lørdag den 7. december 2013

Seneste boglæsning

Efteråret og vinteren betyder også for mit vedkommende, og ganske givet mange andre større eller mindre læseheste, at der ryger lidt flere bøger gennem matriklen. Også fordi, at jeg synes, at det er rigtigt hyggeligt at slænge sig i sofaen med bog og kaffe, mens kulde, regn, blæst og sne river udenfor.

Og blandt den seneste læsning har været Martin Kongstads Han danser på sin søns grav og Olav Hergels Indvandreren. Begge har et par år på bagen, men fornylig lykkedes det mig at få fat i dem via antikvariat.net. Efter endt læsning var jeg glad for dette.

Han danser på sin søns grav er syv noveller, der hver især er en hamrende sjov og skarp kritik af 0'ernes kulturelle parnas, med Østerbro og Tisvilde som omdrejningspunkterne. Fortælleren Mikkel Vallin er den gennemgående karakter, som vi følger gennem fester, ægteskab, arbejde med videre. Det hele båret af Martin Kongstads skarpe og velformulerede pen, hvor du både hulker af grin, får stof til eftertanken og nikker genkendende til historierne og karaktererne. Og selvom Kongstad er skarp sin kritik og udstilling af 0'ernes rigmænd og kulturelle elite, holder han selvironien og –kritikken intakt. Nogle gange ryger han dog lidt for langt ud af en tangent - især i sine beskrivelser af de seksuelle udskejelser, hvor du får indtrykket af, at han søger at få afløb for sine fantasier. Men novelleformen fungerer rigtigt godt og Han danser på sin søns grav er en rigtig "page-turner", hvor du tager bogens 250 sider i nærmest ét sug.

Læs eventuelt mere her.

Olav Hergels Indvandreren er den selvstændige forsættelse til hans debutroman, Flygtningen (der senere blev filmatiseret - og med Iben Hjejle i hovedrollen - under titlen Flugten). Omdrejningspunktet er et drab på en dørmand, og undervejs følger du politiets og mediernes arbejde, og de implicerede parters skæbne i dagene/ugerne derefter. Men også selve optakten til selve drabet, med den velintegrerede marokkaner, Zaki, er i centrum. 

Hergel skriver satans godt og er samtidig i stand til at holde styr på et stort persongalleri og sætte sig i sine karakterers sted på en troværdig og indlevende måde. Ligesom Han danser på sin søns grav har Indvandreren også en meget samfundskritisk indgang, nemlig den danske udlændingepolitik under den daværende VK-regering. Men kritikken går godt hånd-i-hånd med krimielementet og personskildringerne. Jeg er ganske enig i Hergels kritik af udlændingepolitikken og tonen i debatten under VK, men ankepunktet er, at han bliver lige lovlig polemisk og firkantet, og hele debatten er mere nuanceret end han giver udtryk for. Bevares, det er en roman, men når den samtidig står som harsk kronik, må du forlange en lidt større perspektivering. I Indvandreren får den velintegrerede indvandrerfamilie helte- og helgenstatus, mens den indvandrerkritiske højrefløj bliver rammet ind af en syrlig og spiddende karikatur. Det ødelægger lidt af oplevelsen og gør romanen lidt for forudsigelig, men undervejs er du stærkt underholdt og også den er lidt af en "page-turner".

Læs eventuelt mere her.

P.t. er jeg så i gang med Astrid Saalbachs Fordrivelsen. Holder niveauet fra de første 100 sider bogen ud, bliver der tale om én af årets bedste læseoplevelser - i hvert fald for mit vedkommende.

Ingen kommentarer: