Manchester United - engelske mestre for 19. gang

Den engelske liga slutter i morgen, og det i stor Manchester United-triumf. Klubben sikrede allerede sidste weekend det 19. mesterskab, hvilket er mesterskabsrekord i England. De 12 af dem er hentet under Alex Fergusons ledelse. Mesterskabet er på mange måder et paradoksernes et. Holdet er måske det svageste i mange år, individuelt set, skaderne er væltet ned over truppen og samtidig har rivaler som Chelsea, Arsenal, Manchester Shitty og Liverpool rustet kraftigt op og købt spillere på øverste hylde.

Dermed er mesterskabet også en understregning af, at titler også kan vindes på vilje, flid og holdånd. For netop det har været kendetegnet ved United i år. Jeg har personligt skreget på en leder af Cantonas eller Roy Keanes kaliber, men pointen har måske netop været, at det ikke har været nødvendigt med den store lederskikkelse.

Hvorom alting er, har tre aldrende herrer en stor andel i dette mesterskab:

40-årige Edwin van der Sar (eller vel snarere Safe!). Han har igen i år stået aldeles fremragende og har haft afgørende indgreb i mange kampe. Den sikre skanse, der også løfter forsvaret. Desværre stopper han med al sandsynlighed karrieren efter næste lørdags Champions League-finale.

37-årige Ryan Giggs. Spilleren som trodser alderen og "naturen", og spiller med en vitalitet, energi og vilje, som var han 20 år. Den ydmyge spiller, som finder sin plads og giver alt for holdet.

69-årige Sir Alex Ferguson. Manageren, som hele tiden formår at genopfinde holdet, time spillernes form og sætte holdet sammen på en vindende måde. Rotationsprincippet har betydet, at Uniteds idealhold vel består af 15-16 spillere, og det giver unikke muligheder. Samtidig har han formået at skabe et kollektiv, hvor alle arbejder for alle.

For mit vedkommende har højdepunkterne været hjemmesejrene over Liverpool (Berbatovs hattrick står fortsat klar i erindringen) og Manchester Shitty (Rooneys perle er ÅRETS mål) og udesejren over West Ham, hvor United var bagud med 2-0 efter 64 minutter, men endte med at vinde 4-2. En understregning af holdets vilje og evne til at trække sig selv op ved hårrødderne.

Næste sæson?

Men allerede nu kan der så ses frem til næste sæson. Vi kan nok vente, at der sker en større udskiftning i Chelsea, Arsenal og Liverpool vil ganske givet forsøge at forstærke holdet på væsentlige pladser, ligesom Shitty endnu en gang vil forsøge at købe sig til et engelsk mesterskab.

For Uniteds vedkommende skal der findes en ny målmand. Danske Anders Lindegaard er ikke van der Sars direkte afløser, og der hentes nok fra øverste hylde. Forsvaret ser ud til at være godt dækket ind, mens der skal hentes forstærkninger til midtbanen. Det er usikkert om Scholes fortsætter og Giggs' afløser skal køres ind. Evertons Rodwell og Inters Snejder kunne være nogle bud. Angrebsmæssigt er holdet umiddelbart også dækket godt ind, men afhænger noget af, hvorvidt Owen og Berbatov fortsætter. Men samtidig kommer Wellbeck og Macheda tilbage. Sir Alex har været ude at sige, at der hentes tre forstærkninger og gisningerne er mange. Only time will tell.....

Tillykke til Manchester United med det 19. mesterskab. Vi glæder os allerede til næste sæson!

Kommende koncerter

Programmet for koncerter i 2. halvår af 2011, er efterhånden ved at tegne sig.

Der lægges ud med Roskilde, med hvad der deraf følger. Et kig på plakaten viser, at der er en 10-15 navne, jeg gerne vil høre, men den endelige spilleplan laves først, når programmet er lagt endeligt fast.

Roskilde følges op af Morrissey i Operaen. Det kan kun blive en stor oplevelse, og da han er "mellem albums" bliver det ekstra spændende, hvad han spiller op og ud med.

5. august står Mikael Simpson i Tivoli. Han leverer altid varen - også live. Igen én, der er "mellem albums", så der venter en spændende aften.

Det gør der også mandagen efter, hvor Low gæster Lille Vega. Der venter en intim og smuk aften, hvor hovedvægten nok lægges på én af 2011 bedste plader, C'mon.

I september står den på Sort Sol - igen i Tivoli. Og spændende bliver det, om de kan følge op på den store aften i Ringsted.

Efter Sort Sol følger The Specials i Vega. Et band, jeg ikke har lyttet så helvedes meget til, men billetten måtte bare i hus. En band, der har inspireret mange af nutidens bands - og som jeg lytter til.

Måneden sluttes nok af med Jens Unmack/Mikkel Damgaard i Præstø.

Arcade Fire mangler desværre på listen, men den dag, de spiller i andedammen, er jeg udenlands.

Og lur mig, om der ikke føjes nogle flere navne til. Blandt andet Gimle plejer at være leveringsdygtig i en koncert eller to. Desuden håber jeg, at De efterladte "tager en tur på landevejen".

Ganske vist er også, at andre, ellers spændende, koncerter bliver fravalgt. Erfaringen....er i hvert fald, at jeg er blevet for gammel til koncerter på en hverdagsaften i det københavnske, hvor oplevelsen "spoleres" af, at jeg hele tiden glor på uret og tænker på, hvilket tog, jeg kan nå og hvor mange (eller snarere få) timers søvn, jeg kan få. Kedelig og gammel, som er blevet....

Endeligt skal programmet jo også koordineres med FCK's kampprogram, der forhåbentligt vil indeholde en række Champions League-kampe....

Nå, men godt og oplevelsesrigt bliver det. Rock and roll will never die....

Den som dræber

Søndag fik vi sidste afsnit af første sæson af TV2's store seriesatsning, Den som dræber. Og måske det sidste afsnit, overhovedet. Ifølge medierne har serien skuffet TV2-ledelsen, seertallene har været dalende og tv-anmelderne kritiske og mavesure. Men så dårlig har serien nu heller ikke været. OK, den var ikke på højde med Rejseholdet, Krøniken eller Forbrydelsen, men betydeligt bedre end nyere danske serier som Lykkevej, Lykke, Ørnen, Hotellet og Sommer. Plottet var skruet fint sammen, skuespillet glimrende og der blev for hver omgang søgt nye veje til sindets mørkeste afkroge.

Men jeg medgiver gerne, at handlingen ofte var lidt for forudsigelig og til tider utroværdig. Og så manglede den nok så berømte "cliffhanger". Den, der fik os til at vente utålmodigt på næste afsnit og som fik os til at tale om serien på jobbet, studiet med videre. Her var Forbrydelsen eminent.

Nå, men jeg håber da, at serien vender tilbage. Indtil da ved vi, at der til efteråret kommer en ny sæson af Borgen og at en serie om slaget ved Dybbøl er under opsejling. Og så måtte DR da for gud-ved-hvilken-gang gerne genudsende Matador - alle tiders bedste tv-serie. Ej heller skal glemmes serien over 21 afsnit i løbet af julimåned - årets Tour de France, hvor hovedrollerne indtages af Alberto Contador, Andy Schleck, Tony Martin og Cadel Evans. Men det er en helt anden snak.....

Manchester United - den mest succesfulde klub i England

I går vandt Manchester United sit 19. engelske mesterskab, og dermed er klubben nu den mest succesfulde klub i England - Liverpool har 18. titler. Mesterskabet kom i hus efter uafgjort mod nedrykningstruede Blackburn - Uniteds enlige mål blev sat ind af Wayne Rooney på et iskoldt eksekveret straffespark.

En sindssyg vigtig titel for alle United-fans, og måske den vigtigste siden 1993, hvor United hentede det første mesterskab under Alex Fergusons ledelse. Man kan samtidig tørt konstatere, at stillingen mellem Sir Alex og Liverpool nu er 12-2, målt på engelske mesterskaber.

En foreløbig kulmination på rivaliseringen mellem United og Liverpool, og i sammme boldgade kan hentes et par skarpe jokes:

What did Gerrard (Liverpools anfører) do when he won the Premier League? Turned off his PlayStation.

Manchester United have MUTV,
Arsenal have Arsenal TV,
Chelsea have Chelsea TV
Liverpool have the History Channel

Men mere herom senere. Indtil videre kan disse jubelscener nydes i fulde drag:

Hoping to find some long forgotten words or ancient melodies

På et utal af plader, findes cover-versioner af andre musikeres sange. Og på Youtube findes endnu flere optagelser i samme "genre". Nedenfor kan Low's version af Toto-klassikeren Africa høres og ses. Først spottet af med-blogger Peter Krogh (Another night in). Low er ét af mine absolutte favorit-bands, og Toto var et af de bands, jeg lyttede en del til i min "spæde" ungdom, og visse af deres sange kan jeg ret beset også lide den dag i dag.

Denne version er måske overraskende, underlig, forunderlig og så videre, men den sætter i hvert fald en fed, fed streg under Mimi Parkers smukke og enestående stemme. Læg også mærke til, hvordan Alan Sparhawk (denne gang på trommer) undervejs sender hengivne smil og blikke til sin hustru. Meget varmende. Og et eller andet sted, kunne det være morsomt, hvis de inkluderede dette nummer i sættet til koncerten i Vega til august.....

Nicklas Bendtner....

Arsenal-reserven Nicklas Bendtner har i dag valgt at melde afbud til EM for U21-landshold. Man skulle ellers tro, at en slutrunde og så i eget hjemland, måtte være noget af det største, du kan opleve som fodboldspiller. Og derfor har Danmarks største fodboldtalent, Christian Eriksen, selvfølgelig meldt sig klar. Det samme har Simon Kjær selvfølgelige gjort. Men OK, mon ikke, at Danmark vil klare sig uden en spiller, hvis ego er betydeligt større end hans talent.

Jeg ønsker i hvert fald Danmark god vind ved slutrunden. Og god ferie til Bendtner. Den er tiltrængt ovenpå en hård og lang sæson, hvor han har fået oceaner af spilletid, spillet strålende og spillet helt op til det potentiale, han selv mener at besidde..... (ironi kan være anvendt).

De efterladte - og et tilbageblik

6. juni sender De efterladte albummet Traditionen utro på gaden. Og de første smagsprøver tegner lovende. Måske årets mest imødesete album - i hvert fald her på matriklen.

Bag bandet står blandt andet Peter H. Olesen. Første gang, jeg hørte ham, var som forsanger i bandet Green. Og det på et værelse på Syrenvej i Ringsted, hvor min gode ven, René, i 1987 introducerede mig for dem gennem bandets selvbetitlede debut-ep. I efteråret 87 (eller var det foråret 88?), henter jeg selv ep'en i den nu hedengangne pladeforretning, Gry.

Herefter er der stille omkring bandet - i hvert fald ude i provinsen - men i 1992 udsender de så albummet Teenage Museum, og hvor de nu hedder Greene. Jeg husker fortsat meget tydeligt første gang, jeg hørte albummet. Det var i et eller andet radioprogram en lørdag eftermiddag på vej hjem fra fodbold. Og jeg blev holdende i indkørslen og måtte høre programmet færdigt, mens schæferen Tim stod ved døren og ville luftes. Albummet holder den dag i dag.

Kort tid efter får jeg min koncertdebut med dem, hvor de spiller op og ud i Musikcafeen. En magisk aften. Sidenhen er det vel blevet til 20 koncerter (eller mere) med Peter H. Olesen (under navnene Greene, Olesen-Olesen og eget).

Over de næste par år udsender de pladerne Lovers lingo og Minor sun, der begge ligeledes er fabelagtige. Nok var jeg ved de første gennemlytninger af førstnævnte meget skeptisk, men for hver gennemlytning krøb det lige så stille ind under huden på mig.

Greene bliver efterfølgende til Olesen-Olesen og teksterne til danske. Og de bliver sammen med Nikolaj Nørlund frontløberne for den danske bølge. 7 albums bliver det til, og alle holder et tårnhøjt niveau. Sange om fortid, nutid og samtid, og med genkendelighedens glæde og overraskelse - set fra lytterens side. Voksenmusik, kan man vist kalde det, og musik til alle stunder. Et par af deres albums kan fortsat erhverves via deres pladeselskab Melodika.

Med dobbeltalbummet Kain & Abel sluttede Olesen-Olesen. Den ene Olesen, Henrik, gør sig i dag under navnet Ukendt under andet navn, mens den anden, Peter, altså albumdebuterer med De efterladte til juni. Det glæder jeg mig til, og albummet må meget gerne ledsages af koncertdatoer.