Nærværende blog har ligget stille i 2 uger, blandt andet som følge af, at jeg overvejede at lukke lortet ned. Men til måske stor fortrydelse for de eventuelle læsere, der måtte følge blog'en, har jeg valgt at fortsætte - i hvert fald for en stund.... - og det gør jeg i første omgang med en top-10 over Cure.
En top-10, der også tjener, som yderligere opladning til årets Roskilde, hvor Cure som bekendt spiller op og ud. Dog velvidende, at de næppe spiller alle sangene på nedenstående liste.
Nå, men uden flere omsvøb er min top-10 i prioriteret rækkefølge denne:
Og under udarbejdelsen af listen slog det mig, hvor mange sange af tårnhøj kvalitet, bandet har lavet, men at de over tid også har lavet meget lort, og en sjov øvelse kunne være at lave en top-10 over deres dårligste sange....
Nå, men for nu ses der fortsat frem til årets Roskilde - med alt, hvad en sådan festival indbefatter!
Sidste lørdag kl. 07.10 troppede Per Fixen, Preben Knudsen og Prebens søn, Stefan, op på min adresse. Og det var for at samle mig op forud for fodbold-smuttur til Tyskland, nærmere bestemt Bremen.
Målet for turen var kampen mellem Werder Bremen og FC Nürnberg, og programmet skulle naturligvis suppleres med kolde øl, schnitzel, currywurst, hygge og almindelige afslapning. Og det program holdt stik!
Jeg havde forinden aldrig været i Bremen, og mine forventninger til byen var en "typisk tysk industriby". Og ved indfaldsvejene tænkte jeg, at disse forventninger ville blive indfriet. Men - Bremen har en ualmindelig hyggelig bymidte, den såkaldte Altstadt. Små torve, charmerende huse, rådhus og domkirke i nærmest gotisk stil med videre. Meget smukt, og lige uden for Altstadt ligger en smuk park, med en kanal gående langs den. Jeg kunne forestille mig, at disse især om sommeren ville tage sig flot og fascinerende ud.
Desuden lever Bremen op til den vanlige tyske standard, når det kommer til spisesteder og vandingshuller, og dette er nok så vigtigt. Også på en fodboldtur!
Werder Bremen-FC Nürnberg Og netop fodbold var omdrejningspunktet for turen. Som det altid er, når det pågældende selskab er på tur, og det er sket mange gange de senere år.
Vi deler alle den sunde interesse, som fodbold er, og er meget glad for den tyske del af den. Dog står hverken Nürnberg eller Werder Bremen øverst på favoritlisten. Faktisk har jeg altid haft et horn i siden på hjemmeholdet grundet holdets konkurrence med mit (og i øvrigt også Preben og Stefans) favorithold i det tysk, Bayern München.
Men det skulle ikke afholde os fra at tage et smut til Bremens hjemmebane, Weser. Smukt beliggende langs Weser-floden og nyrenoveret i forbindelse med VM i 2006. Et klassisk tysk stadion - god plads, gode indgangsforhold, masser af boder med videre. Lige så klassisk var det, at stadion mere eller mindre var udsolgt og at stemningen var elektrisk. Vi sad i nærheden af udeholdets tilhængere, der nærmest var som Duracell-kaniner. Knald på fra 30 minutter før kick-off til kampen blev fløjtet af.
Det hjalp nok også på stemningen, at det endte med en udesejr på 1-0. Mere er der ikke at skrive om den kamp, for tam, det var den. Hjemmeholdet begyndte fint og ville gerne vise, at de kunne spille fodbold, med førstegangsafleveringer og hurtige kombinationer. Men evnerne rakte ikke til at overføre det helt til grønsværen. Udeholdet derimod spillede klogt og lukkede af, så kampen blev også ganske chancefattig.
Men alt i alt en fin tur, med godt vejr, fodbold, fine oplevelser og godt og sjovt selskab. Næste udlandstur bliver for mit vedkommende til England, hvor kampe med blandt andet Manchester United og Everton venter.....
Nu om dage er der i min optik langt mellem snapsene, når det kommer til gode og fine musikvideoer, hvor der enten er tale om lavbudgetvideoer eller ligegyldige udstyrsstykker.
Derfor er det glædeligt, når der så dukker én op, der går mod strømmen. Og det er tilfældet med videoen til Twilight Sad's Another Bed.
Bandet udsendte fornyligt albummet No one can ever know. Endnu et album, hvor den usagte, ugengældte og mistede kærlighed besynges, og det gør bandet på fineste vis. Og er indtil videre årets bedste album - i mine ører.
Another bed er 2. single fra albummet, og bliver ledsaget af en noget nær skræmmende og gruopvækkende video, der indhyller sangens ensomhed. Og er nærmest et kunststykke i sig selv.
Samtidig er Another bed en fremragende sang og en fin eksponent for Twilight sad's smukke sange.
I slutningen af marts skulle Madonna smide et nyt album på gaden - hendes 12. studiealbum. I disse år er det ikke ligefrem en nyhed, der får mig op af den magelige lænestol, men jeg lyttede meget til hende i begyndelsen af hendes karriere. Debuten og Like a virgin var i flere år i fast rotation på min pladespiller og plakater af hende prydede drengeværelset.
Men efter True blue-albummet begynder vi at gå hver sin vej, men jeg vendte dog for en kort bemærkning tilbage i forbindelse med Ray of light-albummet, der på mange måder kan karakteriseres, som hendes voksenalbum.
Men selvom vi der i slutningen af firserne gik hver sin vej, har jeg fra tid til anden genlyttet hendes tidlige sange og efter bedste evne prøvet at følge hendes mere nyere ting. Og indrømmet, der har også de senere år været fine pletskud, og hendes evne til hele tiden at genopfinde sig selv, har været imponerende, ligesom hendes inspiration for kunstnere spændende fra disco til hiphop ikke kan overvurderes.
Nå, men i forbindelse med nyheden om det nye album, youtubede jeg hende en del, og nedenfor er min egen top-10 over Madonna - i prioriteret rækkefølge:
Madonna spiller i øvrigt i Parken til sommer. Jeg har aldrig oplevet hende live, men overvejede så denne gang at købe billet. Men koncerten falder dog mere eller mindre sammen med årets Roskilde og her trækker sidstnævnte dog mest.
Sidste år fik jeg i julegave af katten…..Jussi Adler-Olsens første tre bind om Afdeling Q. Og det var jeg glad for, for jeg følte mig nærmest socialt handicappet ved ikke at have læst de bøger, stort set alle talte om. Om end jeg ikke er den passionerede læser af krimier. OK, jeg fandt da stor glæde i Stieg Larssons Millennium-trilogi og det samme med flere af Leif Davidsens. Førstnævnte var enormt medrivende og spændende, mens Davidsen bruger sine erfaringer fra tiden som Øst-korrespondent for blandt andet DR i sine bøger, hvilket giver dem et løft. Ankepunktet ved dem begge og især Davidsen har så været, at bøgerne også har virket som en platform for forfatteren til at leve sine seksuelle fantasier ud, hvor man undervejs var i tvivl, om det var en krimi, du læste eller Linda Lovelaces selvbiografi…..
Nå, men i midten af januar tog jeg så fat på Afdeling Q, og undervejs begejstrede læsningen mig så meget, at jeg måtte sikre, at det 4. bind også landede på hylderne, så ventetiden bindene imellem blev mindsket mest muligt.
For jo, jeg blev - naturligvis? - meget, meget begejstret. Jussi Adler har en meget levende og flydende pen, og skriver på en medrivende måde, hvor der både er plads til gru, gåsehud, kuldegysninger og grin. Og så har han den særlige evne at lave de såkaldte cliffhangere, der gør, at du bare straks må læse næste kapitel. Og her på matriklen blev stort set hvert ledigt sekund brugt på bøgerne.
Ankepunktet er måske, at plottet i især de tre første bind er en kende for forudsigelig, og så irriterede det mig en smule, at der ikke var grænser for, hvor dygtige Carl Mørck og de øvrige i Afdeling Q er/var. Lige lovlig meget heltedyrkelse for min smag, men det trak dog ikke meget ned i oplevelsen.
Handlingen i alle 4 bind er grusom og ubarmhjertig, men Jussi Adler formår også at sætte et menneskeligt ansigt på den/de, Afdeling Q jagter, så det ikke kun bliver den godes jagt på den onde. Og du får indblik i baggrunden for de handlinger, den jagede har gjort. I alle fire bind sker handlingen i flere spor, hvor du følger både Afdeling Q og de(n) jagede, og det fungerer meget, meget fint.
Femte bind skulle komme til efteråret, og det glæder jeg mig allerede til, og håber, at katten vil betænke mig med dette i julegave. Og jeg glæder mig naturligvis også til filmatiseringerne af bøgerne, hvor Kvinden i buret skulle være på vej til optagelserne.
Opsummeret synes jeg, at Journal 64 (det 4. bind) er det absolut stærkeste, hvor det bygger på samme grundstamme, som de tidligere, men hvor Adler føjer flere dimensioner til. Det svageste var Flaskepost fra P (det 3. bind), hvor forudsigelighed og heltedyrkelsen bliver lige lovlig meget udtalt.
Jeg har her og her tidligere blogget om kunstnere, der i 2012 har brudt albumtavsheden - eller vil gøre det.
Og for nyligt kom der via bandets egen mailliste, Facebook og musiksitet Pitchfork en nyhed om, at de meget, meget fine Saint Etienne i 2012 vil udgive deres første album i 7 år. Det nye album, Words and Music by Saint Etienne, skulle være ude i slutningen af maj.
Den nyhed vakte glæde her på matriklen, for bandet er tælle blandt mine absolutte favoritter. Deres letbenede og drømmende popmusik, der både taler til dansesko og eftertænksomhed, har altid ramt plet, og musikken er tidsløs.
Første single, Tonight, smides på gaden 5. marts, men videoen er allerede klar. Nummeret lyder meget lovende for det kommende album. Saint Etienne-classic, hvor Sarah Cracknells uskyldsrene stemme rammer lige i hjertekulen.
Og lad mig supplere og runde af med en personlig favorit. Så bliver popmusik ikke bedre:
Indrømmet - jeg ser X-Factor. Og det i lighed med de tidligere år. Ikke, at jeg absolut skal se det hver gang, og jeg ved allerede nu, at jeg igen i år glipper finalen. Og det går nok også....
Men jeg føler mig til tider svært underholdt af programmet og en fin måde at slappe af på ovenpå en hektisk arbejdsuge.
For X-Factor er et underholdningsprogram og underholdningen er især udtalt i de første programmer, hvor du krummer tæer over 99,9% af deltagerne, skriger af grin over Thomas Blachmanns beske kommentarer og bliver rørt over de meget, meget få deltagere, der kan et eller andet.
Boot-camp'en er også underholdende, hvor du kommer lidt tættere på deltagerne, mens selve liveshowet over de følgende uger ikke hiver helt fat i mig. Showet er stylet for meget op, deltagerne sovset ind i lyd og lysshow, dommerpanelet er til pynt og afgørelsen ligger i hænderne på SMS'ende hænder. Og især sidstnævnte giver et tilfældighedernes præg over udfaldet, hvor det er sangvalg og sangstemme, der bliver det afgørende frem for det musikalske talent.
Det med underholdningsprogrammet ses også udtrykt i, at ingen af deltagerne sidenhen har drevet det til noget, og de senere års vindere har vel tilsammen solgt lige så mange albums, som et basunorkester fra en albansk bjergprovins har gjort.....
Men nu vil jeg ikke anlægge en polemisk vinkel til programmet - om end kritikpunkterne står i kø - men i stedet glæde mig over, at kvaliteten i dette års program er tårnhøjt. Og måske det højeste nogensinde.
Ida er af mange, og med rette, blevet udråbt til at være den helt store favorit, men første liveshow viste, at favoritfeltet er meget bredt. Og meget kan ske over de kommende uger.
Men - er der en højere retfærdighed, så vinder Ida. Hendes konkurrenter har fine sangstemmer og gør sig godt på scenen, men hun er det åbenlyse og gennemmusikalske talent - nok det største i hele X-Factor-tiden. De andre lyder som noget, du har hørt før og stikker ikke ud, men det gør hun. Hun er vist kun 16 år, men synger som én på 30, der har oplevet lidt af hvert.
