lørdag den 4. januar 2014

Koncertåret 2014

Der er nu for alvor taget hul på et nyt år. Det kan på nogle områder være en ny begyndelse. På andre en fortsættelse af den retning, der blev udstukket året og årene forinden.

Og sidstnævnte gør sig gældende for så vidt angår denne skribents koncertaktivitet. Jeg fastholder nemlig beslutningen fra 2012 om at beskære koncertaktiviteten ganske meget, men der er alligevel en del koncerter på tapetet:


Den første bliver 31. januar, hvor danske Kashmir spiller i Ringsted Teater- og Kongrescenter. Jeg er ikke den store fan af bandet, og da Seattle-bølgen skyllede indover Dannevang i begyndelsen af 90'erne syntes jeg, at Dizzy Mizz Lizzy og især Psyched Up Janis var huse højere over dem. Jeg synes fortsat, at deres første materiale ikke er specielt ophidsende, men er ganske begejstret for deres senere albums. Men de er ret gode live, og da muligheden for en koncert fredag aften i hjembyen bød sig til, måtte billetten i hus. Og det samme tænkte mine gode venner, Anita, Mikkel, Per og Christina, og efterfølgende fik mine to niecer "lokket" deres gamle morbror til at købe billet til dem. Så foruden en god koncertoplevelse, er der også udsigt til godt selskab den dag!

Og apropos Psyched Up Janis, tager de til maj på en lille jubilæumsturne i anledning af 20-året for udgivelsen af deres fremragende debutalbum, Swell. Det bringer dem blandt andet til Store Vega, hvor jeg tropper op 16. maj. Bandets forgrundfigur, Sune Wagner, slår i dag sine folder i de mere end eminente Raveonettes, men jeg er glad for, at han har taget tiden til et par genforeningskoncerter. Også fordi, at bandet har leveret én af de største koncertoplevelser, jeg har fået - nemlig for 20 år siden i det, der i dag hedder Ringsted Kulturhus. Salen var tætpakket - det vil sige, at der vel var 150-200 publikummer - sveden drev ned af væggene og bandet spillede, som gjaldt det selve livet. Den kommende koncert kan meget vel blive en gentagelse!

Foruden disse to, er det p.t. "kun" årets Roskilde Festival på tapetet, hvor min kat var så flink at give mig en billet til alle dagene i julegave. Derudover bliver det nok også til et besøg på den lokale Ringsted Festival. Northside i Aarhus er heller ikke udelukket, og så har jeg en forventning om, at De efterladte og Ukendt under andet navn også rammer et spillested i nærheden, ligesom der ganske givet føjes flere navne til liste, som året skrider fremad.

Jeg runder af med et par koncertoptagelser med henholdsvis Kashmir og Psyched Up Janis:




Ingen kommentarer: