mandag den 20. januar 2014

En Dortmunder

For nylig sendte landets store bryggerier, Carlsberg og Unibrew, et par nye, men alligevel gamle øl på gaden. Carlsberg bragte Gl. Carlsberg Porter tilbage, mens Unibrew gjorde det samme med deres Dortmunder - der også har gået under navnet Royal Selection, mens den i Italien hele tiden har været til at få under sig oprindelige navn og etiket.

Nå, men forleden satte jeg mig for at smage en Dortmunder. Af nysgerrighed, men mest af nostalgiske grunde, da jeg huskede, at min far var ganske glad for den. Især som fyraftensøl mens, at han var på Ringsted Traadvareindustri. Jeg husker i hvert fald, at han sammen med sin gode ven på "Tråden", Andreasen, nogle gange fik en Dortmunder om fredagen, hvor jeg ofte gik dem i møde - nok mest fordi, at jeg vidste, at min far havde et stykke Pernille-chokolade med til mig!

Men tilbage til øllen - den holder 7,7% og kan vel karakteriseres som en stærk guldøl - eller Strong Ale, som englænderne ville kalde den. Og i smagen minder den mere om en engelsk ale end en tysk lager. Ganske vinøs og sødlig, men også en smule bitter i smagen, og bærer den forholdsvis høje alkoholprocent ganske godt. Den gyldne ravfarve klæder den godt og alt i alt står den som både en lidt tung, men også frisk øl, der vil stå godt til frokostbordet. Og som har lidt mere karakter end pilsneren.

Når det så er skrevet, er det langt fra den bedste øl, jeg har smagt, men for de 10.-, øllen ofte kan fås til, får du meget øl for pengene. Og jeg har da i sinde at hente lidt flere af dem hjem, næste gang, jeg ser en Dortmunder på tilbud.

Skål!

Ingen kommentarer: