Tre fra en - New York

Det er i år 25 år siden, at jeg første gang var i New York, og siden har jeg drømt om at komme tilbage igen. Men nu skal det være - især aktualiseret af, at min ene niece bor der det næste års tid.

Planlægningen er så småt i gang, hvor jeg blandt andet kigger på hotel- og flypriser. Jeg har af en kollega fået anbefalet, at man tager derover om efteråret, så lige nu sigter jeg meget mod en uge i slutningen af november. Måske den sidste, hvor jeg så samtidig får mulighed for at opleve byen ved Thanksgiving-tid.

Nå, men den planlægning er også en meget passende anledning til at ”spille” tre sange om New York. Tre sange, der hver især er en hyldest til byen, der aldrig sover:

Lervig White Dog

Første gang, jeg møder det norske mikrobryggeri, Lervig, er i Helsingfors, hvor jeg på en lokal ølbar smager deres fremragende imperial stout, Konrad. 

Efterfølgende finder jeg ud af, at den lokale Irma fører et par af bryggeriets øl, heriblandt deres White Dog.

White dog er en belgisk inspireret hvedeøl. Og allerede ved første nip, er du ikke i tvivl om dette, for den lægger sig meget tæt op af den fortrinlige Hoegaarden. Både i friskheden og eftersmagen af citrus og banan.

De 4,7%, som den holder, gør den også meget letdrikkelig, og den vil gå fint til frokostbordet, middagen på en lun sommerdag eller som tørstslukker.

White dog fik også gjort mig endnu mere nysgerrig på Lervig, og det er helt sikkert, at støder jeg igen på bryggeriet, ryger bryggen straks ned i indkøbskurven eller glasset.

Skål!

Et besøg på Malerklemmen

Malerklemmens hyggelige gårdhave

Sammen med mine gode venner, Per og Preben, samt Prebens hustru, Anne-Marie, har jeg en tradition med en årlig sommerfrokost. Den plejer at blive holdt på Skovlyst i Hareskoven, men var denne gang - i søndags - henlagt til Malerklemmen ved Borup.

Jeg har ofte tænkt på at lægge vejen forbi, men indtil søndag var det kun blevet ved tanken. Det er dog helt sikkert, at jeg igen kigger forbi, for Malerklemmen er aldeles anbefalelsesværdig - hvad enten det er til frokost, søndagskaffen eller lignende.

Stedet ligger i hyggelige og idylliske omgivelser, langt fra alfarvej. Her er der bindingsværk, stråtag, lavt til loftet og en hyggelig gårdhave, der kan nydes i fulde drag, er vejret til det. Det suppleret med en effektiv og imødekommende betjening.

I weekenden serveres der en buffet, så vi valgte at ramme stedet, når de åbnede, så vi var sikre på, at maden var helt frisk. Og på de veldækkede borde var der noget for en enhver smag - sild, salater, lune retter og diverse pålæg. Alt sammen veltillavet og -anrettet.

Til maden valgte vi et par lokale øl fra Bryghuset Winther & Bargholz - en India Pale Ale og en Brown Ale - der begge smagte mere end fortrinligt.

Malerklemmen er også kendt for sine æbleskiver, men vi måtte erkende, at der ikke var plads til mere, da der var taget godt fra ved buffeten.

Prisniveauet var også ganske rimeligt, hvor vi måtte bøde for 325.- for buffet, to øl og kaffe.

Skulle man have lyst til at lægge vejen forbi, så læs eventuelt mere på deres hjemmeside.

Velbekomme.

Nyt fra Morrissey og The Raveonettes

Engelske Morrissey er nok den kunstner, jeg har lyttet mest til gennem de seneste 30 år. Først fra hans tid i de eminente The Smiths, siden hans solokarriere, hvor især de fire første albums var af meget høj kvalitet. De efterfølgende fem ramte ikke det niveau, man kan forvente fra én af Englands bedste sangere. 

Nu har han, efter fem års albumpause, sendt sit 10. album på gaden, World peace is none of your business. Og selvom det er betragteligt bedre end nogle af de foregående, bliver jeg simpelthen ikke fanget af det. Morrisseys særegne og karakteristiske stemme er intakt, men det musikalske modspil er for tyndbenet, om end det klæder ham, at han er gået lidt bort fra det mere rockende udtryk fra de seneste albums. Dertil kommer, at jeg vist har fået nok af hans fingerpegende og bedrevidende attitude. Bevares, der er fortsat bid i hans skarpe pen, men vi har hørt det hele før - dyremishandling, holdningsløse mennesker og så videre, og hvor ægteskab, "sportsidioter" med videre også får en tur gennem møllen.

Men der er naturligvis mange fine øjeblikke på albummet, som eksempelvis Kiss me alot, der skriver sig ind blandt noget af det bedste, han har præsteret. Og så er jeg nok "bare" farvet af, at jeg har lyttet så meget til hans musik. Alt i alt er der tale om et fint album, men tiden er ved at løbe fra Morrissey - i hvert fald her på matriklen.

Det er den så ikke for The Raveonettes, der nærmest ud af det blå sendte et nyt album på gaden for et par uger siden. Titlen er Pe'ahi, og bandets syvende i rækken. Hvor de på deres første albums var meget støjende og nedbarberede i deres musikalske udtryk, har de på deres to seneste albums gået popvejen og bredt lyden ud. Disse to udtryk samler de så på Pe'ahi, og tilføjer inspiration fra triphop, som vi kender det fra Massive Attack og Portishead.

Det er der kommet et fremragende album ud af. Et album uden svage punkter. Poppen og støjen klæder hinanden, og det samme gør Sune Wagners og Sharin Foos vokaler, hvor harmonierne nærmest er sunget til perfektion. Lyden er stor og det er meget forfriskende, at bandet hele tiden prøver at udfordre og udvide den formel, deres lyd er skåret over. Og dermed understreger de endnu en gang, at de er blandt landets absolut bedste bands.

Jeg runder af med en smagsprøve fra hvert album:

3 hvedeøl fra Indslev Bryggeri

"Her på det første hvedeølsbryggeri i Danmark fokuserer vi på fornyelse med respekt for tradition. På at udvikle de bedste øltyper og brygteknikker. Med rødder tilbage til 1897 er Indslev Bryggeri på Fyn genåbnet som moderne bryggeri i april 2006. Det er ikke længere hvidtøllen, der skummer, men den lifligste hvedeøl, der strømmer ud af hanerne".

Sådan lyder "indgangsbønnen" Indslev Bryggeris hjemmeside, og som det fremgår, har bryggeriet specialiseret sig i hvedeøl. Jeg har over sommeren smagt tre forskellige fra sortimentet:

Svane Hvede er deres bud på en klassisk hvedeøl. Den holder 4,9%, og minder mere om en pilsner end en typisk hvedeøl. Det gør den noget anonym, og jeg ser den mest, som en tørstslukker end en nydeøl.

Sort Hvede holder 6,5%, og læner sig meget op af den tyske schwarzbier. Især på den meget brændte eftersmag. Jeg var ikke voldsomt imponeret. Det skal ikke udelukkes, at den vil gå fint til frokostbordet eller en schnitzel, men jeg vil foretrække den som nydeøl.

Hvor jeg havde mine forbehold ved de to første, overgav jeg mig til deres Hvede IPA. Den holder 5,5%, og tager tager det bedste fra henholdsvis hvedeøllen og IPA'en, hvor du får både citrussmagen og den humlede bitterhed. En rigtig nydeøl, jeg kun kan give mine bedst anbefalinger.

Skål!

Sommerferien 2014

Udsigt fra Tårnet på Christiansborg

4½ uges dejlig sommerferie er ved at være ved vejs ende, og i morgen venter trædemøllen igen.

Listen over de ting, jeg gerne ville nå var lang, men først og fremmest var planerne, at urene skulle sættes på hold og at jeg skulle så meget ned i gear, at hvilepulsen nærmede sig 0. Det blev også tilfældet, og ellers gik dagene blandt andet med at 

• holde mit princip om at glemme alt om lange bukser og strømper i min ferie. Shorts og bare tæer er ferietøj
• sige farvel til min ene niece, som nu er rejst til New York og skal være der i et år
• købe nye løbesko
• se Love Shop i Byparken og Neil Young i Forum
• lege turist i København, hvor blandt andet Tårnet på Christiansborg, Christiania og Copenhagen Street Food blev besøgt
• være en smuttur på Roskilde Havn og drikke kaffe i Byparken
• cykel- eller styrketræne stort set hver anden dag
• komme i bund med papirerne fra blandt andet diverse pensions- og forsikringsselskaber
• klippe hæk
• tømme fiskehandlerne i Karrebæksminde
• nyde kolde øl og god vin på terrassen
• skrive e-mails til nær og fjern
• blogge
• grille
• nyde det bedste juli-vejr i mands minde, med nærmest daglige hedeslag
• melde mig til årets Eremitageløbet
• skuffe min tandlæge med, at jeg i år ikke ville betale hans 14 dage på Maldiverne
• se familie og gode venner - enten her eller der
• være på endnu en glimrende Roskilde Festival
• læse bøger
• se nogle gode film og Netflix-serier
• bestille plader hos Amazon
• planlægge Ølkubbens kommende studietur til Bruxelles
• ordne cykler og bil
• ordne huset fra gulv til loft
• ordne have - igen og igen
• ordne trædesten i haven
• se Tour de France
• se Superligaen blive sparket i gang igen
• dovne på sofa og i haven
• slappe af og bare være

Alt i alt nogle gode dage, men det bliver også fint at komme tilbage til trædemøllen. Den er jo også en forudsætning for, at man nyder sin ferie!

Neil Young i Forum

Der ventes på
Neil Young & Crazy Horse

Onsdag aften spillede Neil Young & Crazy Horse op og ud i et kogende varmt Forum, der mere eller mindre var pakket til sidste ståplads. Og folk fik, hvad de kom efter - og mere til.

Selv var jeg afsted sammen min gamle ven, Brian, samt to fra min række på Nedre C i Parken, Jan og Freya. Og det var så femte gang, at jeg skulle opleve Mesteren, som Young også kaldes blandt andet her på matriklen, men første gang i et klassisk koncert-setup; indendørs og med ståpladser.

Koncerten var en erstatning for den koncert, der blev aflyst sidste år, så ventetiden var lang.

Men lidt over 21.00 var det slut, og det i et klassisk guitar-inferno, hvor vi fik en mere end 16 minutter lang udgave af Love and only love. Så var vi i gang, og sådan fortsatte det, de næste mere end to timer, koncerten varede. Guitarerne gnistrede, hvor samspillet mellem Young og Frank Sampedro grænsede til det synkrone og perfekte. Spillelysten lyste ud af dem, mens Ralph Molina på trommerne arbejdede hårdt, men godt, for at følge udladningerne fra de to frontpersoner.

Der blev ikke tale om et "greatest hits"-koncert, men i stedet havde Young gravet gevaldigt i bagkataloget, og hevet en del sjældenheder frem samt et helt nyt nummer, "Who's Gonna Stand Up and Save The Earth?", som jeg dog ikke var så satans imponeret over.

Det var jeg i stedet for én af mine personlige favoritter, Cortez The Killer, der ramte lige i hjertekulen, ligesom Rockin' in the free world væltede Forum med sin guitarorkan.

Opsummeret er jeg ganske enig i Gaffas anmeldelse af koncerten, og alt i alt var der tale om en forrygende koncert, der så absolut var de knapt 800.-, som billetten kostede, værd.

Tak til Mesteren for en stor koncert. Tak til Brian, Jan og Freya for godt selskab.