mandag den 9. juni 2014

Rosenborg Live

Gode og hyggelige koncertrammer
I den forgangne weekend løb Rosenborg Live af stabelen - et to-dages koncertarrangement på Eksercerpladsen ved Rosenborg Slot i midten af København.

I går spillede blandt andet Nik & Jay, Marie Key og Mads Langer, mens nogle af mine egne absolutte favoritbands, Raveonettes, Love Shop og Kent, stod på plakaten om lørdagen. Og derfor indløste vi - venneparrene Per & Christina og Anita & Mikkel, samt Claus, Lewis og jeg - også straks billetter, da arrangementet blev annonceret. 

Det fortrød vi ikke, for der blev tale om et helt perfekt arrangement. Eksercerpladsen gav nogle hyggelige rammer, vejrguderne var med os, ligesom der var en god logistik med boder samt gode toilet- og adgangsforhold. Dertil kom, at lyden var rigtig god, ligesom storskærmen ved scenen var godt placeret - om end der generelt var godt udsyn til scenen.

Endelig leverede de tre bands, vi kom for at se i den grad varen:

Love Shop er klar til at vælte København
Love Shop
Bandet lød næsten bedre end nogensinde, og det var måske én af de bedste koncerter, jeg har oplevet med dem. De virker efterhånden meget samspillet, hvor især guitaristen, Mika Vandborg, bliver bare bedre og bedre. Og så er Jens Unmack slet og ret en fremragende forsanger og samlingspunkt på en scene. Og den knapt 70 minutters tur ned gennem deres bagkatalog var en sand nydelse.

Dúné og Ásgeir
Dúné kæmpede med, de havde, nemlig energisk poprock, og trods strømproblemer i begyndelsen, fik de sparket deres sange ud over scenen, men så heller ikke ret meget mere.

Næste kunstner, islandske Ásgeir, var direkte fejlplaceret med deres meget afdæmpede musik på en dag/aften, hvor hovedstaden skulle spilles op.

Raveonettes
Koncerten blev måske lidt for ensformig i længden, men når de virkelig vil, er de blandt landets bedste livebands. Der var skruet gevaldigt op for guitarerne og forstærkerne, og samspillet mellem Sune Wagner og Sharin Foo blev afleveret til perfektion. Især i den mageløse Apparitions, og så klæder det bandet, at Foo får en mere og mere fremtrædende rolle - både musikalsk og vokalmæssigt.

Kent
Sidste band på scenen, var verdens bedste band, Kent, og den position holder de fortsat efter en nærmest blæret koncert. Det var tydeligt at se, at de havde fået spillet deres nye numre lidt flere gange siden den eminente Vega-koncert i midten af maj, hvor især rollen for de to korpiger virkede mere veldefineret. Sætlisten var en god blanding af nye og gamle numre, hvor festivaltræffere som Musik Non Stop, Dom Andra og Ingenting var blevet føjet til i forhold til forårets klubturné.

Meget passende blev arrangementet rundet af med et flot konfettishow. Alt i alt en dag til bogen, og et lignende arrangement kunne snildt gentages til næste år.

Tak til Rosenborg Live for en stor koncertoplevelse. Tak til vennerne for sjovt, hyggeligt og godt selskab!

Ingen kommentarer: