ind i hinanden, og det så tårerne gled ned af kinderne. Det naturligvis krydret med smagning af fremragende øl - alle af egen import og ingen blandt de mere end 50 gæster havde vist smagt nogle af øllene før. Som et ekstra plus, havde Mathews en jordfræsertilgang til øllet, hvorfor vi slap for evindeligt nørderi om smagsnoter i øllen og lignende, men fik via sin egen finurlige fortællemøde viklet en masse historier ind om den øl, vi nu smagte og altså dejligt befriet for selvhøjtideligheden.
Aftenens favorit
Som det fremgår af ovenstående smageliste, kom vi gennem otte øl - og det otte meget forskellige, fra det svært humlede til det meget søde. Mine egne favoritter var den polske Imperium Atakuje - ja, de kan også lave god øl i Polen og Mathews forudsigelse var, at landet snart bliver ramt af samme ølbølge, der ramte Danmark for en 10 år siden - samt den engelske Wild Boar. Men alt i alt en fremragende ølaften, og skal man planlægge en ølsmagning, kan jeg kun anbefale Mathews på det varmeste. Og personligt ved jeg, at jeg snart må lægge vejen forbi pubben i Kolding. Den er helt sikkert et besøg værd. Tak til Torben Mathews for en herlig aften. Tak til Nordea Øllaug for at gøre det muligt.
På den fine ølblog, Stovt, har jeg bidraget med endnu et gæsteindlæg. Denne gang om besøg og ølkøb hos Herslev Bryghus ved Roskilde. Hele indlægget kan læses lige her.
I forlængelse af udgivelsen af det fremragende album, Psychedelic Pill, er Neil Young endnu en gang draget på turné. Og den bringer ham også til Danmark, nærmere bestemt 12. august 2013 i Forum i København. Med sig har han Crazy Horse som backingband, og der er dermed lagt op til en energisk og tungt rockende aften, med lange guitarsoloer og stor lyd. Og hvor vi stensikkert får mange ture ned gennem Youngs meget, meget fine bagkatalog. Billetsalget begynder først mandag, men via forkøbsmulighed hos Live Nation, der arrangerer koncerten, lykkedes det mig i går at få billet til koncerten. Og jeg drager af sted sammen med min gode ven, Brian, som i tidernes morgen introducerede mig for Young. Det bliver så 5. gang, at jeg oplever ham live, og selvom koncertåret også byder på Martin Hall, Marie Key, Depeche Mode og Nick Cave and the bad seeds, ved jeg allerede nu med sikkerhed, at Young-koncerten bliver årets største og bedste. Længere er og bliver den ikke! Lad mig runde af med en personlig favorit, og i en legendarisk koncertoptagelse fra 1971. En optagelse, der også understreger Youngs enestående tidsløshed:
For et par år siden oplevede jeg Peter Sommer på Gimle i Roskilde, hvor han leverede én af de bedste koncerter, jeg længe har været til. Instrumenteringen var den klassiske med trommer, bas, guitar og keyboard, bandet spillede rockende og vuggende og Sommer selv var Mr. Über-cool på scenen - tilbagelænet, men alligevel tilstede og lignende én, der virkelig nød at stå på scenen. Onsdag aften i denne uge var det igen tid til at opleve ham live - som solist, for efter koncerten på Gimle så jeg ham et par gange sammen med Simon Kvamm i De eneste to. Med sig i bagagen havde han sit seneste album, Alt forladt, som mange steder har fået store høvl. Primært for, at Peter Sommer på albummet er gået for meget i den elektroniske grøft. Men som jeg selv skriver her, var og er jeg meget begejstret for albummet. Så på den baggrund og med Gimle-koncerten in mente, glædede jeg mig meget til koncerten i Lille Vega, og det samme gjorde de, jeg var af sted sammen med, Peter og Lotte, også. Vi blev slemt skuffede, for sjældent har jeg oplevet en så kedelig og fersk koncert, der endte med at blive den dårligste, jeg har oplevet de seneste år. Jeg begynder med det positive:
Den musikalske opsætning for koncerten gjorde, at Sommers inciterende stemme fik mere plads og fylde i det samlede lydbillede
Peter Sommer havde gjort forsøget med at trække sangene fra bagkataloget, der er mere rockende, ind i det nye, elektroniske lydbillede
Men det var så også det, og ankepunkterne var blandt andet
De nye sange blev, om muligt, endnu mere kliniske live, og stod nærmest i tomgang. Og der hvor de blev trukket ind i en livesammenhæng, blev det over en skabelon, der mest mindede om en techno-fest, og som hverken klædte dem, Sommer eller et publikum, hvis gennemsnitsalder snildt var 40 år
De gamle sange blev smadret til ukendelighed, hvor eksempelvis den meget rockende Rødt kort blev til en trance-pop-lignende ligegyldighed
De havde modet til at holde takten fra det seneste album og skære resten over den skabelon, men desværre ikke evnerne
Det elektroniske lydbillede kunne have fungeret - det har Mikael Simpson vist flere gange - men det blev for ensformigt, uden kant og med et meget svagt spillende band, hvor Simpsons Sølvstorm, med blandt andet Trentemøller, er uovertrufne
Sommer var nærmest ikke tilstede på scenen og lignede én, der helst ville være et andet sted. Uden gnist, energi med videre
Kun én gang ramte han tidligere tiders niveau, og det var med sangen Tigger, der blev spillet uden elektroniske dikkedarer, men igen her lød Sommer meget fjern
Og sådan kunne jeg nok blive ved....
Og jeg var ikke den eneste, der havde den oplevelse. Peter og Lotte var enige, og Peter kunne fortælle, at rygeboksen ved 4. sidste nummer var propfyldt, ligesom vi kunne notere, at salen langsomt blev tømt i takt med genvordighederne på scenen vandt frem. Og kontakten til publikum var ikke-eksisterende. Man kunne forestille sig, at techno-festen på scenen fik gang i publikums ben, men de stod mestendels som saltstøtter.
Så en koncert, der i min optik får 1 stjerne ud af 6. Det er muligt, at koncerten blev afleveret, som Sommer og bandet gerne ville, men personligt er det længe, længe siden, at jeg har kedet mig så meget til en koncert.
Afslutningsvis håber jeg, at bandet over de næste måneder får spillet sig op, så dem, der har købt billet til deres turné, får en god oplevelse. Og så håber jeg, at Sommer fremover besinder sig og finder en anden balancegang i sit lydbillede. Forandring kan ofte være godt, men det skulle gerne være til det bedre, og p.t. er der live rigeligt med plads til forbedring.
Lad mig runde af med en optagelse fra da han kørte med klatten - også i livesammenhæng:
Da Nephew sidste år udsendte albummet, Hjerterstarter, var Gå med dig albummets absolutte fuldtræffer, og blandt noget af det bedste, bandet hidtil havde præsteret. Derfor landede den også i toppen af min top-10 over årets bedste sange.
I dag er den så udkommet som single og med dertilhørende video. Og det i en nyindspilning, hvor Marie Key, som i min optik stod bag sidste års bedste danske album, medvirker på vokal. Og det som en eminent med- og modspiller til Simon Kvamm, og er dermed med til at løfte sangen til et endnu højere niveau - den sidder lige i skabet og er bare blevet pissegod. For nu at skrive det lige ud!
