Mit første marathon

Sådan kan man også se ud, når man
har "løbet" sit første marathon

27. september stiller jeg til start i mit 19. marathon - denne gang i Berlin, og sammen med mine gode kammerater, Benjamin, Martin og Kenneth.

Det første løb jeg i 1998 - i maj i København. Jeg havde inden da løbet "on and off", men ikke specielt målrettet. Fodboldstøvlerne var blevet lagt på hylden og cyklingen trak ikke så meget længere. Og da mit arbejde også på daværende tidspunkt var meget stillesiddende, tænkte jeg, at jeg skulle sætte mig et mål for træningen, så jeg også kom af sted, når det stod ned i stænger eller når pingvinerne bankede på døren.

Jeg besluttede derfor, at et marathon meget passende kunne blive en 30 års fødselsdagsgave til mig selv - jeg rundede nemlig dét hjørne i april 1998.

På det tidspunkt kendte jeg ikke andre, som løb, og nettets udbredelse var ganske begrænset. Så jeg måtte, mere eller mindre, ty til "at prøve mig frem", mine erfaringer fra cyklingen, hvor jeg et par gange i begyndelsen af 90'erne cyklede Sjælland Rundt, tips i den lokale sportsforretning og hvad jeg ellers kunne støve op af blade og artikler om løb.

Så det blev meget ustruktureret - selv for en strukturfascist, som jeg - men LANGSOMT fik jeg bygget træningen op. Det krævede en vis overvindelse at komme forbi de tre træningspas om ugen og ikke mindst springe turene på byens barer over. Men målet i maj drev mig på vej, og stor var glæden, da jeg i begyndelsen af 98 ramte min første 15 km.-tur.

Og da jeg nåede maj og udfordringen for alvor kunne skimtes, følte jeg mig klar. Undervejs var løbe-garderoben også blevet suppleret op, men da den med "du må aldrig gå ned på udstyr" ikke var nået til mig endnu, valgte jeg at stille op i en helt almindelig bomulds-tshirt. Det kunne jeg aldrig drømme om at gøre i dag!

Dagen før dagen, fik jeg dog et gevaldigt knæk. Jeg havde ingen erfaring med at spise og drikke rigtigt op til et løb, og kombinationen af for mange bananer og for megen energidrik viste sig at være meget uheldig - jeg brækkede mig stort set hele aftenen før løbet. Så da jeg stod ved startlinjen, var det med en omgang morgenmad, en energibar og noget energidrik i maven. Og temmelig mange sommerfugle. Det var samtidig temmeligt varmt, så jeg følte mig dehydreret allerede inden, at starten lød.

Men jeg fik kæmpet mig rundt, og fik oplevet det, stort alle gør i et sådan løb - euforien, muren og så videre. Og rendte forvirret rundt ved depoterne, da jeg ikke lige vidste, hvad man gjorde - og ikke gjorde.

Tiden blev 4:58, men det var fuldstændigt underordnet. Jeg gjorde det - selvom jeg led og led og led undervejs. Og tænkte at skulle jeg få den vanvittige idé igen, håber jeg, at jeg får et par på kassen. Men følelsen, da jeg krydsede målstregen var helt ubeskrivelig.

Jeg fik ideen igen, og fik ikke nogle på kassen. Så året efter stod jeg der igen - mange erfaringer rigere, og med en form, der skar en time af tiden fra året før. Sidenhen blev det til flere løb i København, men også en del gange i Berlin, Hamborg og Odense, ligesom Rom og Paris kom på listen.

Til september venter Berlin så igen - jeg glæder mig.