søndag den 8. maj 2016

De Underjordiske i Pumpehuset

Ét af sidste års bedste musikopdagelser var danske De Underjordiske, der er en del af den syrerock-bølge, der p.t. er på musikscenen. Og med albummet Ind I Flammerne i bagagen, er bandet nu på turné landet over.

Det ledte dem fredag aften til Pumpehuset, hvor også jeg havde en fundet en plads i det propfyldte lokale.

De Underjordiske kvitterede med at sparke deres sange ud fra scenen, og efterlade publikum i en trance. Og det uden medikamenter - i hvert fald for vores vedkommende!

I den times tid, koncerten varede, fik vi hele albummet, en ny sang samt deres version af Gnags' Vilde Kaniner, der svingede rigtigt godt. Højdepunkterne var dog Vi Kommer Nu, Med Næb Og Kløer og især Hvis Du Forstod, der sparkede benene væk under mig.

I front stod sanger Peter Kure, som dansede rundt på scenen i noget, der lignede en indiansk krigsdans, og som med sin lyse og nasale stemme, sang ind i hjertet på publikum, mens støjende guitarer, tung bas og trommer lagde et imponerende lydtæppe. Samtidig formåede Kure at skabe god kontakt til og med publikum.

Det hele blev bakket op af den fremragende lyd, der ofte er i Pumpehuset samt et lysshow, der stod godt til bandets psykedeliske lyd og tekstunivers. Og derfor var det også let for et publikum, der var meget dedikeret, at give sig hen til musikken.

Så alt i alt en meget fin musikaften - dog uden at nå de helt store højder, men mindre kan også gøre det.

Tak til Lisbeth for endnu en god koncertoplevelse. Tak til De Underjordiske for en god koncert. Vi ses helt sikkert igen.

Næste koncert er, for mit vedkommende, på lørdag, hvor Choir Of Young Believers spiller op og ud på Forbrændingen i Albertslund.

Ingen kommentarer: